”Som forfatter behøver man faktisk ikke have særlig god fantasi. Man kan bare kigge sig omkring”. 

Ordene kommer fra tidligere folkeskolelærer Annie Bahnson, som nu lever af at skrive børne- og ungdomsbøger. 

I dag udkommer hendes nyeste bog ’Luxus' om 9. klasseeleven Saxo, der i en blanding af ungdommelig forelskelse og desperation over egen fattigdom kaster sig ud i et omfattende dankortsvindel. 

Og den historie behøvede Anne Bahnson ikke at kigge langt for at få øje på. Ideen fik hun nemlig, da hun som lærervikar fik stjålet sit dankort af en elev. 

”Det er ikke min egen elevs historie, jeg fortæller. Men den oplevelse gjorde mig meget opmærksom på den økonomiske ulighed, man kan se i en skoleklasse, og det er de observationer, der nu har fundet vej ind i min roman”, fortæller hun og understreger, at personerne i bogen er fiktive.

Ulighed ser forskelligt ud

Ulighed kan se ud på mange måder, og den er ikke lige tydelig på alle skoler, fortæller hun. 

Hun arbejdede selv som lærer i et skoledistrikt med både socialt boligbyggeri og luksusvillaer med havudsigt, og når eleverne skulle finde deres computere frem, blev det tydeligt, at der var forskel på størrelsen af forældrenes pengepunge.

Om Annie Bahnson

Annie Bahnson er uddannet folkeskolelærer. I 2012-2014 gik hun på Forfatterskolen for Børnelitteratur. Siden debutromanen Vinderblik i 2015 har hun udgivet 20 bøger for børn og unge, blandt andet Lille Moskusmand, Hvor solen skinner om natten og Helt som de andre. Nu lever hun som fuldtidsforfatter og har netop udgivet ungdomsbogen Luxus.

”Selv om skolen stillede computere til rådighed, var der rigtig mange, som havde deres egne Macbooks med”, fortæller Anne Bahnson. 

”Man så de der bånd af Macbooks, som blev klappet op i klasserne, mens et par elever nærmest måtte gå sådan en walk of shame ud og hente en ramponeret skolecomputer. Selvfølgelig er der mange, som er supercool og synes, det er lige meget, hvilken computer man har – men der er også bare rigtig mange, som ikke er”.

Et andet sted, uligheden bliver tydelig, er i de unges tøj. Især drengenes, fortæller hun.

”Det er som om pigerne bedre kan finde noget billigt og smart i H&M og have det fint med at gå i det. Drengene, eller i hvert fald nogle af dem, virker til at være mere afhængige af at vide, at tøjet er smart, fordi der er det rigtige logo på, og det er pivdyrt. Det giver dem en sikkerhed for, at tøjet er smart”.

Skolen skal lave regler

I sig selv behøver det ikke at være et problem for klassens dynamik, at eleverne kommer fra forskellige økonomiske baggrunde, mener Annie Bahnson. 

Men det bliver det, hvis mærkevarerne og pengene bliver adgangsbilletten til at deltage i forskellige sociale arrangementer.

”For mange forældre er 300 kroner til en klassefest eller en udflugt ikke noget problem. Men det er det for nogle”, siger hun. 

”Deres børn risikerer at blive udelukket fra fællesskabet på grund af økonomien. Det er ikke fedt at være den, der hver gang dukker op til fødselsdagsfester uden at have en gave med. Skolen kan hjælpe ved at have en politik for, at aktiviteter ikke må være for dyre”.

I mange klasser er der regler for, hvad gaver for eksempel må koste, og at alle skal inviteres med, hvis nogen holder fest. Den slags regler er en stor hjælp, mener Annie Bahnson. 

Men hun oplever, at de har med at gå i opløsning, når eleverne nærmer sig udskolingen.

”På et tidspunkt bliver eleverne så gamle, at de selv begynder at stå for at organisere en stor del af deres sociale samvær. Måske omkring 6. eller 7. klasse”, fortæller hun. ”Så er der en del forældre, som siger, at så skal de tvinges til at være sammen med nogen, som de ikke gider, eller at man ikke behøver at invitere alle med til festerne. Det er et skråplan". 

"Dér mener jeg, at skolen må stå fast på fællesskabet for hele klassen, og lærerne må tage nogle snakke med forældrene, også selv om de kan være svære”.

Lærere skal tage den svære snak

I klasselokalet kan læreren også være med til at dæmme op for, at økonomisk ulighed bliver til social eksklusion, mener Annie Bahnson. For eksempel ved at være et godt forbillede.

”Som idrætslærer kan man tænke på, at man kan lade være med at møde op i dyrt sportstøj hver gang. Man kan vise, at det er ok også at komme i gamle shorts og en træt T-shirt”, siger hun og understreger, at hun ikke mener, at lærere skal pålægges at klæde sig på en bestemt måde af hensyn til de signaler, de sender til eleverne.

”Man har selvfølgelig frihed til at klæde sig, som man vil, også som lærer. Men det er en opmærksomhed, man kan have”.

Man kan også tage en snak med sine elever om ulighed, men ikke med udgangspunkt i deres egne situationer, siger Annie Bahnson. Hun håber, at hendes nye bog kan blive et sted, man kan starte den snak.

”Når jeg skriver en bog, er det vigtigste for mig selvfølgelig en god historie og et godt sprog”, siger hun.

”Men lige med den her bog har jeg også noget samfundsmæssigt på hjerte, som jeg vil formidle. Det var vigtigt for mig, at hovedpersonen er sympatisk, så man kan forstå, hvorfor han gør, som han gør. Samtidigt ville jeg nuancere det at være rig. For der er mange forskellige måder at tackle det at have mange penge på”.