»Jeg er ikke som lærer gennem 25 år blevet orienteret grundigt om mine pligter. Det er mit indtryk, at det er et forsømt område«.

Sådan lyder kommentaren fra en af de cirka 500 lærere, som har deltaget i månedsmagasinet Underviseres undersøgelse af læreres viden om underretningspligt.

En tredjedel af lærerne føler ikke, at de har viden nok til at vurdere, om en mistanke skal indberettes, og yderligere ti procent er usikre på, om de har tilstrækkelig viden på området. Lærerne i undersøgelsen efterlyser redskaber, viden og uddannelse. Hovedstyrelsesmedlem i DLF Birgitte Baktoft er enig.

»Der skal fokus på, hvad der skal til, før man anmelder. Hvad er de synlige tegn hos børn på, at de mistrives? Hvor meget er blot almindelig udvikling, og hvornår er der grund til at bekymre sig? Hvor trækker jeg grænsen? Hvornår siger jeg, det er for meget?«

Hun mener, at det for lærerne gælder om at få et rum, hvor man kan prøve sin mistanke af, uden at der er sat navn på eleverne, og uden at der bliver sat ting i værk med det samme.

Lærerne i undersøgelsen efterlyser et kursus om emnet i læreruddannelsen. Det er der i dag ikke et krav om. I bekendtgørelsen til den nuværende læreruddannelse er underretningspligten slet ikke nævnt.

Formand for Lærerstuderendes Landskreds Kresten Bang-Heinfelt fortæller, at han har fået lidt undervisning om underretningspligten i faget Skolen i Samfundet, men han mener, at seminarierne burde vægte emnet langt højere.

»Den undervisning, jeg fik, var mangelfuld og middelmådig. Hvis man aldrig selv har skullet forholde sig til problemstillingen i praksis, er det svært at undervise i. Jeg synes, at man burde have besøg af en konsulent fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, som har det inde på livet«, siger han.

I bekendtgørelsen til den nye læreruddannelse, der træder i kraft efter sommerferien, er seminariets ansvar præciseret.

»Uddannelsesinstitutionen skal sikre, at den enkelte studerende i løbet af uddannelsen arbejder med (.) de særlige forhold, der gør sig gældende i relation til udsatte børn, herunder forebyggelse af og indsatsen mod overgreb på børn og omsorgssvigt i øvrigt«, lyder det i bekendtgørelsen. Det er fortsat op til seminarierne at finde ud af, hvordan og hvor meget der skal undervises.

Ifølge kontorchef i Undervisningsministeriet Henrik Pedersen er præciseringen sket, dels fordi Danmark i internationale konventioner har forpligtet sig til, at alt personale, der arbejder med børn og unge, er i stand til at tage hånd om eventuelle problemer, dels fordi der har været fokus på problemet i medierne.

Henrik Pedersen mener dog også, at det i høj grad er et ansvar på den enkelte skole at have retningslinjer, der gør, at lærerne ved, hvordan og hvornår de skal underrette de sociale myndigheder.

Og her får han opbakning af konsulent John Aasted Halse, som holder foredrag for lærere om omsorgssvigt.

»Det handler om skolens kultur. Der skal være en omsorgsplan på skolen, der klart siger: Tal med teamet, tal med leder, tal med det tværfaglige sociale team. Er du stadig bekymret, så foretag en underretning, som du her har en skabelon til. Man får væsentlig mere reaktion, hvis læreren ved, hvordan man skal forholde sig«.

John Aasted Halse mener ikke, at problemer med for få indberetninger bunder i, at lærerne ved for lidt. Han mener, at lærerne skal lære, at de ikke behøver at vide så meget for at underrette de sociale myndigheder.

»Når en tredjedel siger, at de ved for lidt, så søger de muligvis en grad af sikkerhed, som ikke er eksisterende. Nemlig sikker viden om, at det er alvorligt. Reager hellere en gang for meget end en gang for lidt, for tvivlen skal komme den svageste part til gode«, siger han. |