Lærere har ifølge loven en skærpet pligt til at underrette de sociale myndigheder, hvis de har mistanke om, at et barn er omsorgssvigtet. Alligevel svarer 59 procent af lærerne i en undersøgelse gennemført af månedsmagasinet Undervisere, at de har oplevet problemer, som de efterfølgende har tænkt burde have resulteret i en underretning.

Pædagogisk psykologisk konsulent John Aasted Halse peger på, at lærerne skal tage deres ansvar som frontmedarbejdere meget alvorligt.

»Vi har en second to none-mulighed i Danmark for at fange de børn, der har det dårligt, fordi stort set alle er i daginstitutioner og skole. Men der er en for høj grad af sendrægtighed i forhold til at anmelde. Og den bliver forstærket af, at mange lærere, når de har taget det tunge skridt, det er at underrette, oplever, at der ikke sker noget«.

Sekretariatschef i Børnerådet Annette Juul Lund kalder lærernes tøven »hensynsbetændelse«.

»Man vil ikke ødelægge samarbejdet med familien, og så er det meget sjældent, at det er barnets tarv, der kommer i første række. Det er utrolig trist, hvis lærerne ikke tager udgangspunkt i det, der er bedst for barnet. De har måske de bedste intentioner, men det kan også være svært at komme igennem til socialforvaltningen«.

I Danmarks Lærerforening er man opmærksom på problemet.

Alligevel mener hovedstyrelsesmedlem i DLF Birgitte Baktoft, at 59 procent er »overraskende mange«.

Birgitte Baktoft arbejder for et bedre samarbejde mellem socialrådgivere og lærere, og hun mener, at blandt andet angsten for forældrenes reaktion og oplevelser af, at skolelederen eller de sociale myndigheder ikke går videre med underretningerne, holder lærerne tilbage.

»Vi har ikke de redskaber, der skal til for at få sat den meget vanskelige samtale på dagsordenen«, siger hun. |