For tre år siden fik jeg ansættelse i en specialklasse for elever med ”generelle indlærings-vanskeligheder” som det så upræcist kaldes. Faktisk var der tale om to klasser, som blev slået sammen til én - med det formål at kunne udnytte lærerresurserne optimalt - og som et sidste desperat forsøg på at magte en opgave, som skolen ellers måtte opgive. Klasserne var gennem en årrække blevet svigtet af systemet i form af mange lærerskift, mange aflyste timer, mange vikartimer osv.

Jeg kan lige så godt indrømme, at det ikke var med min gode vilje, at jeg havnede i den ansættelse; jeg blev overflyttet fra et andet job, som jeg ellers var kisteglad for. Men jeg valgte alligevel at takke ja til tilbuddet, fordi jeg kunne få lov til at have alle mine timer i samme klasse, hvilket passer mig godt.

16 teenagere. 16 teenagere med vidt forskellige vanskeligheder som f.eks. ordblindhed, nedsatte kognitive funktioner, adhd, add, infantil autisme, Tourettes syndrom,  spiseforstyrrelser, medfødte hjerneskader, forældre med misbrug - og ikke mindst forældre i socialt udsatte forhold.

16 unge mennesker, som til at begynde med end ikke løftede blikket, når de kom ind i lokalet. Som ikke havde dannet stabile venskaber, som ikke troede på, at vi lærere ville holde mere end et par uger i klassen, som ikke troede på, at de var i stand til at lære noget som helst, som ikke troede på, at nogen lærer for alvor ville holde af dem, hvis vi opdagede deres svage sider. Som enten sad under et bord og gemte sig eller som råbte og sparkede sig vej frem i lokalet. Som enten vendte nederlagene indad i selvdestruktiv undertrykkelse eller som modsat vendte det hele ud mod kammerater og lærere i voldsom og aggressiv adfærd.

16 unge mennesker, som var fyldt til bristepunktet af nederlag, dårlige skoleerfaringer og ikke mindst en udtalt mistro til hinanden og til lærere især.

16 unge mennesker, som ikke havde meget andet til fælles end lavt selvværd, ringe selvtillid og evnen til at sige ”FUCKING NEJ!”.

Det første vi blev enige om i teamet, var, at vi VAR der. Og at vi også var der dagen efter. Og dagen efter igen. Og igen. Og igen. Og igen. Og igen. Og at vi blev ved med at stå parate hver morgen og sige godmorgen til hver enkelt unge menneske. Og at vi ligegyldigt, hvor slem dagen havde været, havde ”glemt” det til dagen efter, hvor vi startede på en frisk.

Det lyder nemt. Det var det ikke. I begyndelsen var der dage, hvor jeg gik tudende hjem. Efter 26 år som lærer følte jeg mig ind imellem helt på bar bund. Al min egen usikkerhed blev udstillet i neonlysets ulidelige skarphed.

Det var svært at undervise. Det var svært at tro på det. Det var svært at finde ud af, hvad der virkede. Det var svært ikke at tage konflikterne personligt. Fordi de egentlig  var personlige. Det var ulideligt konstant at blive mødt med modstand. Det var deprimerende at erkende egne nederlag.

Men vi blev. Vi holdt ud. Vi holdt om. Vi holdt fast. Og efterhånden holdt vi også af.

Vi lavede om på skemaet i én uendelighed. Vi brød nogle af skolens regler. Vi lavede individuelle løsninger. Vi fortolkede lovgivningen. Vi bad om tilgivelse frem for tilladelse. Vi prioriterede mavefornemmelser frem for reformen. Vi så stort på Fælles mål og nationale tests. Vi holdt andre møder, end dem vi fik løn for. Vi glemte vores årsplaner. Vi holdt fast i metodefriheden. Vi fik opbakning fra ledelsen.

Langsomt, langsomt, langsomt kom skuldre ned på plads. Forsigtigt blev blikke løftet. Stemmer blev mildere. Smil kom helt op i øjnene. Aftaler blev indgået. Nogle blev overholdt. Flere blev overholdt. Humor fik sit indtog. Tårer fik afløb. Historier blev fortalt. Indrømmelser blev givet. Billeder blev taget. Nye historier tog form. Komplimenter blev givet. Oplevelser blev delt. Venskaber blev knyttet. Lærere blev godkendt. Sammenhold spirede.

Og da Mikkel, som i særlig grad havde svært ved at tage hul på en ny skoledag, efter halvandet år pludselig en morgen svarede tilbage på min morgenhilsen med et ”Jeg siger ikke godmorgen til lærere!”, vidste hver celle i min krop, at det var det hele værd.

I sommer sagde vi farvel. For første gang deltog specialklassen på lige fod med de øvrige klasser i niendeklassernes festligheder ved skoleårets afslutning. De var udklædte, kastede karameller,  spillede fodbold mod lærerne, gav os vand i skolegården - og optrådte på scenen i festsalen foran alle skolens klasser og deres forældre, hvor de parodierede os lærere med skarpsyn, humor og kærlighed.

Og de græd. Og krammede. Og holdt tale. Og gav gaver. Og postede billeder af BEST CLASS EVER på facebook og Instagram.

Nu er de på vej. De har planer. De har drømme. De har stadig meget, der skal kæmpes med. Og de ved godt, det ikke bliver nemt.

Men de ved også, at de kan kæmpe. De ved, at de kan give. De ved, at de kan tage imod.

De ved, at de kan sige FUCKING JA!

Og lur mig, om ikke Mikkel siger godmorgen til sine nye lærere på ungdomsuddannelsen …