For få år siden skulle vi redefinere vores udskoling på Skovshoved Skole i Gentofte. Som en af kommunens elleve folkeskoler blev vi en del af ”Fremtidens udskoling i Gentofte”. Grundideen er, at alle kommende udskolingselever skal kunne vælge en udskoling med den profil, der passer bedst til den enkelte elev. Ergo skulle vi også udvikle en profil.

Som det nyeste tiltag har vi fra sidste år indført nye klassedannelser fra 7. klasse, og dette skal være indgangsvinklen til  "Ungdom i udskolingen". Bogen er et sammendrag af forfatternes tre individuelle ph.d.-projekter, der har udskolingen som fælles forskningsfelt, og som belyser tre forskellige problemstillinger ved organiseringer af udskolingen. Det er ret foruroligende, hvor mange meninger, antagelser og individuelle elevsyn der kan ligge til grund for en klassedannelse.

Rikke Brown introducerer begrebet symbolske grænsedragninger. Hun er optaget af, hvorvidt og hvordan skolens inddelinger og opdelinger er med til at reproducere social ulighed. Allerede denne problemstilling kan muligvis overraske en del udskolingslærere, for det var jo ikke lige det, der var meningen. Brown viser imidlertid, at dette alligevel kan ske, om end det naturligvis sker utilsigtet. Hendes empiri tager udgangspunkt i en skole, der har en linjeorganisering, og teoretisk er vi ovre i Pierre Bourdieus økonomiske og kulturelle kapital.

På skolen, som Brown fulgte i sin forskning, finder man linjerne Science, International og Arts. Det viser sig hurtigt, at der særligt blandt eleverne er tydelige billeder af, hvem der typisk vælger de forskellige linjer. Science og International ligger øverst i hierarkiet, og absolut nederst ligger Arts, der i mange elevers øjne rummer den useriøse del af udskolingselevgruppen. En nærmere undersøgelse viser, at der også er socioøkonomiske forskelle i elevgrundlaget på linjerne. Forældrene på Science og International har generelt længere uddannelser end forældregruppen på Arts. Det ryster kongstanken om enhedsskolen, og hvad værre er: Dette hierarki er ganske velkendt blandt eleverne på Arts, hvoraf en gruppe finder en social sammenhængskraft ved netop at være outsidere.

Ydermere bliver det tydeligt, at elever, der faktisk viser sig at gå op i det kreative, risikerer at blive udstødt af andre elever på linjen, fordi de i deres engagement bryder linjens norm om ikke at være for dygtig. Artseleverne bliver ikke bare stigmatiseret udefra. De stigmatiserer også sig selv. Det er tankevækkende og dybt interessant læsning.

Helene Falkenberg bevæger sig med ind i mødelokalet, når mellemtrins- og udskolingslærere og skoleledelse skal dele eleverne til de nye klasser. Falkenberg henter tankegods i den poststrukturalistske tænkning med rødder i Foucault og dansk skole- og uddannelsesforskning. Hun ser på det, hun definerer som subjektive konstituerings- og tilblivelsesprocesser.

Har man siddet med ved overleveringsmøder, kan man nikke genkendende til dette scenarie, hvilket er både godt og skidt. Det positive ligger i, at fordelingen af skolens elever sker efter grundige overvejelser om elevsammensætninger og de klassedynamikker, de måtte medføre i den fremtidige udskolingsklasse.

Falkenberg bruger begrebet elevtilblivelse, og det bliver tydeligt, hvordan de enkelte børn på mellemtrinet bliver til meget forskellige elever i lærernes øjne. Det er endnu mere tydeligt, hvad lærerne karakteriserer som favorabel, hensigtsmæssig skoleadfærd, og disse adfærdsmønstre udgør sammen med elevens faglige niveau selve beslutningsgrundlaget, når mellemtrinseleverne skal fordeles efter ønske.

Inden man nu lægger armene for meget over kors og tænker, at det er der ikke noget nyt i, så bør man læse videre i kapitlet, når Falkenberg blandt andet konkluderer, at forestillinger om eleverne ”… indebærer sansninger, visualiseringer, fornemmelser, som ikke er rationel viden, men en kropslig og sensorisk viden”. Det lyder desværre lige så genkendeligt, og det er problematisk. Et narrativ om en enkelt elev kan dermed følge den pågældende op gennem udskolingen og tilmed være helt afgørende for, hvilken klasse man placerer eleven i for en treårig periode.

Det er i denne kontekst, at begreberne elevmåder og elevtilblivelse for alvor bliver kardinalnedslag, fordi de viser, hvordan børn bliver til elever ud fra komplekse og sommetider bemærkelsesværdige subjektive opfattelser af, hvad der er legitimt og illegitimt. Falkenberg viser graden af kompleksitet gennem sine begreber og efterlader overvejelser med henblik på sommerens nye klassedannelser. Ligesom hos Rikke Brown sættes begrebsapparatet i tydelig skolekontekst, hvilket i allerhøjeste grad gør kapitlet relevant som viden forud for næste klassedannelsesmøde. Både for lærere, skoleledelser og skoleforvaltninger.

Bogens sidste bidrag kommer fra Maj Sofie Rasmussen, der er taget op til Fryshuset i Stockholm for at se på, hvordan passionsbaserede udskolinger kan motivere eleverne, men også kan byde på uddannelsesmæssige hierarkier, hvor skolastiske og fagligt funderede læringsformer vægtes højere end de mere praksisnære. Selv om projektet er funderet i svensk skolekultur, trækkes der klare tråde til Danmark og vores frie skolevalg.

Skolelederen i Stockholm mener, at passionen skal kunne ”mærkes i luften”, og det er en intention, man ikke kan undgå at blive lidt træt af. Det må kunne formuleres mere forståeligt og praksisnært. Særligt for de elever, og det er mange, der ikke helt ved, hvad det egentlig er, der nu engang hænger i luften.

Rasmussen beskriver, hvordan de faglærere og praksislærere, der skal tage vare på eleverne og deres skolegang, faktisk modarbejder hinanden ved at degradere de andre fagområder og ikke tillægge dem nævneværdig betydning for eleven, og  hvordan passionsbaserede linjer både kan fremme og hæmme de store elever. For nogle elever skaber det en skolegang, hvor de kan bruge deres kreative evner. For andre kan det have en marginaliserende effekt.

Bogen er ikke løsningen på alle vores genvordigheder, når vi sidder på næste overleveringsmøde, men den gør opmærksom på de forhold, der kan være til stede. På samme måde giver den også mulighed for yderligere grundige overvejelser, når vi taler om begreber, der for voksne kan være klare og tydelige og ikke bare hænge i luften, men for børn kan være fremmede og forvirrende og på ingen måde meningsskabende.