Udeliv
Børn kommer oftere ud i naturen nu end for fem år siden
Danske børn kommer i højere grad ud i naturen. Og flere vil gerne endnu mere i naturen, viser undersøgelse.
Børn bliver glade af at være ude i naturen - og de kommer oftere ud i naturen nu end for fem år siden.
Halvdelen af dem vil endda gerne tilbringe endnu mere tid i naturen.
Det viser undersøgelsen "Danske børns aktiviteter og ophold i natur og grønne områder" lavet af Center for Børn og Natur.
Undersøgelsen er lavet med besvarelser om 4593 børn i alderen 1-15 år.
Den viser, at andelen af børn, der kommer hyppigt ud i naturen, er vokset 10-15 procentpoint sammenlignet med tidligere undersøgelser fra 2018.
Børnene oplever ifølge undersøgelsen god effekt af at være ude. Således svarer 83 procent, at det gør dem meget glade at være i naturen. Og 94 procent kan godt lide at være ude.
- Det er altså ikke ligegyldigt, om vores børn kommer ud i naturen.
- Når vi dertil ligger viden fra anden forskning om sammenhæng mellem natur og sundhed, så peger det alt sammen på, at det er værd at sikre, at vores børn kommer ud og gerne i naturen, siger Søren Præstholm, leder af Center for Børn og Natur, i en pressemeddelelse.
Ifølge Politiken var børn fra 1-15 år i 2023 i gennemsnit ude i to timer og 43 minutter på hverdage og tre timer og 24 minutter på weekenddage.
Tidsrummet omfatter også udendørs transport, der udgør cirka en fjerdedel af udetiden.
Den væsentligste barriere for, at børn kommer mere ud i naturen, er manglende tid i hverdagen.
Men mange børn savner også idéer og inspiration til naturoplevelser, lyder det fra Søren Præstholm.
Oftest er det i skole og institutioner, at børn er udenfor i hverdagene.
- For mig at se ligger der et oplagt potentiale i, at børnene møder mere natur på skolernes arealer, at der er et krat at blive væk i, træer at klatre op i og blomster med sommerfugle at blive fascineret af.
- Og måske skal skoler og kommuner blive bedre til at samarbejde om naturindhold i nærområderne omkring skolerne, så de også tilbyder nogle af de naturoplevelser, som børnene efterspørger, siger Søren Præstholm.
/ritzau/