Blandt andre zombierne i Fortnite har deres egen dans - alle danse-movesne kan man se på Youtube.Copyright: Igdb.com/Fortnite
Sådan bruger musiklærer Fortnite i undervisningen
Hvordan kan et computerspil, som er centreret om at kæmpe mod hinanden med våben, bruges i musikundervisningen? Musiklærer Ulla Brill har afprøvet en kort forløb med udgangspunkt i spillet Fortnite, og hun er klar til at bygge videre på erfaringerne.
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Fortnite er et spil, mange elever i folkeskolen bruger en stor del af fritiden på. Spillet er et online masseslagsmål, som foregår på en lille ø, hvor deltagerne i grupper kan tale sammen og kæmpe mod hinanden. På øen kan de finde våben og resurser. Igennem spillet bliver området mindre, så deltagerne må rykke tættere og tættere sammen. Den sidste overlevende spiller er vinderen.
Annonce:
Men Fortnite handler om mere end at følge regler, skyde hinanden og vinde. Det har også en række danse - blandt andet 'The Floss' - hvor to stive arme svinger nede ved hofterne. Og 'Orange Justice', som sætter hele kroppen i gang. Eller hvad med 'Best Mates'? Der findes over 50 forskellige danse i Fortnite, og der kommer hele tiden flere til.
Musiklærer på Skodborg Børnecenter tæt på Rødding Ulla Brill havde lagt mærke til, at dansene fyldte i skolegården, og hun valgte at afprøve, om dansene kunne bruges i undervisningen. Over fire undervisningslektioner afprøvede hun forløbet i 3., 5. og 6. klasse.
Annonce:
"Børnene laver meget just dance, på samme måde som de gør på Youtube. I musik skal man også skabe noget selv, så var det oplagt at lave et forløb, hvor de så skulle tage udgangspunkt i Fortnite-dansene og så selv skabe noget", siger Ulla Brill.
I første lektion blev eleverne blev delt op i grupper. Fortnite-dansene blev gennemgået, og eleverne blev stillet en opgave, hvor de sammen skulle skabe en dans, hvor de mindst skulle have tre Fortnite-bevægelser med. De skulle selv vælge musik til dansen.
"I den første time dansede vi til de her videoer, hvor alle bevægelserne var klippet sammen. Jeg fandt dem på Youtube, men dér skal man huske at tjekke, om man må vise det i undervisningen".
Annonce:
Derefter havde de to lektioner, hvor de udviklede deres egen dans. Og i den sidste lektion lavede eleverne et show, hvor de fik mulighed for at vise dansene for hinanden.
"Tit kan man godt have en udfordring med at få drengene helt op på dupperne, når det er dans, men her kunne de relatere til det med det samme. Så det var en stor succes. De lærte at arbejde sammen. Lytte til hinandens ideer og skabe noget nyt i fællesskab", siger Ulla Brill.
Fortnite forløb favner bredt
Hun er helt sikker på, at det er et emne, hun vil tage op i musikundervisningen igen. Faktisk er hun blevet kontaktet af Dansk Sang, som har bedt hende om at lave et længere undervisningsforløb med udgangspunkt i dansene, og det glæder hun sig til at tage fat på.
Annonce:
"Lige nu favner Fortnite så bredt, så alle klassetrin kan få noget ud af det. Men det er klart, at det er forskellige produkter alt efter, hvilket klassetrin forløbet er på".