"Pigekonflikter" har dedikeret et helt kapitel til at forklare om forskellen på piger og drenge, men der nævnes ikke en eneste gang, hvilke kulturelle (og dermed forandringsmulige) faktorer der kan ligge til grund for disse forskelle. Det gør, at løsningerne bliver begrænsede og ender i kassetænkning, og alt og alle, der falder uden for kasserne, bliver en slags mystiske, uløselige problemer. Det undrer mig, at kulturens påvirkning af børn ikke nævnes, for det er vel netop dér, vi som lærere kan gribe fat og ændre adfærden omkring konflikter for at løse eller formindske dem.

Min primære anke ved bogen er dog det negativt ladede sprogbrug, som forfatterne har om piger og deres konflikter. Bogens altoverskyggende problem er, at pigernes konflikter gennemgående beskrives negativt og som noget kompliceret, hvorimod drengekonflikter beskrives som ukomplicerede og dermed på en eller anden vis bedre.

Den er også inkonsekvent: Tidligt i bogen beskrives drengegrupper med en tydelig leder i gruppen som ukomplicerede på grund af denne gruppestruktur, men senere beskrives pigegrupper med en tydelig leder som en gruppe med en ”dronning”, som de andre ”fedter for”. Den slags nedladende sprogbrug kan være med til at farve den voksnes syn på konflikter og spænde ben for et positivt syn på løsningerne.

Sprogbruget går igen flere steder i bogen. For eksempel står der pludselig, i en sammenhæng hvor en bestemt type konflikt beskrives, at piger ”bitcher”. Jeg har ret svært ved at se, hvordan sådan et sprog kan være en nuanceret, hensynsfuld vej ind i at hjælpe børn med at løse deres konflikter.

Hvis man stereotypiserer drengekonflikter som tromlende, sådan som bogen gør, så overser man alle de skjulte drengekonflikter. Og hvis man stereotypiserer pigekonflikter som snu og diskrete, så mangler man redskaber til at løse buldrende, voldsomme konflikter mellem piger. Hvis man sætter adfærd i kasser efter køn, så har man allerede valgt kun at se konflikten fra én bestemt vinkel.

Bogens styrke er dens værktøjskasse, som dukker op flere gange. Den indeholder et sted for eksempel gode råd til, hvordan man med sit kropssprog kan åbne op for en samtale med et barn, der har været eller er involveret i en konflikt.

Havde bogen generelt haft en mere forhandlende tilgang til køn, adfærd og konflikter, ville den være rigtig nyttig. Det er jo vigtigt at tænke i de hierarkier og dynamikker, der er børn imellem. Men det virker kunstigt begrænsende at trække et bestemt køn ned over det, især når man vælger at omtale et køn og dets konflikter så negativt. Meget af kassetænkningen i bogen virker mere som lommepsykologi end at være baseret i konkret, håndgribelig viden om gruppedynamikker og konflikter. Jeg mener derfor, at den her bog risikerer at ødelægge mere, end den løser.