Jeg blev færdiguddannet, som lærer, i januar måned 1990 fra Blaagaard Statsseminarium og havde fra start af fast fodfæste i privatskolemiljøet, hvor jeg opfattede min rolle, som faglig formidler med fokus på gode præstationer og opmærksomhed på elevernes høje karakterer. Det var vigtigt for mig, at eleverne fulgte med i timerne, lavede deres lektier, mødte velforberedte til undervisningen og afleverede deres hjemmeopgaver til tiden. Alle ting, der også er vigtige i skolen i dag, men i en noget mere varieret og nuanceret form.

Dette fik jeg øje på, da jeg blev ansat på mellemstor skole i Nordsjælland i sommeren 1998, hvor jeg blev klasselærer for 7.A. En klasse jeg - ved ansættelsessamtalen - blev introduceret til, som en 7. klasse, der trængte til en mandlig lærer - kan du, kære læser, høre undertonen i denne beskrivelse.

Dette er en udviklingshistorie om en ung lærer og hans 7. klasse. En klasse, der - i den grad har sat sit spor i lærerens efterfølgende mange år, som lærer i den danske folkeskole.

Da jeg igennem den første tid kom ind i 7.A var der en fyrstelig larm, der også fortsatte ind i timerne. Der var mange der havde noget på hjertet, og en stor del af det havde ikke så meget med undervisning at gøre. 7.A var en klasse, der bestod af glade teenagere for hvem fællesskabet og den fælles fortælling blot var kørt ud af et forkert spor, og havde fået lov til det i et stykke tid.

Udover klassedialogen, hvor jeg holdt spejlet op for klassen og spurgte hvordan de selv syntes det var at være i klassen (de syntes der var for meget larm) besluttede jeg, at gennemfører samtale med hver enkelt for at få en fælles forståelse med hver af dem om deres forventning til sig selv og skolen med fokus på deres resultater, trivsel, rolle i klassen og udvikling. Det vi talte om blev noteret ned og godkendt af eleven i slutningen af samtalen. Dette var startskuddet på arbejdet med og udviklingen af Skolekontrakten og skoletrappen. 

Dette er værktøjer jeg udviklede sidste skoleår på baggrund af de erfaringer og det skole- og elevsyn, der så lyset i mine erfaringer, som klasselærer i 7.A.

Det er 23 år siden nu og hukommelsen i forhold til hverdagens detaljer er lidt reduceret i årenes løb.

En af de ting jeg byggede min didaktiske tilgang på var, at elever trivedes med at være produktive og med at blive stillet udfordringer, hvor de skal tænke selv. For at stimulere dette indførte jeg blandt andet projektuge hver uge inden en skoleferie. Dette var helt regulære projektuger med overemne, underemne, problemformulering, produkt, fremlæggelse, dagbog, evaluering og så videre. Dette var svært for eleverne i starten, men de fik brugt sig selv til noget de var interesseret i - og i en kontekst, hvor kreativiteten fik frit spil. De fik lov til at prøve deres ideer af. Selv da en af eleverne gerne ville bygge Titanic i tændstikker kastede vi os over opgaven. Dette lykkedes ikke, men det var god læring og foregik i tillid og tryghed i dialog med undertegnede.

Du misser 100 procent af de skud du ikke skyder

(Michael Jordan)

Efter 2-3 projektopgaver med træning af metodik og betydningen af at lave og overholde aftaler blomstrede elevernes arbejde og endte i præstationer, hvor produktet var en unik og velgennemarbejdet turist guide til København, en computeranimation af et vigtigt slag under den amerikanske borgerkrig suppleret med et gennemført landskab i papmache og mange andre unikke produkter og fremlæggelser. Og det vigtigste: Elevernes glæde og tilfredshed der strålede i deres øjne under såvel arbejdet, som under afleveringen. Tillid, vejledning og elevproduktivitet var nøgleordene i denne succes - og så elever, der fik mulighed for udnyttelse af deres personlige ressourcer.

Et vigtigt gennembrud i arbejdet med tillid, ansvar og troværdighed kom i starten af 1999, hvor der var sne. Der var blevet kastet med sne ud på bilerne, der kørte på den anden side af hækken i forhold en række klasselokaler, herunder 7.A´s. På lærerværelset blev jeg, som klasselærer for 7.A bedt om at tage mig af den i forhold til min klasse. Jeg spurgte mine kollegaer om der var beviser på, at det var 7.A. Det var der ikke, men 7.A havde jo klasselokale lige der! I min opfattelse var der tale om den herskende stigmatisering af 7.A, så jeg gik til mine elever og forklarede dem situationen. Med prioritering af ærlighed og med løftet om tilgivelse fortalte jeg dem, at jeg havde brug for at vide om det var dem. De forklarede mig, enstemmigt, at det ikke var dem, men at det var elever fra anden navngiven klasse. Efter at have drøftet dette med eleverne i en hel lektion besluttede jeg at gå tilbage til mine kollegaer med beskeden, at det ikke var elever fra 7.A, der havde kastet med sne. Dette oplyste jeg mine elever om, med en pointering af, at det er vigtigt, at man kan stole på hinanden i den slags situationer. Denne episode, samt et par andre lignende episoder opbyggede et særligt fællesskab, hvor også eleverne tydeligt begyndte aktivt, at tage ansvaret for fællesskabet.

I foråret 1999 besluttede jeg, sammen med min kollega, at udfordre eleverne og deres komfortzone. Vi lavede en tur, hvor vi kørte med tog til Saltrup station ved Græsted i Nordsjælland, hvorfra vi gik, gennem skoven til en af statsskovens lejrpladser i skoven, udenfor Hillerød. En tur på lidt over 20 km. Der var dog knyttet den luksus til, at nogle af elevernes forældre kørte rygsække og dåsemad ud til pladsen, så alt dette ventede på os. Da vi nåede lejreren slog eleverne telte op og andre indrettede sig i de sheltere der var. Om aftenen tilberedte vi dåsemaden på bålpladsen. Næste morgen pakkede vi sammen og ryddede op og gjorde klar til, at forældre kunne afhente bagage, telte og tiloversblevne dåser af mad. Herefter begav vi os videre - til fods - til Farum Kaserne, hvilket er en tur på cirka 15 km. På kasernen ventede et par venlige instruktører, der hjalp eleverne igennem den militære forhindringsbane, hvilket i sandhed var en udfordring for de - i forvejen trætte elever - men de mestrede det alle fint. Efter besøget på Farum Kaserne samlede vi os sammen og gik til Farum Station, hvor elevernes forældre ventede for at afhente deres meget trætte, men også glade børn. Turen havde været strabadserende, men udbyttet imponerende. Fællesskabet blev styrket betydeligt og nogle af de elever der hjemme i skolen var fagligt svage og måske udsatte fik her muligheden for at demonstrere deres store ressourcer til gavn for fællesskabet, hvilket også styrkede deres tilhørsforhold hertil. Dette er helt essentielt for trivslen.

Skoleåret indeholdt meget mere end de ting jeg har haft mulighed for at inddrage her. Muligvis var eleverne i 7.A helt specielle, eller også var det specielle, at de fik lov til og mulighed for bruge deres ressourcer. Måske blev de så fantastiske fordi de blev mødt med tillid og muligheder og fordi det hele tiden var mit mantra - uden at vide det - at lægge vægt på tillid og være opmærksom på den enkelte elevs intention bag sin handling. For som et meget brugt citat i dag siger så:

Gør børnene det godt, hvis de kan

Og set i bakspejlet, så var det præcist det eleverne fik mulighed for at gøre.

Resultatet blev bekræftet af, at da vi kom hen omkring maj måned kom 2 til 3 elever fra den ”pæne og velfungerende” 7.b og spurgte om de måtte skifte klasse, så de blev en del af 7.A

Dette skoleår lærte mig en masse. Den dag i dag, 23 år efter mødet med 7.A tænker jeg stadig på klassen og den ubevidste viden, jeg dengang bragte i spil. Efterfølgende har jeg læst og studeret på området, samt draget 23 års mere erfaring med undervisning i udskolingen. Men ingen klasse har i min karriere været over eller ved siden af 7.A på navngiven nordsjællandsk folkeskole i skoleåret 1998-1999

Jeg skyder jer en stor tak 7.A

Referenceliste:

1998 - 1999 

Her skulle så stå 24 elevnavn, hvilket jeg med overlæg har undladt at skrive, Folkeskole i Nordsjælland