Det nye koncept giver bl.a. de forskellige idrætsforbund mulighed for at præsentere deres sportsgrene for eleverne.
Foto: FatCamera/istock.com
Nyt idrætstilbud skal få pulsen op hos de ældste elever
Skoleeleverne bliver mindre aktive, jo længere de kommer op i årgangene. Det skal et nyt forskningsbaseret koncept råde bod på med intens, sjov og inkluderende idrætsundervisning, der skal udrulles til lærere på mellemtrin og i udskoling.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
For at få mere gang i de ældste elever skal et nyt idrætskoncept nu rulles ud til lærere på mellemtrin og i udskoling over hele landet.
Det består af hyppige idrætssessioner med sjov, social og højintens interval- og styrkebaseret træning, som øger den fysiske form og samtidig stimulerer til idrætsglæde og gruppesammenhold.
Ifølge forskerne og organisationerne bag idrætskonceptet er det effektivt til at øge elevernes højintense fysiske aktivitet og til at forbedre deres kondital, motorik og muskelstyrke - og dermed også give en markant reduktion i risikoen for at udvikle livsstilsygdomme.
Specialforbund kan præsentere sportsgrene
Bag det forskningsbaserede idrætskoncept, der er døbt Fit first, står Syddansk Universitet, Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark, der sammen med en lang række specialforbund nu - takket være en støtte på tre millioner kroner fra Ole Kirk's Fond - går i gang med at udrulle konceptet til lærere over hele landet.
Baggrunden er bl.a., at skoleeleverne bliver mindre og mindre aktive, jo længere de kommer op i årgangene. Kun 34 procent af de 11-årige lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om moderat fysisk aktivitet, og tallet falder til 10 procent for de 15-årige.
Ny forskning: Eleverne bevæger sig kun 16 minutter i en idrætstime
"Vi ved, at motivationen for bevægelse i skoletiden falder med alderen. Derfor er det vigtigt for os at inddrage de unge i udviklingen af det nye koncept til udskolingen, så deres interesser og trivsel bliver en bærende del på lige fod med det trænings- og sundhedsmæssige udbytte", siger professor i sport og sundhed, Peter Krustrup, fra Syddansk Universitet.
Fit first har tidligere været udrullet og afprøvet med stor succes i indskolingen, hvor flere end 300 undervisere i Danmark og på Færøerne er blevet uddannet i konceptet.
Træningskvalitet vil øges
Direktør i Team Danmark Lone Hansen er overbevist om, at det nye idrætskoncept vil løfte kvaliteten af træningen for eleverne på mellemtrin og i udskolingen - bl.a. fordi det kombinerer videnskab og sundhed med praktiske erfaringer.
"Idræt skal være både sjov og udviklende for børn og unge. Det kræver, at der er fokus på kvalitet hele vejen rundt i træningen, og derfor er det fantastisk, at konceptet Fit first nu skal udbredes til mellemtrinnet og udskolingen. Her får forbundene mulighed for at præsentere deres sportsgrene med høj kvalitet for rigtig mange børn og unge", siger Lone Hansen.
Opsang til kommuner og skoleledere: I svigter bevægelse i skolen
Udviklingskonsulent i Danmarks Idrætsforbund Liselotte Byrnak peger på, at de ældste elever bevæger sig mindre end de yngste, og at det er sværere for lærere i udskolingen af indtænke bevægelse i undervisningen.
"Derfor er der ekstra behov for koncepter, der både er inspirerende og får pulsen op. Vi er så glade for, at vi med støtte fra Ole Kirk's Fond nu kan rulle et afprøvet koncept ud til skoleelever på mellemtrinnet og i udskolingen. Forhåbentlig kan det også give de unge lyst til mere idræt og bevægelse i fritiden", siger hun.
Ole Kirk's Fond er en almennyttig fond stiftet til minde om grundlæggeren af Lego, og fonden støtter med tre millioner kroner udrulningen af det nye koncept over de næste fem år.
"Fit first har været en succes for de mindre skoleelever, og vi glæder os til at følge med, nu hvor konceptet bliver introduceret til de ældste elever", siger fondens direktør, Karin Skjødt Hindkjær.