Folkeskolens ældste elever kan være svære at motivere til at bevæge sig mere. Det vil Dansk Skoleidræt lave om på med nyt inspirationsmateriale.

Gratis inspirationsvideoer til bevægelsespauser i udskolingen

Elever i udskolingen kan være en hård målgruppe, når det kommer til bevægelse i undervisningen. Dansk Skoleidræt er klar med 60 øvelser, der kombinerer bevægelse med hjernetræning - målrettet de ældste elever.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når krop og hjerne udfordres samtidig, har det en positiv effekt på indlæringen. Det er kongstanken bag Dansk Skoleidræts nye initiativ Fun Skills.

Det består af 60 små instruktionsvideoer til øvelser, der kombinerer krydsbevægelser, koordination og kognitive opgaver. For eksempel ved, at eleverne skal bevæge arme og ben i en uvant rytme, mens de fremsiger en tabel.

På den måde udfordres både krop og hjerne på en måde, som eleverne ikke er vant til, og det skal styrke indlæringen, fortæller projektleder Mikael Hansen.

Ministeren skubber til bevægelsen i udskolingen 

"Forskellige hjerneregioner skal samarbejde på en uvant måde, og det er med til at udvikle hjernen - og så er det endda sjovt", siger han.

Fun Skills består af fem øvelser, hvor eleverne gradvist bevæger sig op gennem 12 sværhedsgrader - derfor er der i alt 60 videoer.

"Når vi står over for opgaver, vi ikke har prøvet før, skal hjernen skabe nye veje mellem nerveceller. Når det sker , kan vi lære nyt, hvis vi øver os og er vedholdende. Så når en opgave fx er løst rigtigt 7 ud af 10 gange, kan man gå videre til næste progression", siger Mikael Hansen.

Udskolingen er en kritisk målgruppe

Projektet er målrettet udskolingen, og der er helt særlige krav på spil, når man vil nå skolens ældste elever, fortæller projektlederen.

"Vi ved fra undersøgelser og fra praksis, at udskolingen er en svær målgruppe. Aktivitetsniveauet falder, når eleverne bliver ældre. Det er ikke længere nok at lave en ord-stafet. Eleverne er naturligt mere kritiske, og derfor har vi lavet et bevægelseskoncept med et meget tydeligt formål", siger han.

Justering af reformen: 30 timers idræt flyttes fra mellemtrin til udskoling 

Tanken er, at videoerne kan tages ind i undervisningen i for eksempel de boglige fag som små bevægelsespauser. De 60 hjernetrænende videoer kan findes på www.funskills.dk.

Fun Skills er en del af programmet Sunde børn bevæger skolen, som laves i samarbejde mellem Tryg Fonden og Dansk Skoleidræt.

Se introvideo til projektet her: