Klassemødet, pigemøder, den gode stol - er ofte tiltag, der sættes i værk i klasser med en usund kultur, hvor mobning trives, og hvor der er voldsomme konflikter mellem eleverne eller grupper af elever. Men det kan være en farlig vej, hvor man risikerer at cementere mobning, og hvor eleverne kan slippe afsted med at sige dybt problematiske ting til klassekammerater, der må tage imod, mens de voksne ser på og er med til at forstærke det syge mønster.

Adjunkt Stine Kaplan Jørgensen fra læreruddannelsen Metropol har skrevet en ph.d, »Mobning og interventioner - positioneringsanalyser af gruppesamtaler med børn«, om nogle af de kendte og ofte benyttede metoder over for mobning i skolen. Især har hun haft fokus på pigemøder og på AI (Appreciative Inquiry - Anerkendende samtaler).

Undersøgelsen er kvalitativ og baseret på feltarbejde på fire skoler. Her har hun besøgt seks klasser fra 2.-6. klassetrin. Afhandlingen er en del af det større forskningsprojekt eXbus (exbus.dk) fra Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet.

»Den lidt alarmerende konklusion i min afhandling er, at disse metoder nogle gange kommer til at gøre mere skade end gavn. At de potentielt forstærker mobbemønstre frem for at opløse dem. Det er første gang, særlige interventioner mod mobning bliver undersøgt - nemlig gruppesamtaler med børn-, fortæller Stine Kaplan Jørgensen.

Selma får en skattekiste til sin sangfugl

Hun understreger, at der ikke findes et quick fix til at klare mobning. Det er et utroligt komplekst område, hvor man skal fare med lempe. Måske virker én metode i én klasse, mens den ikke vil virke i en anden gruppe. Derfor er det vigtigt, at man nøje overvejer, hvordan man går til problemet. At man kender sin klasse godt og har øje for, hvad der kører socialt i klassen. At man ikke bare griber en metode i en bog og afprøver den.

Samtidig er det også vigtigt at gøre noget, at gribe ind over for mobning. Vigtigt at skolen har en plan for, hvordan man griber mobning an. Hendes sigte med afhandlingen er at give indblik i nogle af magtkampene, der udspiller sig, og fortælle, at der foregår alt muligt i en klasse, som ikke er inde på lærerens radar. De processer er det vi vigtigt at få større indsigt i.

Pigemøde med AKT-lærer

Stine Kaplan Jørgensen fortæller i afhandlingen blandt andet om Clara, der er blevet mobbet og nu har skiftet skole. AKT-lærer Anna har indkaldt klassens piger til et møde for at samle op på, hvad der er sket. Hun fortæller, at pigerne kredser meget om, at Clara blev mobbet, og at det var drengene, der gjorde det. I klassen hænger et klassefoto, hvor et ansigt er fuldstændig gennemprikket med en nål. Ansigtet er Claras. Klassen har ry for at være hård, med en rå tone og meget larm. Pigerne er delt i håndboldpigerne og keramikpigerne - og nogle uden for grupperne. I klassen er det vigtigt at være med på moden, ikke at være barnlig som man er, hvis man går til keramik. Man er inde i varmen, hvis man deltager i filmaftener, hvor en gruppe piger og drenge mødes. Mange i klassen er udenfor her. Der er en noget vulgær snak i klassen om »pik og patter«, drengene viser pornobilleder, og på en udflugt er der tre drenge, der »voldtager« en nøgen kvindelig statue. Et grotesk syn, der får flere piger til at smile overbærende.

Clara var i pigernes omtale »sart« og hendes mor »mærkelig«. Clara ville ikke se pornobilleder, og hun gik barnligt klædt, mener de. I interview med eleverne kommer det frem, at de fleste i klassen var med til at mobbe Clara.

Stine Kaplan Jørgensen fortæller, at en pointe fra eXbus er, at mobning ikke kan ses som knyttet til bestemte individer, og at det ikke nytter at tænke, at mobningen stopper, når et bestemt individ er væk. Der er tegn på, at Claras veninde, Katrine, ser ud til at kunne blive den næste i rækken af mobbeofre.

AKT-lærer Anna arbejder ofte med gruppesamtaler. Anna har arbejdet med metoden »klassemødet«, men bruger nu mere »anerkendende samtaler«, som hun selv beskriver det. Pigerne kan lide at være til pigemøde med Anna, fordi »man kan sige alt«, og »hun bliver aldrig sur«.

På pigemødet er der ti piger og Anna. Flere af pigerne taler om, at det er dejligt at kunne fortælle om deres følelser og at »komme ud med det«, hvilket netop er det, man skal på et pigemøde. Anna er ordstyrer og stiller spørgsmål. Hendes teknik er en anerkendende og ikke-dømmende tilgang. Hun lytter, gentager og nikker, men det sagte bliver sjældent udfordret.

De historier, der kommer frem under gruppemødet, handler om, at Clara blev mobbet af drengene, at pigerne er uskyldige, at Clara har en traumatisk baggrund, og at hendes mor er overbeskyttende og anklagende. Pigerne får blandt andet talt sig frem til, at det var tarveligt af Clara, at hun bare forlod klassen uden at sige farvel. Det er strengt over for dem - pigerne.

Eleverne definerer den moralske orden

»Der bliver under pigemødet åbnet for, at pigerne selv kan forhandle sig frem til en foretrukken version. Clara bliver offer, moren synder og klassens piger er også ofre i denne fremstilling. Anna følger skabelonen for denne type samtaler.Hun må ikke have en plan eller dagsorden på forhånd, da det er eleverne selv, der skal på banen. Det betyder, at det bliver eleverne, der kan definere den moralske orden. Det er i høj grad udliciteret til eleverne at regulere hinandens adfærd«, forklarer Stine Kaplan Jørgensen.

»Der er lutter gode intentioner, men mod intentionen kan gruppesamtalen gøre mere skade end gavn. Pigerne kan komme afsted med at sige alt muligt, hvis de bare følger spillets regler - indleder med »jeg føler« eller »set fra mit perspektiv«. Og det lærer de hurtigt. At der er en voksen tilstede betyder, at der er voksenopbakning, og det forstærker det hele«.

Anna siger på et tidspunkt, at Clara og hendes mor nok ikke synes, at man fra skolens side har gjort nok mod mobningen, og at man kan se tingene fra flere sider. Hun prøver at efterlyse handlemuligheder fra pigerne. Mødet ender blandt andet med en plan om at invitere Clara til en særlig pige-filmaften, så Clara kan forklare, hvorfor hun har skiftet skole, og så hun kan få sagt ordentlig farvel til pigerne.

Stine Kaplan Jørgensen spørger i afhandlingen, hvad dette egentlig var en løsning på? Det blev et samkonstrueret problem, om at Clara ikke har fået sagt ordentlig farvel. Pigerne fremstår som handlingsorienterede, og både Anna og pigerne er tilfredse med processen. Mobningen er ikke blevet reelt omtalt som et problem, pigerne er stadig de uskyldige, og det er slået fast, at Clara er sart og har en mærkelig mor. Pigemødet har utilsigtet været med til at styrke mobbemønstrene fremfor at reducere dem, lyder konklusionen. Der er produceret meget foragt på mødet, og det slipper bare igennem uimodsagt, fordi den slags møder har en bestemt form, der ikke brydes.

Stine Kaplan Jørgensen skriver, at det umiddelbart lyder uskyldigt at skulle fortælle om sine følelser og dele i fortrolighed, men at det, der blev talt om, var med til at styrke allerede igangværende mobbeprocesser.

Er samtale altid godt?

Nogle gange kan sådan et møde gå godt, men andre gange går det slet ikke, forklarer Stine Kaplan Jørgensen. Hun finder det interessant, at der nærmest er to modsatrettede logikker, der benyttes, når man skal gennemføre en gruppesamtale om mobning og konflikter.

»Den ene logik er, at det er godt at tale om problemerne. Vi har godt af at komme ud med det. Hvis vi taler om problemerne, så forsvinder de. Men den anden logik er den, der blandt andet dominerer en Appreciative Inquirytænkning - inspireret af positiv tænkning. Her taler man ikke om problemet - for så vil det vokse. I stedet taler vi positivt, anerkendende og giver hinanden gaver. Det er et interessant skisma«.

De to logikker kommer fra forskellige steder i det psykologiske univers. Hun understreger, at det ikke nødvendigvis altid er godt at tale om tingene - i hvert fald ikke hvis man er naiv og ikke opdager alt det, der kører nedenunder det udtalte.

»Man skal kraftigt overveje, om sådanne gruppesamtaler er den rigtige vej at gå. Det er ikke muligt at finde enkeltinterventioner, der altid gør en positiv forskel. Måske skal man i stedet prøve at sætte ind mange forskellige steder samtidig. Nogle små ændringer, der rykker på hierarkiet og positionerne i klassen, og som skaber tryghed blandt eleverne«.

Stine Kaplan Jørgensen fortæller, at lærere ind imellem kan fortælle, at der skete noget helt specielt i et gruppearbejde, eller at der nærmest skete noget magisk på en lejrskole. Noget, der ændrede klassen positivt.

Tiltag i hverdagen

»Det er sjældent, at man inden for forskning er så usikre på, hvad der virker, som man er i forhold til interventioner mod mobning. Der er så mange forhold, der gør sig gældende. Hvad sker på de sociale medier i denne klasse? Hvor skal man starte? Hvad er der egentlig på spil i klassen? Problematikker, der hverken kan forstås eller løses i klassens time eller med simple midler«. Hun taler for, at man tænker tiltagene ind i dagligdagen.

Måske ved at observere eleverne i frikvartererne, sørge for ekstra bemanding i en periode i frikvartererne eller ved at ændre på gruppesammensætningerne, når klassen har gruppearbejde. Ved at man som lærer tænker over, hvordan man leder klassen og for eksempel prøver at få det faglige - undervisningen - til at være dét projekt, der er så stærkt, at det bliver værdiskabende for denne klasse.

»Nogle gange kan man tale med eleverne om magt, om hvad der er på spil i klassen. Ind imellem kan man bruge humor, men det er helt afhængig af klassen«, siger Stine Kaplan Jørgensen.

Hendes intention med ph.d'en er at sætte fokus på blinde vinkler i de forløb, hun beskriver. Så lærerne vil overveje deres brug af metoder, når de skal tale om mobning og konflikter med eleverne. Så de husker, at der er magt på spil i klassen. Hun skriver, at man som lærer i stedet for at udlicitere processerne til børnene hellere skal påtage sig ansvaret, bevare autoriteten og bruge den strategisk. Lukke ned for nogle stemmer, der skaber yderligere foragt i klassen og åbne mere op for de stemmer, der er konstruktive.

Stine Kaplan Jørgensen har læst en del interventionsforskning fra Sverige, Norge og Australien, hvor hun mener, de er kommet længere i kampen mod mobning. Hun understreger, at det er vigtigt med et vidensløft til lærerne på dette område, og at der gives resurser til de lærere, der kender klassen, når man skal arbejde med dårlig trivsel og mobning. Problemet skal ikke udliciteres alene til en AKT-lærer eller reserveres til klassens time.

»Samtidig er skolelederen ansvarsbærer. Mobning er et fælles problem, og man skal finde en fælles løsning. Man skal sikre en god kultur, sådan at skolen er et trygt miljø at være i, for så er det mindre sandsynligt, at mobning finder sted. Man skal tage opgaven på sig - og huske, at der skal det samme til for at skabe mulighed for god trivsel som for god læring«, siger Stine Kaplan Jørgensen.

Stine Kaplan Jørgensen forsvarer sin ph.d på DPU torsdag den 15. september kl 13-16