“Jeg var fire år, da min far kom i fængsel første gang. Han fik otte års fængsel, og siden røg han ind og ud af fængsel til langt oppe i mine teenageår, så det virkede ikke, som om han lærte af sine fejl.

I lang tid fik vi at vide, at vores far var på ferie. Men hvorfor tog han på ferie uden mig? Jeg var jo fars pige. Det forstod jeg slet ikke. Alting var enormt kaotisk, og jeg kan huske, at min mor var enormt ked af det.

Min far var i isolation i otte-ni måneder, hvor han ikke måtte kontakte os. Men det vidste vi jo ikke. Først da han kom i et åbent fængsel, kunne vi besøge ham, og fra da af blev kontakten med ham meget intens. Han ville altid have, at vi skulle øve ABC-sangen.

Lige før 2. klasse flyttede min mor os til en lille by uden for Randers og en anden skole, fordi min lillesøster og jeg blev kaldt fangebørnene. Vi måtte ikke tale om vores far i den nye skole. Min mor gjorde det for at beskytte os, men i dag synes jeg, det er noget af det værste, man kan gøre.

Jeg glædede mig til at være en person, hvor ingen vidste det. Men i den nye skole blev jeg hurtigt klassens klovn. Hende, som hele tiden lavede ballade og blev smidt uden for døren. Jeg var altid oppe at toppes med lærerne og lavede ikke mine ting. Børn, som råber om hjælp, gør det på mange måder.

Der var fuld fart på hele tiden, og som teenager søgte jeg det dårlige selskab, hvor det gav status at have en kriminel far. Indeni var jeg meget ulykkelig og savnede min far vildt meget. Jeg følte også en stor skam over, at han var i fængsel.

Jeg kan ikke huske, at en lærer nogensinde har spurgt til mig. Måske kendte mine lærere ikke til min situation. Det er jeg faktisk i tvivl om. Men det havde helt sikkert gjort en forskel, hvis en lærer havde set mig, rakt en hånd ud og talt med mig.

Når far sidder i fængsel: “Man skal turde tale om det ‘farlige’ i børnenes liv”

For en elev kan det være omgærdet med tavshed, når far eller mor sidder i fængsel. Derfor er det vigtigt, at skolen viser barnet, at man ser ham eller hende og ved, hvad der sker derhjemme, mener lærer Helle Kaare Lindberg. Hun efterlyser redskaber og sparring til at håndtere den svære samtale.

Min far var ikke et ondt menneske. Han traf nogle rigtig dårlige valg, men han var ikke et dårligt menneske. Det ville jeg gerne have fortalt min klasse.

Jeg ville gerne være psykolog, men min klasselærer troede ikke på mig. Ikke med den opførsel, sagde han. Heldigvis blev jeg mor allerede som 20-årig, og det fik mig til at tune ind på familielivet. På hf røg mine karakterer i vejret, og i dag læser jeg mit drømmestudie, så nu griner jeg lidt af ham”.