Antallet af børn, der lider af nervøsitet, er steget markant. På syv år er der sket en fordobling af børn, der har fået en diagnose, inden de fylder 15 år. Næsten hver fjerde elev i folkeskolen har behov for særlig støtte til at trives bedre og få mere ud af undervisningen. Sådan lyder resultaterne af forskellige undersøgelser om skolebørn, som er offentliggjort inden for de seneste år.

Netop nu er en række forskere på Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet, herunder professor og leder Noemi Katznelson, i gang med en undersøgelse af en ny form for udsathed i skolen. Undersøgelsen skal forsøge at give en fagprofessionel vurdering af, hvad det er for en udsathed, de unge oplever, og også gerne komme med bud på, hvad man kan gøre for at afhjælpe den.

»Vi ser et øget fokus på mistrivsel og en masse tal for unges mistrivsel. Vi ser også, at der dukker forskellige forklaringer på mistrivsel op. Det er gået fra, at det er samfundets skyld, præstationssamfundets skyld, til at det er forældrenes skyld og nu de sociale mediers skyld. En forklaring er, at det er de unge, der har for høje forventninger til livet, en anden forklaring er, at intet er forandret, sådan var det også, da jeg var ung. Man kan næsten sætte politiske farver på forklaringerne«, siger Noemi Katznelson.

Hun står i spidsen for den gruppe forskere, der lige nu rejser rundt og interviewer og følger en lang række unge rundtom i landet.

»Vores hovedbudskab er, at inden for det her felt er der noget, som dækker over det, man kan kalde mere almindelige ungdomsproblemstillinger, og så noget, der dækker over alvorlig mistrivsel, som vi skal tage seriøst«.

Gør det legitimt at være middelgod

Selv om indsamlingen af materialet kun lige er gået i gang, kan Noemi Katznelson godt trække nogle konklusioner frem:

»Vi starter med at konkludere, at vi har at gøre med et internationalt fænomen. Det er ikke noget, vi kun har fornøjelsen af i Danmark. Så det der med at udpege enkelte reformer som fremdriftsreformen eller folkeskolereformen, den duer ikke«, lyder det fra professoren.

Hun fremhæver, at der er forskel på perfektionskultur og præstationskultur. Eleverne, som forskerne snakker med, oplever, at de skal løbe hurtigere bare for at bibeholde det, de har. De oplever, at der sker en polarisering: Det er ikke længere legitimt at klare sig godt inden for et normalområde.

»Perfektionskulturen rammer meget bredt. Der er en tendens til, at normalområdet forsvinder. Det forskyder sig op, så det perfekte bliver det normale. Det at være den almindelige elev, der klarer sig gennemsnitligt, er ikke en position, nogen vil have. Så er det næsten bedre at få en diagnose. Så der sker en polarisering inden for retorikken i forventningen til, hvordan livet skal være«, siger Noemi Katznelson.

Ministre åbner diskussionen om en ny karakterskala 

Gentænk karakterskalaen

En del af den politiske forståelse, som den socialdemokratiske regering kom til magten på, handler netop om, at partierne bag regeringen ønsker en ny national handlingsplan for mental sundhed. Man vil gennemgå uddannelsessystemet for at finde tiltag, der mindsker »præstationskulturen«, og for nylig lagde uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen og børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil op til en dialog om en ny karakterskala. Det er en rigtig god ide, mener forskeren. 

»Midterskalaen er fuldstændig umulig at bruge for lærerne. Jeg har været på skoler, hvor de selv har fundet på mellemtrin, fordi skalaen, som den er, er fuldstændig utydelig for eleverne. Springene er for store. Karakterskalaen er uanvendelig som pædagogisk redskab, og den udhuler vores midte, hvor vi har brug for, at langt flere af vores børn synes, det er legitimt at være«, siger Noemi Katznelson.

Og det er ikke kun i skoleverdenen, at det normale forsvinder, mener forskeren:

»Vi bliver stopfodret med udsendelser, hvor der er vindere, og der er tabere. Der er aldrig det jævne gennemsnitlige. Det er forsvundet fra vores opmærksomhedsfelt. Det er en tendens, vi ser bredt«.

Instrumentalisering af læringsrummet

Når det kommer til præstationskulturen, mener Noemi Katznelson, at det er vigtigt at understrege forskellene på perfektion, præstation og præstationskultur.

DLF mener: Testkultur medvirker til usund præstationskultur 

»Vi får udskammet præstation som værende noget skidt og problematisk. Det signalerer vi også til vores børn og unge. Men der skal vi passe enormt meget på. For der er forskel på præstation og så præstationskultur. Præstationer er legitimt og noget, som vi alle trækker på, gerne vil næres af og motiveres af. Det, som er problematisk, er, når der går ubalance i det. Når præstationsdimensionen kommer til at fylde forholdsmæssigt for meget. Der er to dimensioner inden for præstationsorientering, som er vigtige at sondre imellem: Den offensive, hvor man bliver drevet af at ville præstere, og den defensive, hvor man bliver bange for at præstere«.

Noemi Katznelson har overværet undervisning, hvor to drenge har fået at vide, at de ikke markerer nok i timerne. Efter timen har hun snakket med drengene. Den ene har markeret, selv om han ikke kender svarene, med en forhåbning om, at læreren ikke ville tage ham. Den anden markerer med en bøjet lav finger gennem timen.

»De er ikke superinteresserede i at blive taget. Men bagefter kan de gå hen til læreren og sige: Det er, fordi du ikke tager mig. Jeg har faktisk ret til en højere karakter«, siger Noemi Katznelson, som på baggrund af klasseobservationer mener, at den defensive præstationsorientering vokser i klasserne for tiden.

»I de observationer, vi har, kan vi se, at den defensive orientering har tilbøjelighed til at fylde i læringsrummet. På ungdomsuddannelserne satte vi os for at se på, hvad der sker i læringsrummet, når denne ubalance sker. Der må vi sige, at den gør noget ved læringskulturen - og den gør noget ved trivslen. Jeg vil gerne skille de to ting fra hinanden: Mistrivsel rammer nogle, men læringskulturen gør noget ved alle«, siger hun.

Hendes fornemmelse fra grundskolen er, at der er et tilsvarende mønster på vej.

»Jeg har mange eksempler på, hvordan læringsrummet i stigende grad går hen og bliver en strategisk øvelse. Elever får i høj grad et strategisk fokus og dermed et instrumentelt fokus på undervisningen. Man får dermed også mindre lyst til at deltage i aktiviteter, medmindre det direkte kan måles eller indgår i det, man skal op i - ellers er det spild af tid«, siger hun og tilføjer: »Eleverne bliver mindre risikovillige, mindre afsøgende og mindre eksperimenterende, fordi de bliver strategiske i deres fokus«.

Noemi Katznelson mener, at det er en farlig cocktail for skolen, når varierende grader af præstationskultur, en globaliseret perfekthedskultur og unge, som oplever skærpede krav, blandes sammen.

»Når vi får den cocktail, så får vi en truet læringskultur og en øget sårbarhed hos eleverne. Ikke sådan at forstå, at alle elever bliver sårbare og er ofre for præstationskulturen. Det rammer nogle unge, men langtfra alle, men forandringen i læringskulturen og instrumentaliseringen af læringsrummet rammer alle«.

Forskere: Skolens præstationskultur får børn til at gå ned 

How did you feel in school today?

Når det kommer til trivsel i skolen, gavner det formentlig ikke, at det diagnostiske sprog glider ind i hverdagssproget. »Lad være med at jage med mig om morgenen. Jeg får OCD«, lyder et eksempel fra elever.

»Jeg var ude på en skole for nylig, hvor jeg mødte en elev, som har haft rigtig svært ved matematik. Eleven har nu fået konstateret matematikangst og vil gerne fritages for matematik. Det er, hvad der sker i patologisk tænkning. Jeg tænker: Hvad med noget lektiehjælp?« reflekterer Noemi Katznelson.

Forskernes igangværende undersøgelse indikerer, at der muligvis er en psykologisering på vej ind i klasserummene.

»Vi kender Eddie Skollers sang: 'What did you learn in school today?' Hvis den blev sunget i dag, så tror jeg, at vi i dag ville sige: How did you feel in school today?« siger Noemi Katznelson og understreger, at der skal handles på den mistrivsel, som er stigende i skolen. Men hun anbefaler, at handlingerne sker på et bedre oplyst grundlag, end tilfældet er i dag:

»Lige nu har vi relativt lidt viden om, hvad der er årsagerne, og vi har endnu mindre viden om, hvad der virker. Nogle bruger de her undervisningsmaterialer, som er udviklet til at behandle børn med angst, til alle. Gør vi det, risikerer vi at give antibiotika til alle, og så skaber vi resistens. Lidt ligesom med radikalisering. Vi underviser ikke i radikalisering - tværtimod - for underviser vi i det, så risikerer vi at ilte problemstillingen snarere end at løse den. Så derfor dyrker vi fællesskabet i stedet for«.

Noemi Katznelson opfordrer til, at man passer på med, hvilke virkemidler man bruger i skolen:

»Vi har brug for at vide, hvordan udsathed skabes i skolen. Vi har brug for at undgå institutionel psykologisering, og samtidig skal vi sikre hjælp til de børn og unge, der har brug for det«.

Forskningsprojektet om udsathed vil løbende udgive resultater på Center for Ungdomsforsknings hjemmeside. Indtil nu er bogen »Ny udsathed i ungdomslivet« udkommet på Hans Reitzels Forlag.