"Køn - pædagogiske perspektiver" vil give læseren en bevidsthed om, hvordan måden, man taler om køn på, har betydning for måden, man forstår køn på. Med de fire hovedoverskrifter rettigheder, kønsforståelser, kønsidentitet og kønnet pædagogisk praksis vil den have os til at overveje, hvordan vores ubevidste praksis bliver stereotyp og derfor kommer til direkte at påvirke og begrænse både børn og forældre.

Kønssynet i bogen er konstruktivistisk, men der præsenteres også andre kønsforståelser i de indledende kapitler. Bogens forslag til den pædagogiske praksis har altså afsæt i, at køn er en konstruktion. Det sætter læreren fri til at være medkonstruktør af elevernes kønsforståelse som en del af deres dannelsesproces. For hvis køn er noget, der er konstrueret i en historisk og kulturel kontekst, så er skolen også et sted, som er med til at påvirke, hvordan eleverne opfatter deres køn, og hvilke handlemuligheder de har inden for deres køn.

Forskellen er, om lærere og pædagoger er bevidste eller ej om, hvilken påvirkning de giver børnene. Der er altså ikke tale om at forcere et fokus på køn, men derimod blive bevidst om, hvordan man allerede påvirker kønsforståelsen i skolen ubevidst, og ændre sin praksis til også at være bevidst om dette aspekt i sit virke.

De første tre kapitler har stor vægt på forskellige teorier, men allerede i kapitel to, om kønsforståelser, relateres teorien direkte til klasseværelset, skolens indretning og andre praksisnære forhold.

Det betyder, at der er stor vægt på, hvordan sproget og vores handlinger former vores måde at forstå og gøre køn på. Det er netop disse handlemuligheder, som forfatterne giver bud på. For eksempel er der en case om en pædagog, der taler med en pige om, hvad hun gerne vil arbejde med, når hun bliver ældre. Hun affejer forskellige jobmuligheder, fordi de er “mest for mænd”, og det får pædagogen til at spørge, hvad hun mener, en “rigtig” pige og en “rigtig” dreng er. Pigen griner og siger, at det ved hun ikke, og hun er nok lidt af begge dele. Efterfølgende kommer forfatteren med den pointe, at hvis pædagogen havde haft en essentialistisk kønsforståelse – altså køn forstået som noget biologisk – havde han aldrig spurgt hende om, hvad en rigtig pige og en rigtig dreng var. Det ville slet ikke være et spørgsmål, der kunne opstå, fordi antagelsen hos ham så ville være, at drenge og pigers adfærd er knyttet til deres krop. Samtalen var altså standset efter pigens udsagn, og pigen ville aldrig have genovervejet sine muligheder.

Hvis pædagogen havde været kønsessentialist, ville han have givet pigen ret i, at nogle job er bedre til mænd og andre bedre til kvinder. Problemet i den tankegang er, når den pædagog så møder en pige, der vil være murer, eller en dreng, der vil være frisør. Så vil pædagogen ikke have mulighed for at præsentere en dynamisk billede af at være dreng eller pige, og barnet vil derfor ikke have noget at spejle sig i.

Mine varmeste anbefalinger til, at man skaffer sig den her bog. Vi er ubevidste om så frygteligt mange ting i vores praksis, som begrænser børns muligheder på så utrolig mange måder. Jo mere bevidste vi kan blive om egen praksis, jo bedre lærere bliver vi.