Et stigende antal forældre vælger folkeskolen fra og melder deres børn ind i privatskoler. Det gør de ikke, fordi de ønsker deres børn fri for fællesskaber eller for at de kan køre soloræs på individualismens skrøbelige vinger. Forældre ønsker i vid udstræknning, at deres børn indgår i ligeværdige og trivselsfremmende fælleskaber.

Problemet er måden fælleskabet forvaltes på i den danske folkeskole. Respekt for læreren, andre elever, ro og orden, opgaven og meget andet er blevet tilsidesat og derfor flytter forældre til privatskoler, der i langt højrere grad har fokus på det personlige ansvar for at fællesskabet fungerer.

Forældre søger i stigende grad en skole, hvor deres barn ikke på urimelig vis bliver forulempet af forstyrrende, utilpassede og endda voldelige elever og ovenikøbet også bliver draget til ansvar for dette i systemtænkningens hellige navn. Hvis barnet så i tilgift får ro til fordybelse og læring, så er det en ekstra motivation til at vælge den udsultede, inklusionsramte folkeskole fra og istedet prøve at få plads på de eftertragtede privatskoler.

Når frustrerede Anton igen i smider med stole i klassen, er det så fællesskabet (lærer og elever) eller Anton (og hans forældre), der er ansvarlig for den destruktive opførsel?

Hvis de børn i klassen, der godt kan indgå fornuftigt i fællesskabet, gang på gang bliver draget til ansvar og får at vide at de som fællesskab fejler, når de ikke faciliterer og "rummer" og Anton derfor bliver næsten tvunget til at kaste med stole, så er der tale om en fejlplacering af "aben". Ligeledes må læreren bære på det ansvar, at den klasse, han/hun skal lede ikke fungerer, hvilket ikke skyldes de enkelte børns dårlige opdragelse, diverse diagnoser eller andet, men simpelthen at fælleskabet og dermed også læreren fejler.

Når man indgår i et fællesskab, så gør hver enkelt det efter min holdning med et personligt ansvar for sig selv og for fællesskabet. Den opførsel, hver enkelt elev i skolen møder op med i fællesskabet er afgørende for om fællesskabet fungerer. Systemet fungerer ikke løsrevet fra aktørerne. Ved systemteoretisk og fejlagtigt at tillægge årsagen til miseren i systemet, fratager man det enkelte barn det personlige ansvar. Det er det, der giver kimen til den samfundsfjendtlige individualisme.

Der er med andre ord grænser for, hvor meget fælleskabet kan bære af ansvar for det enkelte individs opførsel. Alt er ikke relativt. Folkeskolen graver sin egen grav, hvis den insisterer på at det altid er samfundets/fællesskabets ansvar at få projektet til at lykkes. Alle forældre, der stemmer bare lidt til højre for SF vil derfor på sigt søge en privatskole til deres børn. Det personlige ansvar for fællesskabet skal tilbage i folkeskolen, hvis den skal have gang på jord i fremtiden og ikke reduceres til et socialpædagogisk tilbud. En sådan folkeskole er der nemlig ikke meget sammenhængskraft i.

Christel Wilms, Cand.psych, meritlærer, medlem af skolebestyrelsen og mor til 3 børn, der endnu går i folkeskolen.