Forskning
Haver til maver
Noter om ny dansk og udenlandsk viden og forskning om skole, fag og pædagogik.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Skoleelever har godt af at komme ud i det fri - fagligt, socialt og personligt. Det er en velkendt sandhed, som nu bliver dokumenteret endnu en gang i forskningsrapporten »Haver til maver - et studie af engagement, skolehaver og naturformidling«.
Rapporten er en undersøgelse af et særligt undervisningstilbud, som blev sat i værk af den økologiske frugt- og grøntfirma Aarstiderne for fem år siden, kaldet »Haver til maver«.
Forløbet bygger på, at eleverne får deres egen have på Krogerup Avlsgård i Nordsjælland (som tilhører Aarstiderne). Den passer de så i løbet af en sæson sammen med deres lærere og vejledere på stedet. De kommer i haven otte-ti gange i løbet af sæsonen svarende til otte-ti dage.
»Lærerne melder positivt tilbage om, at eleverne får styrket deres sociale og personlige kompetencer, men at de også udvikler deres faglige kompetencer i matematik og natur/teknik«, fortæller Camilla Roed Otte fra Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet, som har været med til at gennemføre undersøgelsen.
Alle skoleelever i Fredensborg Kommune skal på et eller andet tidspunkt i løbet af deres skolegang gennemføre et have til mave-forløb, har kommunen besluttet. En skole fra Hellerup bruger også tilbuddet og betaler det selv ud af skolens eget budget. En nordsjællandsk specialskole har selv strikket et forløb sammen: Eleverne er på Krogerup Avlsgaard en dag om ugen i tre måneder. Odense Kommune har for nylig etableret sin egen skolehave, hvor elever så er i have til mave-undervisningsforløb.
Læs rapporten »Haver til maver - et studie af engagement, skolehaver og naturformidling« på havertilmaver.dk, hvor du også kan læse mere om undervisningsforløb med videre.