»Det er sådan helt afslappende. Man får ikke skældud, andre råber ikke, og jeg ved, at jeg skal være rolig«.

Maja Juul Hansen fra 3.b sammenfatter hurtigt fordelene ved at have nogle enkle adfærdsregler i klassen.

»Før havde vi flere uenigheder ude i frikvarteret, og så var vi nødt til at tale om det herinde bagefter«, fortæller Simon Hansen.

Eleverne forklarer, at hvis man er urolig, så kommer klasselærer Malene Birgertoft og spørger, om man har haft en dårlig morgen. De fortæller også, hvordan man kan gå ned ad konflikttrappen, og at Malene kommer glad ind i klassen om morgenen, fordi de alle sidder på deres pladser.

3.b har været pilotklasse på Vadehavsskolens projekt om klasseledelse, adfærd og trivsel, der nu omfatter hele skolen i Ribe. Det handler om Klasseledelse, Anerkendelse, Sammenhæng og Arbejdsmiljø (KASA).

Men også om at være konsekvent og systematisk. Det er organisationspsykolog Rasmus Alenkær fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Esbjerg, der står bag ideen og kurserne til lærerne. Foruden Vadehavsskolen er Vestervangsskolen i Esbjerg også med. Ideen er primært, at lærerne er enige om, hvordan adfærden skal være. Det betyder ikke, at alle lærere er ens på Vadehavsskolen, men det betyder, at de har samme regler og rammer. Projektet er inspireret fra Classroom Management og Behaviour Management.

»Klasseledelse er vigtig, for den magt, læreren ikke tager i klasserummet, den er der andre, der tager«, som Malene Birgertoft siger. Hun er AKT-lærer (Adfærd, Kontakt, Trivsel) og siger med et smil, at hun er ved at gøre sin egen funktion på det område overflødig. Til gengæld vil hun så kunne bruge mere tid på det forebyggende arbejde.

Respekt for hinanden

Skolens klasser har hver udarbejdet tre regler for adfærd. De bruger forskellige ord, men indholdet i alle klassers regler handler om at have respekt for hinanden. I 3.b er reglerne: 1) der skal være roligt i klassen, 2) vi skal tale pænt til hinanden, 3) vi skal gå stille på gangene og vise hensyn indenfor.

Hvis der er uro, henviser læreren altid først til de regler, som eleverne selv har sat op.

Arbejdsroen i klassen styres blandt andet af grønne, gule og røde kort. Når det grønne kort er sat på tavlen, betyder det fri snak om arbejdet. Man må gå hen til den, man vil tale med. Når det gule kort er fremme, må man tale med sidekammeraten, og rødt kort betyder, at eleverne skal række hånden op og tale én ad gangen.

Et kryds i protokollen

Når en elev forstyrrer undervisningen, får hun en henstilling. Det betyder, at hun får sit navn skrevet i protokollen. Dette følges altid af en snak og forslag til at justere sin adfærd. Forstyrrer eleven igen, får hun et kryds. Det andet kryds udløser ti minutters samtale med læreren. Det kan handle om, at opgaverne er for svære, eller at eleven har haft en dårlig morgen.

Ved det tredje kryds bliver eleven fulgt over i en anden klasse. Efter timen taler elev og lærer om forstyrrelsen, og vedkommende får en seddel med hjem. Den skal underskrives af forældrene.

Fjerde kryds betyder en kort samtale med læreren, og ved det femte kommer man i »tænkeboks«. Hun får en samtale med en AKT-lærer, og forældrene inviteres hen på skolen til en snak med lærer og skoleledelse.

De yngste får talt krydser per dag, mens dem på mellemtrinnet først får tavlen visket ren efter en uge.

For nogle minder dette om gamle dage og Ro, Renlighed og Regelmæssighed. Flere lærere reagerede i begyndelsen med, at det var den sorte skoles genindførelse, og sådan var snakken også på det møde, hvor skolen orienterede forældrene.

»Men faktisk betyder det jo en respekt for eleverne, og at alle skal have tid. Ingen må fylde mere i et rum end andre«, siger Birgitte Skov, klasselærer i en 5. klasse og AKT-lærer.

»Eleverne bliver set og hørt - måske endda mere end tidligere«, mener Malene Birgertoft.

Hun understreger den anerkendende tilgang. Det handler ikke om fejlfinding, men om at finde ud af, hvorfor et barn forstyrrer, og hjælpe barnet.

»Det betyder også, at man selv kommer i gang med at reflektere over sin egen undervisning med det samme«.

De to AKT-lærere fortæller, at også AKT-børnene profiterer af den konsekvente stil. Samtidig er lærerne glade for ikke længere at fungere som brandslukkere.

I 3.b er der ingen af eleverne, der er nået længere end til tre kryds på en måned.

Konkret klasseledelse

»Alle lærere var enige om, at de første tre uger var svære, men derefter gik det fint«, siger Birgitte Skov.

»Mange nyuddannede lærere fortæller os, at det er godt at få et så konkret redskab til klasseledelse«, siger Malene Birgertoft.

Kritikken i begyndelsen gik blandt andet på, at ledelsen hver måned skulle sidde og tjekke krydser for hver enkelt klasse, men nu taler lærerne om, at de har mulighed for at se et forløb for en elev, og at det er godt at have protokollen, når man taler med forældrene.

Skoleleder Stig Pedersen taler om, at man fremover håber at blive bedre til sparring mellem lærere og ledelse. Desuden er der ikke tale om en stor ny arbejdsopgave, for i modsætning til tidligere er det sjældent, at en elev bliver henvist til samtale med skolelederen.

Nogle forældre mente, at der var for meget straf i metoden, for meget konsekvens, og at det skræmte børnene.

»Vi indkaldte til forældremøde, da vi begyndte med KASA. Her var flere betænkelige og talte om militaristiske metoder. Men allerede på næste møde var det forældrene, der fremhævede projektet over for de nye forældre«, siger Stig Pedersen.

En far fortalte, at han ved middagsbordet havde sagt »giv mig saltet«. Hans datter rakte ham saltet og sagde, at hun ikke brød sig om hans måde at tale til hende på.

En anden kaldte det for behavioristiske metoder, som han ikke vidste, om han gik ind for. »Men hold op hvor det virker«, sluttede han.

Mere åbenhed blandt lærerne

Lærerne fortæller, hvordan den positive tilgang betyder, at der er mere ros til eleverne. De roser eleverne for at gå på gangen i stedet for at løbe og for at tage deres krydser uden at brokke sig.

»Tag dit kryds uden brok - og kom videre«, siger Birgitte Skov.

Metoden opøver børnenes selvdisciplin, de kan lide forudsigeligheden, og den er hurtigt indarbejdet hos eleverne, siger lærerne. Den er klar og tydelig, og de opfatter den ikke som uddeling af små guldstjerner og flag. Det handler om det sprog, man taler indbyrdes, om respekt og om at være sammen på en rar måde.

En sidegevinst er, at lærerne er blevet mere åbne over for hinanden professionelt. De beder oftere en kollega om at komme ind og observere i klassen.

»Det er ikke flovt, at der er noget, man har svært ved at få til at fungere. Det handler ikke om mig personligt, det er noget, jeg kan få hjælp til - sådan er holdningen blevet«, fortæller Malene Birgertoft.

»Eleverne var trætte af at blive skældt ud, og vi var trætte af at være sure lærere. Vi kommer jo ikke her på skolen for at skælde andres børn ud. Det fortalte vi børnene, og det tænkte de meget over«, siger Birgitte Skov.

»Men«, siger hun, »det er vigtigt, at det ikke bliver som lignelsen om den lamme, der rejste sig og gik. Det her kræver vedligeholdelse og evaluering hele tiden«.