Længe har vi – de voksne – læst om unge (og mindre børn) med skolevægring. Forskellen på små og store børns skolevægring er, at de store selv har en stemme, og at de selv har mulighed for at gøre noget. Desværre er de eneste handlemåder, de unge har, flugt, selvskade og vold. Og jeg havde helt ondt i maven mange gange, mens jeg læste bogen. Jeg kunne især mærke afmagten som lærer, når man ikke helt kan se, hvad der foregår, og når man ikke ser og ikke forstår, så opstår muligheden for, at man som lærer mistolker en situation.

Og på den anden side kan jeg selv - endda meget godt - huske, hvordan det var at stikke af fra skolen, hvilket jeg selv gjorde som barn, og følelsen af, at alt blev meget værre, når man blev hentet tilbage til skolen igen.

For ikke at spoile for meget af handlingen vil jeg blot fortælle, at bogen har nogle meget fine dialoger, der bærer bogen igennem, og at man oplever hovedpersonen – Oscar, der går i 7. klasse – både udefra og indefra. Det er en mørk og en grum historie, der er så realistisk, at den er meget velegnet til at kunne bruges som case i en udskolingsklasse til ”neutral”/anonym snak i klassen om trivsel og skolevægring og den mobning, som nærmest er umulig at opdage for en lærer.

Jeg ledte længe i bogen efter håbet, for uden håbet er der ingen fortælling. Og igen husker jeg bøgerne fra egen skolegang, for eksempel Leif Esper Andersens ”Fremmed”, der ender med selvmord. Så håbet i denne fortælling er det altafgørende, og det håb ligger blandt andet i Oscar selv, men også i hans møde med den jævnaldrende Zara med Z og med en hjemløs og med nogle forældre, der til sidst opdager, at deres magtesløshed er deres eneste mulighed, hvis de vil nå ind og hjælpe deres barn.