Der skal hele tiden være afveksling mellem stillesidende arbejde og bevægelse, når dagens program planlægges, fortæller børnehaveklasseleder Belinda Wilsdahl.
Foto: Peter Helles Eriksen
Stjernestund giver rolige morgener i børnehaveklassen
Stearinlys, lyskæder og meditationsmusik byder eleverne i børnehaveklassen på Nordvangskolen i Glostrup velkommen hver morgen. Stjernestund giver ro på, fortæller børnehaveklasseleder Belinda Wilsdahl.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Lange blide toner rammer eleverne, når de træder ind i børnehaveklassen på Nordvangskolen i Glostrup. De fleste stopper op et kort øjeblik, trækker vejret dybt, før de stille går mod deres skuffe for at finde penalhuset frem. Klasseværelset er hver morgen omdannet til et meditationsrum. Lyset i loftet er slukket. Midt på gulvet står tre røde bloklys og sender stearinduft og et flakkende skær rundt i rummet. På væggen hænger lyskæder, så eleverne godt kan se trods den dunkle belysning. På storskærmen kastes et farvet roligt farvemønster ud over stole og borde, som er opstillet i hesteskoform.
Det er en fredag i november. Eleverne kommer langsomt ind i klassen, efter de har stået i kø ved håndvaskene i gården. Uden at snakke sammen, finder de hen til deres pladser, trækker forsigtigt stolene ud og sætter sig og slapper af.
Da alle er i klassen, siger børnehaveklasseleder Belinda Wilsdahl med en meget lille stemme. "I dag skal vi tegne grantræer. I kan komme pynt på".
Selv om nogle skal spidse en blyant, og andre mangler papir, så bibeholdes roen. Alle hvisker - også når de har brug for hjælp, og på magisk vis bliver morgenens stjernestund ikke forstyrret.
Anmeldelse: Mindfulness giver øget koncentration for førskolebørn
Tid til ekstra omsorg
"Det er svært at larme, når man mediterer", konstaterer Belinda Wilsdahl.
Klassen har øvet sig på stjernestund nogen tid. Det var en af pædagogerne, som er tilknyttet klassen, som foreslog det til Belinda Wilsdahl.
"Jeg tænkte. Lad os da prøve det. Så startede vi op med det. Han havde set det før i andre klasser, så fik jeg også lært det. Det er fedt. Jeg har været børnehaveklasseleder i 12 år og har ikke prøvet det før. Men jeg elsker at blive inspireret og få prøvet nyt af. Og det er fedt", siger Belinda Wilsdahl.
Hun sætter cirka 10 minutter af til stjernestund hver morgen. Men nogle elever får længere tid, fordi alle skal have vasket hænder, inden de kommer ind.
"Der er mørkt. Der er stearinlys og der er den rolige musik. Det indbyder til, hvad de skal gøre. Der kommer ro på os alle sammen. Stemningen fanger en. Og roen fanger en, og det er meningen med det hele".
Det er tydeligt, at eleverne nyder roen, når de træder ind. Og Belinda Wilsdahl fortæller, at det også giver hende overskud til at tage sig af elever, der måske har haft en lidt svær morgen inden skole.
"Der kan også være nogen, der skal have en hånd. Nogle, der er kede af det, fordi der er skiftedag hjemme. Vi har tid til at sidde med dem, som har det lidt svært. Det forstyrrer ikke, fordi man ikke skal lave noget andet imens. Det giver også ro og tid til det, og det er rigtig godt".
Flere behov opfyldes
Hun finder temaerne for stjernestunden på Youtube, hvor hun simpelthen søger på mindfulness for børn.
"Jeg tvinger dem ikke bare til at tegne. Nogle vil gerne bare sidde og kigge. Jeg veksler lidt mellem, hvad det er. Vi har den her mindfulnessfilm med en koalabjørn og aber med musikken henover. Det giver noget for de visuelle børn. Så kan de kigge på det, mens de slapper af. Nogle har brug for at have noget i hænderne. De har forskellige behov. Jeg prøver at imødekomme deres behov og de forskellige niveauer", siger Belinda Wilsdahl.
"Der er to minutter tilbage", siger hun i klassen med den blide stemme. "Jeg skal nok sige til".
To minutter senere, siger hun:.
"Nu slutter vi stjernestunden".
Efter en lille pause spørger hun: "Hvad syntes I om stjernestunden?"
"Rart", siger en. "Jeg vil gerne nå at lave øjne på træet", siger en. "Det kan du godt nå", beroliger Belinda Wilsdahl. "Kan vi ikke gøre det her hele dagen?", spørger en anden og bliver mødt af et kor af små børnestemmer, der råber "Jaaa".
Men det kan de ikke. Belinda Wilsdahl er meget opmærksom på ikke at kræve, at eleverne sidder stille for længe ad gangen. Så efter gennemgang af dagens program, og før eleverne skal i gang med at lave ord af modellervoks, er det tid til at røre sig og få energi ud af kroppen.
"Vi gør det igen på mandag", siger hun. På et splitsekund har hun pustet stearinlysene ud, tændt lyset i loftet og fundet den store bongotromme frem. Der går ikke længe, før eleverne hopper rundt mellem hinanden efter bongotrommens rytmer i takten af Belinda Wilsdahls hænder på trommeskindet. De er meget opmærksomme, for når trommen stopper, skal eleverne stå bomstille.