Anmeldelse

I-bog

I-bog plus

Gyldendal rammer plet med sit nye interaktive bogsystem i-bog. I-bog kombinerer det bedste fra det traditionelle bogsystem med internettets mange muligheder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I-bog-systemet fungerer som digitale udgaver af de fysiske undervisningsbøger. De kan bruges på pc og på smartboards og supplerer på fin vis fysiske bøger med videoklip, billeder, lydfiler, animationer og interaktive opgaver. I-bog-systemet består på nuværende tidspunkt af forskellige bogsystemer fra indskoling til udskoling.

Fakta:

Titel: I-bog plus

Type: Internet

Forlag: Gyldendal

Til de mindste elever er "Puls 1" og "Multi 1A" blevet udvidet med digitale bøger. Til elever fra 7.-9. klasse er blandt andet "Historie 9"-serien og "Bios A" blevet suppleret med i-bog.

De interaktive opgaver til indskolingen fungerer som små opgaver, hvor eleverne på en anderledes måde kan få forståelse for sammenhænge. I udskolingsmaterialet er det hovedsageligt test til selvkontrol, hvor eleverne kan få hurtig respons på deres forståelse af teksterne. I-bog-systemet udmærker sig i forhold til andre internetsider med undervisningsmateriale ved den intuitive brugerflade og et højt fagligt niveau.

Den brugervenlige måde, i-bogen er konstrueret på, hvor Gyldendal blandt andet efterligner bladreteknik fra almindelige bøger, medvirker til, at i-bøgerne bliver overskuelige og brugbare. Det ekstra materiale i form af animationer, lydklip og andet, der er i i-bøgerne, understøtter det høje ambitionsniveau. Samtidig er der i materialet relevante link, der har et spændende og didaktisk højt niveau.

Enkelte facetter mangler dog på nuværende tidspunkt. I-bøgerne er ikke udstyret med gemmefunktion. Det betyder, at har man for eksempel tegnet figurer eller skrevet kommentarer på siderne, har man ikke mulighed for at gemme disse ændringer. Materialet har heller ikke en digital evalueringsmulighed, så læreren kan ikke følge med i, hvordan eleverne løser opgaverne, og hvor langt de er nået. Det til trods for at i-bog.dk er synkroniseret med uni-login. Der er også enkelte tekniske småfejl i brugerfladen, men ikke nogle, der påvirker oplevelsen af et helstøbt materiale.

Gyldendal har med i-bog-systemet taget et solidt spadestik i den rigtige retning og er langt fremme på det danske marked for interaktion mellem traditionelle lærebøger og it. Hvis Gyldendal tilføjer systemet flere multimodale funktioner og gemme/rettefunktion, kan systemet medvirke til at højne undervisningsniveauet i mange folkeskoler.