Foto: Lars Just
Anbefalinger
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Bog En bog, man ikke kan lægge fra sig
I løbet af sommerferien fik jeg anbefalet at læse "Skyggedanseren" af Sara Omar. Fantastisk bog! Den får en til at græde og til at kaste lidt op og få det ekstremt dårligt, men man kan ikke lægge den fra sig. Og den lever i en, lang tid efter at man har læst den færdig.
Jeg anbefaler altid mine elever, at de skal læse 15 minutter fem gange om ugen, og så er jeg meget opmærksom på, at når jeg selv kommer tilbage fra sommerferien, så vil jeg kunne fortælle dem, at jeg også har læst i ferien. I år blev det til 10-12 bøger, og denne her gjorde bare det største indtryk. Der er altid grunde til, at man ikke har tid til at få læst - men man kan godt få læst. Eller lyttet, for denne her hørte jeg faktisk som lydbog. Det tæller også i læseregnskabet.
Bogen "Skyggedanseren" er udgivet på Politikens Forlag.
App En app, der får blodet til at rulle
Så er der en total lærerapp - som jeg elsker. Og som mine elever elsker. Den hedder MyBreak. Man får dagligt tilsendt en ide til at få noget bevægelse ind i undervisningen, en aktivitet, der tager fem eller højst ti minutter. Med den er det faktisk lykkedes os at få bevægelse ind i undervisningen stort set hver dag. Det er ideer, der ikke er bundet op på et fag, så man kan bruge appen i alle fag, når man synes, der er brug for en pause.
Aktiviteterne er for eksempel fire på stribe, hvor eleverne er brikkerne, eller en leg, hvor læreren råber "rundkreds!", og så skal eleverne hurtigst muligt danne en rundkreds - og så se, om de kan gøre det hurtigere næste gang. Mange af øvelserne har fokus på samarbejde og aktiv lytning, og det synes jeg er megafedt.
MyBreak fås både i App Store og på Google Play.
Lyd Musik, der lukker verden ude
Jeg bliver afbrudt så mange gange om dagen, så på opslagstavlen i forberedelseslokalet sætter jeg et skilt, hvor jeg beder folk om ikke at tale til mig - det bliver for hyggeligt, og så får jeg ikke lavet det, jeg skal nå. Men skiltet hjælper, og så har jeg fundet en playliste på Spotify, som hedder "Just Soft". Den er tilpas underholdende, samtidig med at den ikke tager opmærksomheden fra det, jeg sidder og laver.
Med den i ørerne lukkes det værste støj ude i forberedelseslokalet, og jeg får en behagelig følelse i kroppen, så jeg kan fokusere.
Playlisten "Just Soft" kan streames på musiktjenesten Spotify.