"Det bliver en dag, de kan huske, og så kan de måske også huske baggrunden for det”, siger klasselærer Jane Guldbrandsen om besøget i forbindelse med emnet "Kunst og bæredygtighed".
Besøg fra Afrika giver livslang viden
Voodoo-maskerne lugter af olie og bålrøg, og har rejst fra afrikanske Benin til danske Slangerup. To 8. klasser på Kingoskolen har arbejdet med emnet bæredygtighed og kunst, og besøget fra to afrikanske kunstnere skal sætte den viden fast i hukommelsen.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I teatersalen på Kingoskolen i Slangerup er bordene dækket op med knivtange, skruetrækkere og limpistoler. 8. klasses eleverne står med favnene fulde af discmans, mobiltelefoner og bærbare. Snakken forstummer med det samme, da deres gæster gør tegn til start. De næste fem timer skal to afrikanske kunstnere skrue elevernes viden om elektronisk affald og kunst endeligt fast i hukommelsen.
"Vi har arbejdet med emnet inden i dag, men det er i det personlige kulturmøde, man forstår, hvad det virkelig drejer sig om. Nu møder eleverne nogle, der står med problemerne ved elektronisk affald til daglig, og det tror jeg får dem til at huske det, de har lært", siger Camilla Holmgren Ipsen, der er klasselærer for den ene af de to 8. klasser.
Kunstnerne Ferdinand Kosh og Thierry Oussou fra Benin rejser på tredje uge rundt til danske folkeskoler for at fortælle om det problem, at vestens elektroniske affald ofte havner i udviklingslande som Benin, til stor fare for både miljø og sundhed. Det er en del af projektet "Verdensbilleder i bevægelse", som Center for Kultur og Udvikling afholder.
Ferdinand Kosh og Thierry Oussou starter med at fortælle om deres hverdag og viser eleverne de masker, de har lavet af affald og papir. "Prøv at lugte til den, den dufter af røg", siger en elev, da en maske brændt i kul bliver sendt rundt.
Grib værktøjet Eleverne er blevet bedt om at tage et stykke kasseret elektronik med, samt en ting, der fortæller noget om dem selv. Efter kunstnernes fortælling om livet i Benin skal de nemlig selv i gang med at lave deres egne kunststykker, som skal koble kreativitet med deres viden om situationen i Benin.
Teenagehænderne griber urutineret og ivrigt om skruetrækkerne, og bruger store armbevægelser til at vriste skruerne ud af plasticet. Der er mange små dele i elektronikken, og det er besværligt at skille ad, lyder det overrasket fra flere elever. Teatersalen runger af banken og knækkende plastic, og inden længe er der alt fra batterier til keyboardtangenter spredt over gulv og borde.
Den anden klasselærer, Jane Guldbrandsen, står midt i en regn af knapper fra en bærbar computer. Hun har problemer med at skille den ad, og får hjælp af kunstneren Ferdinand.
"Eleverne er så optagede, at jeg selv kan stå og rode med computeren", siger hun og griner.
"Det her emne er vigtigt, fordi vi alle sammen er en del af denne her verden, og vi skal passe godt på den. Det bliver en dag, de kan huske, og så kan de måske også huske baggrunden for det", tilføjer hun.
Udstrakt hånd mod fremtiden Mens Jane Guldbrandsen begynder at forme en knappe-skulptur i samarbejde med nogle elever, har Ferdinand fået øje på eleven Magnus', skulptur. Magnus har brugt indmaden fra en mobiltelefon til at forme en udstrakt hånd på en plade.
"Nederst på min skulptur er alt skraldet, og hånden rækker væk fra skraldet, ud mod en bedre fremtid. Der er så mange problemer i samfundet, i Danmark er det for eksempel ungdomsarbejdsløshed, og i Benin er det skrald. Jeg tror, jeg vil huske hånden, der rækker ud, og komme til at tænke på emnet", siger Magnus.
Kunstneren Ferdinand Kosh er imponeret over Magnus' idé.
"Der er mange detaljer i det, og han har udvist tålmodighed til at udvælge de dele, der skal udgøre værket. Børnene finder altid på nye ting, som vi slet ikke havde tænkt på selv. Man kan mærke, at de tænker meget over symbolikken, og at de gerne vil forstå vores situation i Benin. Det betyder rigtig meget for os", siger Ferdinand Kosh.
Viden som aldrig før Som afslutning på workshoppen skal eleverne sætte sig i grupper og snakke om betydningen bag deres egne og kunstnernes værker.
Klasselærer Camilla Holmgren Ipsen er imponeret over den koncentration og de tanker, eleverne har lagt i arbejdet. Hun tror, at vekslingen mellem undervisningsmaterialets teori, og den praktiske workshop har motiveret eleverne.
"Et af formålene er, at eleverne skal arbejde med det kreative udtryk, men samtidig skal produktet også have et budskab. Først da bliver det vedkommende for dem - når de kobler det politiske og samfundsmæssige perspektiv med det kreative. Jeg er virkelig overrasket over, at stort set samtlige elever er gået positivt til opgaven, og de har gjort sig nogle tanker, som jeg aldrig tror, de har haft før", siger Camilla Holmgren Ipsen.