Anmeldelse
De tre I / De tre II
- da Simba og Carlo fandt en killing på vejen / - da Carlo blev bidt midt over af en stor, stor hund
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Dansklærerforeningen har udsendt splatterlitteratur for de yngste skolebørn i foreløbig to små bind. Det tredje bind lurer lige om hjørnet, hvis du altså tør, for: "De er skide uhyggelige", står der på bøgernes bagsider: "Og så er de fra det virkelige liv. Ingen pjat med løgn og digt".
I bind et møder vi de to hunde, den korthårede Simba med de spidse ører og de seje nitter i halsbåndet og Carlo med de bløde poter, brune øjne og det markante underbid. En dag finder de to hundevenner en killing. En tynd lille skid, Gerda Roulund hedder hun, med lort på halen, fordi hun har haft tyndskid i fem dage. Hun skal selvfølgelig hedde Røvlund. Killingen viser sig at være lidt af en udfordring for de to venner, og det ender da også med, at Røvlund forlader dem i raseri.
I bind to er Carlo blevet bidt midt over af en hæslig hund. Carlo lider blodtab, og det er en særdeles blodig affære. Han hænger kun lige akkurat sammen i en tynd tråd. På hospitalet tager Røvlund selv fat på at få Carlo lappet sammen, og det lykkes med blod og indvolde sprøjtende om ørerne.
Oscar K. og Dorte Karrebæk beskæftiger sig i ord og billeder med tabuer i form af operation, blod, indvolde og et makabert overfald. Illustrationerne er barske, men særdeles morsomme. Temaer som død, overfald, afstraffelse og venskab behandles med humor og et overskud af fortælleglæde. Der er både overraskelse, drilleri og barnlighed at hente i de dystre og meget morsomme billedromaner.
Bøgerne har tydelige numre på siderne og er inddelt i kapitler, der binder bind et og to sammen. At få følelsen af at have læst hele ti kapitler er en sejr for den lille skoleelev, der netop har knækket læsekoden. De blå sidetal nederst på siderne løber ikke videre i bind to - også lidt ærgerligt, at numrene på de sidste ti sidetal i bind et er røget ud.