Når skoleklasser i fremtiden skal undersøge svampe i natur/teknik ved den lokale mose, er det ikke nok at tale om, hvilken svampesort der pibler frem i græsset eller på træernes bark. 

Det faldne træ, svampen vokser på, skal undersøges, og eleverne skal have viden om kommunens strategi for at passe på naturen og sikre levesteder for svampen.

Når klassen på samme tur finder gammel plastik, kan undervisningen drejes hen på, hvordan plastik påvirker miljøet, men også på hvorfor vi bruger plastik, og hvad skolens politik for plastsortering er.

Fremtidens skole er omdrejningspunktet for den lokale grønne omstilling. I den bæredygtige skole er undervisningen stedbaseret, tværfaglig og lokal. Skolen er en rollemodel, der samarbejder med lokalsamfundet, kommunen og virksomheder om projekter, der kan give eleverne oplevelsen af at løse en fælles opgave sammen med resten af samfundet.

Det lyder næsten som en utopi. Men ikke desto mindre er det, hvad FN’s organisation for uddannelse, videnskab og kultur, Unesco, anbefaler, når det gælder en model for et bæredygtigt samfund. Her er skolen facilitator og bindeled mellem den enkelte elev, lærer, lokalsamfundet og den store verden.

Helskole, som det kaldes, eller whole school på engelsk, handler om, at skolen skal tænkes og udvikles mere systemisk og holistisk.

Nadia Raphael Rathje er ph.d.-studerende og forsker i uddannelse i bæredygtig udvikling af skolens praksis på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse og Københavns Professionshøjskole. 

I sit ph.d.-projekt beskæftiger hun sig blandt andet med, hvilke potentialer der er i helskolen, og hvad der skal til, for at en helskole kan blive virkelighed i en dansk folkeskolekontekst.

”Helskolen er et ideal og på mange måder langt fra den virkelighed, vi er i nu og her. Men helskole har potentiale på flere forskellige måder. For det første handler det om, hvordan man kan undgå at gøre bæredygtighed til endnu et add-on, man skal putte oven på alt det andet, folkeskolen skal, men i stedet og i højere grad kan tænke det som en systemisk skoleudvikling. I helskoletilgangen har skolens personale, forældre, elever og det omgivende samfund en fælles forhåbning og fælles vision for uddannelse i bæredygtig udvikling”, siger hun.

Bæredygtighed som dannelse

I forhold til vores nordiske naboer er Danmark bagud, når det kommer til at skrive bæredygtighed ind i bekendtgørelserne. 

En rapport fra Nordisk Ministerråd i 2021 viser også, at der kun er et skærpet fokus på bæredygtighed på de skoler, hvor lærere eller ledere brænder særligt for det. 

Derfor er idealerne om en helskole også relevante i en dansk folkeskolesammenhæng, mener forskeren.

”Bredt forstået er bæredygtighedsudfordringerne fundamentale livsvilkår, som vi må vide noget om, forholde os til og handle på. Derfor kan bæredygtighed i en skolesammenhæng forstås som en grundsten på linje med demokratisk dannelse”, siger Nadia Raphael Rathje, der har en fortid som både underviser og skoleleder, inden hun gik forskervejen.

Den bæredygtige didaktik kommer bedst fra start, hvis man tænker skolen og undervisningen ind i en helhed frem for en enkelt del. I helskolen skaber man nemlig en omstilling, hvor der er sammenhæng mellem skolens egen drift, et bæredygtigt lokalsamfund og eleverne som bæredygtige aktører.

”Helskoletilgangen kan være et bindeled mellem en meget individualistisk bæredygtighedsforståelse, hvor det gælder om, at den enkelte skal ændre sin adfærd ved at spise mindre kød eller cykle mere og bære et personligt ansvar, og de systemiske sammenhænge, hvor man ser sig selv som en del af et cirkulært system”, siger hun.

Nadia Raphael Rathje mener, at der i folkeskolen er en tendens til at tænke bæredygtighed som vidensbaseret, hvor eleverne får viden om bæredygtige problemstillinger, natur og klima. 

Men både forskning og praksis viser, at det ikke er nok, hvis man skal forstå, at bæredygtighed skal tænkes ind i alle sammenhænge, siger hun.

”Resultatet af undervisning i bæredygtighed skulle gerne være, at man udvikler eleverne til at blive handlekompetente og tværfagligt tænkende. Og så er man også nødt til at kigge på, hvordan man arbejder med didaktik. Bæredygtig skole kræver i høj grad, at eleverne bliver handlekraftige ved selv at prøve kræfter med konkrete projekter i samarbejder med eksempelvis lokale virksomheder. Det er en stor hurdle, blandt andet fordi vores skoleforståelse traditionelt er, at vi skal sidde ved et bord på en stol, enten ved en computer eller med noget skriftligt foran os”.

Derudover findes der også udfordringer af mere praktisk karakter. Eksempelvis at skolernes drift er styret på forvaltningsniveau, og at de derfor ikke har indflydelse på indkøb eller genbrug af skolens materialer.

”Forestil dig, at skolens stole er slidte. Her ville en bæredygtig løsning være at få dem repareret hos en lokal tømrer, som skolen samarbejder med. Men kommunen har jo en politik for indkøb af møbler, som skolen ikke har indflydelse på, så det er ikke en mulighed”, siger Nadia Raphael Rathje.

Handler også om trivsel

I en dansk sammenhæng vækker helskolekonceptet ikke megen genklang endnu. Det er et forholdsvis ukendt begreb, men som en del af Nadia Raphael Rathjes forskning har hun undersøgt skoler, der har bæredygtighed som en del af deres skoleprofil. 

Hun har undersøgt i alt seks grundskoler, heraf fire folkeskoler, der er placeret i københavnsområdet og i provinsen. Derudover har hun undersøgt to friskoler, der ligger på landet. 

Skolerne arbejder alle med bæredygtighed og grøn profil og har gjort det i en årrække.

”Skolerne gennemfører meget konkrete samarbejder med lokale aktører såsom forbrændingen, hvor eleverne lærer om affaldssortering. Eller de undersøger, hvordan skolen indkøber og bruger mad, for at analysere, hvordan det kan blive mere bæredygtigt. På den måde kommer de omkring både lokalområdets miljø og kommunens politiske arbejde på forskellige områder”, fortæller Nadia Raphael Rathje.

Samtlige af de skoler, der indgår i Nadia Raphael Rathjes casestudie, vægter udeskole højt. Både i forhold til samarbejde med lokalsamfundet for at gøre brug af kulturtilbud og for at opleve naturen. Et overraskende element for forskeren er dog, at bæredygtighedsundervisningen ofte handler om trivsel:

”På skolerne kommer bæredygtighedsprofilen også til at handle om at øge trivsel, fællesskab og meningsfuldhed i skolen. Der er en social dimension, hvor nye undervisningsformer, samarbejde og fokus på bæredygtighed handler om at få det bedre for mennesker og i det store perspektiv også for planeten”.

Fælles for skolerne er også, at bæredygtighed ikke er noget, der er afgrænset til drift eller naturfag. Tankegangen gennemsyrer hele skolen. Især når kommunen støttede projektet, var arbejdet med bæredygtighed en succes.

”Arbejdet med bæredygtighed bliver rigtig godt i de tilfælde, hvor kommunen ansætter en koordinator, som arbejder med skolens bæredygtighedsprofil. Det giver et meget stort overskud, fordi der er en person, der samler alle tråde og går med til alle møder, både i kommunen og i ledelsen, og samtidig understøtter lærernes udvikling. Det giver forandring på den store klinge”, siger Nadia Raphael Rathje.

Emneuger er ikke nok

Arbejdet med at få skolen og dens elever til at se sig selv som en del af noget større skal ikke kun handle om eksterne samarbejder. Folkeskolens fag skal også tænkes bredere, så eleverne kan se, hvordan samfundsfag, håndværk og design og matematik hænger sammen. Sammenhængen mellem fagene skal belyses, for at de kan forstås i en bæredygtig sammenhæng, mener Nadia Raphael Rathje.

”Man kan ikke isolere undervisning om bæredygtighed til en emneuge en gang imellem. Hvis man arbejder med tekstiler i håndværk og design, kan man kigge på en hel cyklus fra råstoffer til en T-shirt. Hvilke betingelser skal bomuld have for at gro, og hvilken betydning har tøjindustrien for udviklingslandene? Det handler om at se, hvordan fagligheden i de enkelte fag hænger sammen i en helhed”.

Den tværfaglige tilgang er ifølge Nadia Raphael Rathje vigtig, fordi bæredygtighedsproblematikker er komplekse. Derfor er der brug for en stærkere forståelse af bæredygtige sammenhænge. Og det er lærere ikke uddannede til i dag. På læreruddannelsen skal man derfor arbejde mere konsekvent med nye undervisningsformer. De studerende skal undervises mere i projektundervisning, udeskole og tværfaglighed. For ellers er det bare noget, man gør en gang imellem for at gøre noget nyt, siger Nadia Raphael Rathje.

”Man skal have en bedre didaktik og en systematik omkring de undervisningsformer, der ikke er stol og bord-undervisning. Og man skal have noget mere viden omkring, hvordan ens eget fag handler om bæredygtighed”.

Praktiske fag er nødvendige

I Nadia Raphael Rathjes casestudier så hun, hvordan skolerne forbandt bæredygtighedstanken med de praksisfaglige fag. På en skole havde eleverne i 4. klasse skolehaveforløb, hvor de passede køkkenhaven fast et par gange om ugen og dermed lærte om plantevækst, havebrug og den snørklede sti fra jord til bord.

Det gav eleverne en forståelse for materialer og resurser, samtidig med at de fik øje for, at dannelse også er at kunne noget i en rolig, tydelig proces, der handler om at bruge krop og sanser.

”Der er brug for det praksisfaglige, hvis eleverne skal forstå bæredygtighed. Og det handler om, at man igennem håndværk helt konkret værdsætter og lærer at lave ting selv eller at reparere ting som et modstykke til vores brug og smid væk-kultur. Eller man lærer at lave god vegetarisk mad med de grøntsager, man selv dyrker”, siger Nadia Raphael Rathje.

Hun synes, at det er ærgerligt, at begrebet praksisfaglighed har fået et politisk skær, der minder om vækst, erhvervsretning og nytteværdi. Det står i modsætning til bæredygtighedsbegrebet, der i stedet handler om, at vi skal blive hele mennesker, der er nede i tempo og forbruger mindre.

”Det vil styrke praksisfaglighedsbegrebet og gøre det mere interessant for mange unge, hvis det i stedet handler om, hvordan man lever i en grøn omstilling, og hvilke modkulturer der er til forbrug. Selve begrebet praksisfaglighed kunne man sagtens knytte til bæredygtighed og livsduelighed, og om man kan det, der skal til, for at leve et godt og bæredygtigt liv”. 

OM WHOLE SCHOOL- TILGANGEN

Helskoletilgangen er et samarbejde mellem alle skolens aktører, hvor lærere, ledere, pædagoger, forældre, elever og lokalsamfundet indgår i et fællesskab.

I helskolen stræber man mod at omstrukturere udviklingen af skole og uddannelse ved at fokusere på bæredygtighed. Undervisningen hænger sammen med skolens fysiske bygninger, miljøet, der omgiver skolen, og lokalsamfundet.

Skolens personale, forældre og elever er tænkt ind i en lokal sammenhæng, hvor skolen arbejder sammen med lokale virksomheder, forvaltningen og kulturinstitutioner. På den måde medvirker skolen i en bæredygtig omstilling i lokalsamfundet, der samtidig er cirkulær.

Kilde: Nadia Raphael Rathje