"Jeg er bange for, at de (elever med særlige forudsætninger red.) bliver lidt tabte nogle gange.. fordi de svage stadigvæk hiver mere i os”, fortæller en matematiklærer i Emil Højgaards og Anders Schjørtler Højs professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Aarhus, Via UC.

Udtalelsen peger på det generelle billede, som viser, at antallet af fagligt meget dygtige elever er faldende. I deres praktikker har Emil Højgaard og Anders Høj mødt flere elever, som fagligt lå langt over de resterende elevers niveau, og de har oplevet, at disse elever ikke fik tilstrækkelige udfordringer og hjælp.

Det er bekymrende, ”da fagligheden i folkeskolen skal være inkluderende, hvilket betyder, at den skal fremme den enkeltes elevs alsidige udvikling i både top og bund”. De mener, at der tegner sig et billede af, ”at inklusionsloven fra 2012 og undervisningen i folkeskolen overvejende retter sig mod midtergruppen og bygger på en lighedstanke” og skriver, at der er brug, at man målretter en indsats mod de dygtige elever, da ”det er en udbredt fordom, at elever med særlige forudsætninger nok skal klare sig – uden hjælp”.

I projektet undersøger de derfor, hvordan man bedst støtter de særligt dygtige elevers udvikling i matematik med afsæt i problemformuleringen:

”Hvordan planlægger lærere med viden om elever med særlige forudsætninger matematik- undervisning, og hvordan kan deres perspektiver være med til at kvalificere undervisning fremadrettet?”

Kendetegn ved elever med særlige forudsætninger

Mange forskellige ord er blevet brugt gennem tiden til at beskrive børn med særlige evner, og nogle af dem, der hyppigt er brugt i litteraturen om emnet, omfatter: intelligent, talent og begavelse. Emil Højgaard og Anders Høj problematiserer dog disse benævnelser, da de kan have nogle uhensigtsmæssige medbetydninger.

For eksempel ordet begavet: ”Ordet begavet er beslægtet med ordet ”gave”, noget man har fået givet, og derfor er den person særlig privilegeret og skal bruge sin gave. Der kan derfor opstå en forventning fra klassekammerater om, at vedkommende ikke må få hjælp, da denne allerede har fået meget givet”, skriver de.

I projektet har de valgt at bruge definitionen ”elever med særlige forudsætninger”, og med denne definition refererer de til den svenske matematikprofessor Jeppe Skott, der forstår det som: “elever, der har potentialet til at blive rigtig dygtige inden for matematik”. I en klasse på 28 elever vil sidde to til fire elever, der vil kunne placeres i denne gruppe, skriver Emil Højgaard og Anders Høj.

Undersøgende opgaver og grublere

I deres undersøgelsen har de interviewet to lærere, der har stort indblik i, hvordan man bedst støtter elever med særlige forudsætninger i matematik. Den ene lærer har flere års erfaring fra et supplerende undervisningstilbud for elever med særlige evner. Den anden lærer er matematikvejleder i folkeskolen, hvor hun har særligt fokus på denne elevgruppe.

Begge lærere fremhæver undersøgende og åbne opgaver i deres arbejde med elevgruppen. Den ene har for eksempel udarbejdet en opgave, ”der handler om at folde papir på det ene led, og finde ud af hvor mange linjer foldningerne skaber”. Det er en opgave, hvor svaret er nemt at gætte i starten, men efter mange foldninger, er man ifølge læreren, “oppe i et spørgsmål, der er ret komplekst. Vi kan ikke umiddelbart bare lige svare [...] Her skal alle elever tænke sig om”.

SOpgaven er en, alle elever i en klasse kan deltage i, men ”hvor elever med særlige forudsætninger har masser af plads til at udfolde deres potentiale”. Emil Højgaard og Anders Høj skriver, at papirudfordringen er et godt eksempel på fordelene ved en åben opgave - ”at det giver de svageste elever mulighed for at give gode og korrekte svar på præcis de samme opgaver, som de allerdygtigste også kan finde gode svar på”.

Den anden lærer bruger ”grubleopgaver” som ekstraopgaver, men også i sit arbejde med at identificere elever med særlige forudsætninger. “Grubleren” (2021) er navnet på en af Bent Lindhardt og Dorte Moeskær Larsens fem aktivitetstyper, hvor formålet er at udvikle elevernes kreative tænkning og ræsonnerende evner”. Denne slags opgaver er gode til elever med særlige forudsætninger, fordi de "får mulighed for at brilliere i forhold til problemløsning”, skriver Anders Høj og Emil Højgaard.

Sprog, kommunikation og holddannelse

I analysen fremgår det, at særligt den ene lærer er meget optaget af at have samtaler med eleverne for at lytte til ræsonnementer og tankegange. Forskning viser, at ”der er en direkte sammenhæng mellem sprog og tænkning, hvor man lærer matematik ved at indgå i kommunikation om matematik”. Kommunikation i matematik er allerede et krav i læseplanen for matematik, ”men det er vigtigt at pointere, at elever med særlige forudsætninger er særdeles dygtige til ræsonnement- og tankegangskompetencen, og derfor bør der også være muligheder for at sætte ord på deres tanker i undervisningen”, skriver Anders Høj og Emil Højgaard. Holddannelse er en måde at differentiere undervisningen og understøtte elevgruppen, og den ene lærer har god erfaring med undervisning på mindre hold med fem – seks elever, fordi ”det giver læreren mulighed for at komme tættere på eleverne og analysere, hvilken form for matematikere de er”, og fordi det giver mulighed for at være opmærksom på, ”at elever med særlige forudsætninger i matematik arbejder meget bedre og længere, hvis de får lov at følge deres eget spor”.

Mere holddelt undervisning med fokus på undersøgende undervisning kan være et af de tiltag, der tilgodeser elever med særlige forudsætninger, konkluderer Emil Højgaard og Anders Schjøtler Høj.