På læreruddannelsen har Emilie Reimers Magrane flere gange oplevet, hvordan hun og andre kvindelige studerende har stået tomhændede tilbage, når der skulle fordeles instrumenter i sammenspil. De har som oftest ageret solist, rasleæg eller kor, og hun har med undren konstateret, at der var stor forskel på, ikke kun hvordan de opførte sig i musiklokalet, men også de forventninger, der var til dem i kraft af deres køn.

Rapporten ”Uligheden i kønsbalancen fortsætter” fra Koda, Komponistrettigheder i Danmark fra 2021 viser, at der sker en skævvridning i musiklivet jo ældre børn bliver: På musikskoler er 58 procent af eleverne piger, på musikkonservatorier er det 38 procent og kun 29 procent af de udøvende kunstnere er kvinder. Herudover viser rapporten, at der er stor forskel på, hvilke instrumenter henholdsvis drenge og piger vælger i undervisningen på musikskolerne.

Emilie Magrane har i sit professionsbachelorprojekt fra Københavns Professionshøjskole undersøgt, hvordan musikundervisningen forholder sig til kønsnormer, og hvordan kønsnormer har indflydelse på elevers deltagelsesmuligheder og de forventninger, der er til dem.

”På hvilken måde begrænser kønsnormer elevernes deltagelses- og udfoldelsesmuligheder i folkeskolens musikundervisningen” spørger hun i sin problemformulering.

Køn som konstruktion og kønsdiskurser

Køn forstås i projektet ud fra den socialkonstruktivistiske tilgang. ”Kønnet er en konstruktion, som skal ses i sammenhæng med en historisk og kulturel kontekst, som derfor også altid vil være til forhandling”, skriver hun og refererer til den amerikanske filosof, sociolog og queer-teoretiker Judith Butler, der betegner køn, som noget man gør, snarere end noget man er. Butler skelner mellem det biologiske køn (sex) og det sociale køn (gender) og forklarer køn som noget, man performer via sprog, udtryk og handlinger.

Forventninger og forestillinger kommer til udtryk i sproget, skriver Emilie Magrane og henviser til lektor i køns- og arbejdslivsforskning Jo Krøjer, der i sin forskning er nået frem til, at læreres kønnede forestillinger og forventninger har stor indflydelse på, hvordan de opfatter henholdsvis drenge- og pigeelever, og at vi ”kan være blinde for det, som er i uoverensstemmelse med vores forestillinger”. Krøjers forskning viser, at elever oftest opfører sig efter de forventninger, der sættes til dem, og dermed har læreren en meget vigtig rolle.

Kønsblindhed og kønnede instrumenter

Emilie Magranes undersøgende del består af observation i to 5. klasser samt interview med elever og musiklæreren. Analysen er udformet som ”didaktiske nærbilleder”, hvor hun i det første har fokus på, hvordan læreren italesætter sine forventninger til drengene ved, at de ikke må sidde ved siden af hinanden, fordi han forventer, at de så vil være urolige. Her kan der ”gemme sig en risiko for, at læreren er med til at reproducere nogle bestemte forestillinger om, hvordan man er “rigtig” dreng, og hvordan en elev kan passe ind i denne kønskategori”, konkluderer hun.

I det andet nærbillede fokuserer hun på begrebet ”kønsblindhed”, som i undervisningen viste sig ved, at det kun var pigerne, der fik tildelt mikrofoner, i den gruppe elever, der skulle synge i sammenspillet. Læreren havde en forventning om, at drengene sang kraftigt, men i observationssituationen var det tydeligt, at to af drengene sang meget lavt. Det får konsekvenser for udfoldelsesmuligheder i den pågældende situation, mener Emilie Magrane: ”Helt praktisk kommer læreren utilsigtet til at skabe et rum, hvor drengene også må synge kraftigt for at kunne deltage, og samtidig med dette er læreren med til at skabe en norm for, hvordan drenge, ikke blot bør synge, men også hvordan de rent faktisk gør det”.

I analysen viser Emilie Magrane, at elevernes udfoldelsesmuligheder med instrumenter bliver påvirket af lærerens forventninger til køn. I tredje didaktiske nærbillede er det tydeligt, at læreren har en særlig forventning til netop det at spille trommer: “Det er også en rigtig drengeting”. Interviewene med eleverne viser, at netop trommerne er et tema for eleverne, og de fortæller, at ingen piger har spillet på trommer i undervisningen, selvom flere udtrykker, at de gerne vil.

Behov for en kønsbevidst tilgang

Danmark er det eneste land i Norden, der ikke gennem folkeskolelovgivning er specifikt forpligtet til at modvirke kønsstereotyper, skriver hun. Når der ikke er klare rammer, kan det derfor have den utilsigtede konsekvens, at læreren kan være blind for kønnede forventninger til eleverne og reproducerer og fastholder kønsnormer. Det kan have betydning for elevernes deltagelses- og udfoldelsesmuligheder i musik, og der kan være brug for en kønsbevidst pædagogik: ”I det kønsbevidste afsæt er man ikke interesseret i at eliminere betydningen af køn, men derimod at skabe et bredere rum for, hvordan køn kan udfoldes”.

Ved at have en kønsbevidst tilgang til undervisningen vil man som lærer få mulighed for at ”forstyrre de stereotype, kønnede blikke, nogle lærere nogle gange benytter sig af, når de planlægger og gennemfører undervisning”.

Det handler om at gøre forståelsen for køn mere bred og være kritiske over for de kønnede normer. ”Det er samtidig et redskab til at skabe synlighed omkring den mangfoldighed af måder, man kan gøre køn på”, skriver Emilie Reimers Magrane.