“Jeg har faktisk været meget udfordret med 6.a, fordi larm, forstyrrelser og konstant kommenteren på hinanden fylder så meget i timerne. Jeg tager mig selv i at snakke i et toneleje, jeg ikke bryder mig om”, fortæller en lærer i Michelle Hannesbo Rosseners professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen på Fyn ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.

Som lærer og vikar gennem de sidste fem år er hun selv stødt på larm og uro som en gentagen udfordring. ”Jeg har ofte oplevet at stå i klasser, hvor uro, larm og forstyrrelse sætter en stopper for, at jeg kan gennemføre en undervisning, som sikrer alle elevers mulighed for deltagelse”, skriver hun.

At planlægge og gennemføre undervisning, der giver alle elever mulighed for at deltage, trods forskelligheder, er en kompleks udfordring. Læreren skal tage højde for forskellige faglige niveauer, forskellige interesser, baggrund og tanker om det at gå i skole og lære. Derfor er Michelle Hannesbo i projektet optaget af at undersøge, hvilke kompetencer læreren skal have for at sikre sig, at alle elever får noget ud af undervisningen.

”Hvilken betydning har klasseledelse og undervisningsdifferentiering for undervisningsforstyrrende uro og elevernes deltagelsesmuligheder”, spørger hun i problemformuleringen.

Ro og uro i samme klasse

Michelle Hannesbo har observeret to læreres undervisning i den samme 6. klasse og har efterfølgende interviewet lærerne. Hun finder i projektet ud af, at der er en markant forskel på elevernes deltagelse og støjniveau hos de to lærere. Hos den ene er der ro, opmærksomhed og aktiv deltagelse i undervisningen, hos den anden er timerne præget af konflikter mellem elever, uro og utallige irettesættelser fra læreren.

Hun har undersøgt og analyseret undervisningen ud fra tre af ph.d. Mette Molbæks dimensioner i klasseledelse:

- en rammesættende dimension: handler blandt andet om de sociale relationer og hvordan den konkrete daglige undervisning ledes af læreren gennem eksempelvis faste rutiner for undervisningens begyndelse og afslutning, gennemgang af undervisningens plan og en tydelig beskrivelse af, hvad der forventes af eleverne.

- en didaktisk dimension: handler blandt andet om dialog i undervisningen, og om det tydeliggøres, hvilke forventninger der er til den undervisningskommunikation, som læreren ønsker. Feed up, feedback og feed forward bruges som værktøj til at gøre disse forventningerne tydelige.

- en relationel dimension: omfatter blandt andet lærerens syn på og kommunikation til og om eleverne, og at elevernes deltagelsesmuligheder i faglige og sociale fællesskaber bliver påvirket af dette.

Glæden ved rutiner

I analysen når Michelle Hannesbo frem til, at den ene lærer gør meget ud af den rammesættende dimension. Læreren gennemgår planen for dagen på projektor og vender flere gange tilbage til den. Hvis der for eksempel er skift i en aktivitet, viser hun eleverne, hvor på planen de er kommet til. Pauser er tydeligt markeret, og hun opsummerer i starten af timerne og gentager og viser tilbage til tidligere gennemgået stof.

Den rammesættende dimension handler også om regler og konsekvenser ved regelbrud, skriver Michelle Hannesbo. ”Den enkelte lærers forståelse af, hvad der er konstruktivt og ikke-konstruktivt i forhold til elevdeltagelse bliver afgørende”, og læreren fortæller i interviewet, at hun reagerer prompte, hvis der er nogen, der viser uønsket adfærd i hendes timer, men at det også handler om at være tydelig i sin kommunikation til eleverne om, hvad man forventer af dem.

Den anden lærer har ikke på samme måde konsekvente rutiner i sin undervisning. I undervisningen ”går meget få rutiner igen. At hun nogle gange bruger tavlen til at nedskrive dagens plan er ud fra observationerne den eneste rutine. Hun tydeliggør ikke fra lektion til lektion, hvad der forventes af eleverne, og da hun kun benytter Aula til lektier, ved eleverne heller ikke før timens start, hvad der skal ske”.

Timerne er præget af larm, og læreren ”har konsekvent stort fokus på uro og forstyrrelse, hvilket overskygger arbejdet med elevernes faglighed”, skriver Michelle Hannesbo og konkluderer, at selvom der er eksempler på gode deltagelsesmuligheder gennem interessante emner, har den forstyrrende uro ”så altoverskyggende karakter, at hendes ledelsespraksis ikke var tilstrækkelig”.

I projektet belyser Michelle Hannesbo Rossener også, hvordan de to lærere differentierer meget forskelligt i undervisningen: Den ene bruger i meget høj grad læringsportaler, hvor den anden selv sammensætter sit undervisningsmateriale tilpasset elevgruppen, og deres forskellige didaktiske tilgange får også betydning for klasseledelsen.