"Synes bare, du skal blive ved med at have det dårligt". "Nyder bare så længe du har det dårligt". "Ad, hvor er du dog ulækker på dit profilbillede". "Føj du ækel".

Hvad er det for processer, der er i gang i et klassemiljø, hvor der mobbes? Hvilke konsekvenser spirer, og hvordan kan 'mobbeopførsel' opfattes som norm eller okay i en gruppe, spørger Eva Trautner Beck i sit professionsbachelorprojekt fra Læreruddannelsen i Aarhus ved Via University College.

Hvordan har ofrene det? Hvordan har udøverne det?  Hvad tænker lærerne? Kan vi gennemføre noget fagligt for elever og klasser i disse komplicerede situationer?

"Spørgsmålene kunne blive ved, når det handler om at forstå mobning", siger Eva Beck og i projektets problemformulering spørger hun: "Hvilke konsekvenser har mobning for de indblandede parter og læringsmiljøet omkring disse, og hvordan kan jeg som specialpædagogisk resurseperson arbejde indgribende mod mobning?"

For at kunne lære i skolen skal man føle sig tryg og som et legitimt medlem af fællesskabet. Men når elever presses ud af det, brister følelsen af at høre til. Som lærer har man ikke alene ansvar undervisningen og for elevernes læring og dannelse. I skoleloven står der, at man også har medansvar for at give eleverne forståelse for andre lande og kulturer, for at bidrage til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og for at fremme den enkelte elevs alsidige udvikling. Derfor skal skolens virke være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

"Det betyder, at folkeskolen skal medvirke og bidrage til, at alle elever udvikler sig både fagligt og menneskeligt, den tid de går i skolen, så de bliver rustede til at stå på egne ben. Det står i folkeskolelovens formålsparagraf, derfor må det anses for en af skolens fornemmeste opgaver, siger Eva Beck.

Mobning er et bredtfavnede begreb, og i indskolingen arbejdes der ofte med forebyggende og foregribende tiltag, men i sit projekt ser Eva Beck mest på mobning blandt ældre elever. Hendes empiri er indsamlet i en 7.-klasse. "Dermed ikke sagt, at de processer, der foregår i netop den klasse, ikke kunne foregå i en yngre klasse, eller for den sags skyld i årene efter skoletiden", skriver hun.

Sociale processer på afveje

Mobning beskrives gennem to centrale forståelser: Forskningsgruppen eXbus ser mobning som "sociale processer på afveje", mens Dan Olweus derimod opfatter mobning som "gentagen negativ eller 'ondsindet' adfærd hos en eller flere personer, der retter sig mod en person, der har svært ved at forsvare sig".

"De sociale processer i et fællesskab som for eksempel en skole er påvirket af de enkelte individer, der agerer i denne arena. På én og samme tid bliver individerne påvirket af omstændigheder og miljøet omkring dem. Her tænkes der på elever, lærere, specialpædagogiske resursepersoner, forældre med flere. Det sociale liv og trivslen blandt eleverne påvirker læringsmiljøet, og læringsmiljøet påvirker selve uddannelsen og dannelsen", siger Eva Beck.

Den norske psykologiprofessor Dan Olweus beskriver mobning som individer med forskellige personligheder og styrker, der kolliderer i en ondsindet handlingsproces over længere tid. Olweus har fokus på mobning som et fænomen, der udspiller sig mellem 'mobbeudøver' og 'mobbeoffer', som to personer - en aggressiv og en svag.

Forskergruppen eXbus ved DPU, Aarhus Universitet, har et mere socialt, dynamisk syn på mobning med fokus på fællesskabets dynamikker og de mekanismer, det kan forårsage, refererer Eva Beck.

Jette Kofoed fra eXbus beskriver den mobning, der foregår i direkte kontakt, som face to face-mobning, offline-mobning, der finder sted i det åbne rum, modsat den mere skjulte mobning for eksempel på en smartphone med internetadgang, digital mobning - online. Mobning består af både direkte og indirekte henvendelser, eller aggressioner, som Dorte Marie Søndergaard fra forskergruppen beskriver det. De er kendetegnet ved:

• Indirekte: ignorering, bagtalelse og relationel manipulation med retning mod at udstøde nogen.
• Direkte: målrettede angreb, overgreb og fysisk udstødelse.

Helle Rabøl Hansen, som også er fra eXbus, beskriver mobning som et levende fænomen med tre niveauer:

• Det sociale, der peger på mobning som et fænomen, der skabes mellem mennesker i sociale kontekster.
• Det dynamiske, der peger på mobning som et forløb, der udvikler sig i bevægelse - og som bevæges af noget.
• Udstødelse, der peger på mobningens produkt: mennesker, der skubbes ud af fællesskabet.

Digital mobning - den uendelige offentlighed

Den mobning, der foregår på og med elektronik som mobiltelefon og internet kan være markant anderledes end den face to face-mobning, der foregår på skoler. "Det digitale aspekt af mobningen er derfor en kolossal del af mobningens virkelighed, og eXbus beskriver tre områder, hvor digital mobning adskiller sig fra face to face-mobning:  anonymitet, umuligheden i at slippe væk og den uendelige offentlighed".

Digital mobning må i dag omtales og tænkes som en uomgængelig del af de unges - og også børn og voksnes - hverdag, siger Eva Beck. Forskning viser at 80 procent af de 12-årige har en smartphone med internetadgang, så når man taler om mobning må man altid også tænke digital mobning. "Mobning kan eskalere, så den bliver spektakulær og gør hverdagen i skolen yderligere kompliceret for de indblandede. Den spektakulære mobning kendetegnes ved dens vidtrækkende evne til at fange opmærksomhed fra udefrastående", skiver hun. Spektakulær mobning på nettet kan også være usynlig for andre. Og den er ubestemmelig. "Det ubestemmelige findes på flere niveauer og i flere forbindelser. På mange online platforme kan man skrive sig op som anonym ved for eksempel at kalde sin profil et andet navn, end ens eget. Får en person en hånlig, nedladende eller på anden måde nedværdigende besked, kan den være fra en helt fremmed, men også fra én, man kender, og som måske endda har skrevet beskeden sammen med flere andre. For dét er netop endnu et problem med anonymiteten: Når du modtager en besked, er der ofte kun én afsender, men du ved reelt ikke, hvor mange andre, der sidder med bag afsenderprofilen", siger Eva Beck.

Med og udenfor - i grænselandet  

Børn, der mobbes, befinder sig nærmere i et grænseland eller i en grænseposition; ikke helt uden for gruppen, men på grænsen mellem "inde" og "ude". Børn, der mobbes, tilhører den formelle gruppe. De er egentlig legitime og berettigede medlemmer af fællesskabet, men de er blevet sat i en yderposition, som det for de mobbeudøvende er nødvendig at have tæt på fællesskabet, så de kan hævde deres egen status i hierarkiet. "Man kan nærmest billedligt forestille sig scenariet af dette grænseland og denne grænseposition et udstødt menneske kan stå i. En svær virkelighed", siger Eva Beck.

Når individer mødes og interagerer med hinanden i mobbesituationer, kan der forekomme positioner der enten deindividualiserer eller dehumaniserer det enkelte individ, skriver hun.

Deindividualisering beskrives som en psykologisk effekt af, at individet bliver en del af gruppens identitet fremfor sin egen. "Deindividualisering forstås som den proces, der sker, når det enkelte individ i en gruppe ikke længere udelukkende kan forstås og opleves som et individ med egne holdninger, handlinger og selvbillede, men som har overtaget fælles normer og kan være enige om en opførsel, der ikke nødvendigvis er god overfor andre mennesker. Dette menneske bliver objekt for gruppens højnelse af sig selv, og det udenforstående individ kan derigennem blive reduceret til mindre end menneske - nærmest objektgjort.  En objektgørelse, som for de deindividualiserede er okay, fordi de løbende, mere eller mindre bevidst, bekræfter legaliteten af handlingerne", forklarer Eva Beck.

'Føj du ækel'

Emma går i den observerede 7.klasse sammen med 8 piger og 13 drenge. Ud over at observere i klassen har Eva Beck interviewet klasselæreren og nogle af eleverne.  Hun beskriver Emma sådan:

"Hun holder sig tilsyneladende for sig selv, medmindre hun kan arbejde sammen med eller i frikvarterende gå med en bestemt klassekammerat. I klassen er der en populær pigegruppe på minimum fire 'medlemmer'. Pigegruppen er tætte med klassens tilsyneladende mest populære drenge, der også færdes i en gruppe på minimum fem. De to grupper går ofte sammen og udgør derfor 9 individer ud af klassens 22 elever.

Emma står i et grænseland mellem at være inde og ude af den diskurs, den store pigegruppe sætter for at omgås i klassens miljø. Emma møder mundtlige, fysiske konfrontationer i og udenfor skolen. Det sker for eksempel via pigegruppens høje fnisen bag Emmas ryg eller med 'kvalme-bevægelser' rettet mod Emma, når hun går forbi på gangen. Desuden er der blevet laget et billede af Emma på hjemmesiden Ask.fm, der viser hende, mens hun kaster op i en madkasse. Billedet er enten fra en privatfest eller klassefest. Det er blevet lagt op af en af festens deltagere og har teksten 'føj du ækel' stående henover med en typisk bjælke som indikerer, at billedet også er blevet sendt rundt på snap-chat. Billedet er derefter 'screenshottet', så det nu florerer flere steder online".

Det vi ved, og det vi ikke ved

"De empiriske data giver et indblik i klassens rodnet af sociale processer, men må betragtes som netop det det er: nemlig et indblik - på den måde forstået, at der med stor sandsynlighed er flere rodnet, flere aspekter og flere grene af det sociale liv i og omkring klassen, end det denne undersøgelse kan analysere. Det må dog blive i det ukendte, og min analyse tager derfor fuldt ud udgangspunkt i det materiale, der ubestrideligt er lige så stor en del af virkeligheden, som det, vi måske ikke kender til, er det", skriver Eva Beck.

Så er jeg bare endnu mere svag

Emma: "Jeg synes ikke de er så fedt i min klasse eller på skolen længere. For at være helt ærlig, så har jeg slet ikke lyst til at være her. Det er bare gået så langt nu, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre andet end at starte på en frisk. Mine forældre ved heller ikke rigtig, hvad de skal gøre. Min far sagde, han ville kontakte én af pigernes mor - det er hende, der er bossen ligesom, men det ville jeg helst ikke have, for så står jeg bare endnu mere svagt. Og jeg er ligesom hele tiden lidt ked af det, men det skal de andre ikke vide".

Emma har nærmest opgivet at arbejde med sin position og situation i grænselandet, siger Eva Beck. Hun er uden for fællesskabet, fordi pigegruppen har valgt det sådan. Emma vil ikke have, at hendes far kontakter alfa-pigens mor, for hun frygter, at det vil gøre hendes position endnu svagere. Der er altså en tydelig struktur og en usagt viden i klassen om, hvem der har hvilke positioner. De handlinger, som Emma eller andre omkring hende (her forældrene) udfører, kan få konsekvenser for positionernes rytme. Hermed menes der de skift, der over tid må foregå, som effekt af de handlinger mennesket tager", skriver Eva Beck.

X er heller ikke med i fællesskabet

Emma forklarer, at hun ikke føler, hun har nogle venner, og at de voksne ikke kan hjælpe hende: "Jeg har faktisk ingen venner. Jo, X sidder med mig og er min ven, men det er mest, fordi hun bare er udenfor. Hun er ligesom heller ikke en del af det andet fællesskab".

Emma gør her opmærksom på endnu en problemstilling, ud over følelsen af at hun ingen venner har. X er tilsyneladende kun hendes veninde, fordi X slet ikke er en del af fællesskabet, men nærmest helt udenfor - udenfor grænselandet mellem inde og ude. Det er et tegn på, at Emma og X har fundet sammen nærmest i mangel på andre udveje. X bliver desuden mobbet uden egentlig at blive direkte mobbet - et stille offer, som ikke møder egentlige konfrontationer, men heller ikke er inkluderet i klassen, siger Eva Beck.

Hvad kan de voksne på skolen gøre?

Emma: "Jeg ved det ikke rigtigt. Det er jo måske svært. Jeg tror ikke, de voksne helt ved, hvordan det er udenfor skolen. Jeg kommer jo ikke bare i skole efter i går og kun har oplevet i går, vel? Jeg er jo ligesom også levende efter skole. Det er så indviklet nu, at jeg nærmest ikke engang kan huske, hvordan det startede. Jeg starter på en frisk. Det er det bedste, jeg kan komme i tanke om".

Udviklingen af mobningen og lærernes viden om arbejdet mod mobning synes her at være løbet fra hinanden. "De voksne omkring de unge aner ikke, hvor meget en mobbesituation kan udfolde sig nonverbalt, digitalt og uden for skolen. Og det kan virke uoverskueligt for de unge at sætte de voksne ind i det, når mobningen er foregået over så lang tid, på flere arenaer", siger Eva Beck.

Ved afslutningen af interviewet fortæller Emma, hvor godt det er at føle sig hørt og forstået: "Ja! Åh, én der fatter lidt! Det er faktisk rart".

"Men hendes formulering indikerer også en umiddelbar fortvivlende følelse af ikke før at have følt sig forstået", siger Eva Beck, der mener, at den sidste kommentar åbner en dør på klem for et begyndende arbejde for at give Emma mod på at være i klassen.

Vi har ikke så meget til fælles

På spørgsmålet, om klassen har et godt sammenhold, svarede Y:

Y: "Tnjaaa. Nej og ja. Altså. Vi piger (Y og hendes tre tætte veninder) har et godt sammenhold. Og vi ses også med nogle af drengene. Så det er jo et godt sammenhold. Men der er altså også nogen af de andre, som vi ikke lige ses med.  Jeg tror bare ikke lige, de er samme type som os. Vi har ikke så meget til fælles, tror jeg. De (klassens andre piger) er jo også bare mere tilbageholdende. Og så er det ligesom svært at se dem og blive venner med dem".

"Y forklarer gruppeopdelingen i 7.A som en opdeling med en diskurs om type og det at have noget til fælles med de andre. I pigegruppen møder vi en uformel egengruppe, som er samlet på grund af fælles interesser og en umiddelbar følelse af at høre til. Over tid er der blevet skabt grupper ud fra, om man var samme type og dermed passede ind i den diskurs, gruppen måtte have. Vi får ikke svar på, om det handler om personlighed, tøj, baggrund, interesse eller noget. Men det kan ses, at der er en diskurs om typer i 7.A. Y beskriver de andre piger som tilbageholdende, så diskursen for at blive medlem af den populære gruppe kunne have noget at gøre med, at ture 'fylde' mere med sin person", siger Eva Beck. Men det kan det også være mere eller mindre bevidst, at Y kalder dem tilbageholdende med baggrund i, at hun egentlig mere eller mindre bevidst ikke har et dybt kendskab til de andre, mener hun.

Y: "Ej, jeg synes, mig og mine veninder er okay. Vi kan da godt finde på at snakke og sms'e lidt om én eller noget, men vi holder det for det meste for os selv, så det ikke skal gøre personen så ked af det".

"Y er klar over, at det at 'snakke og sms'e lidt om én' kan gøre ondt på personen, men hun retfærdiggør det ved ideen om, at de gør det diskret. Altså, kan vi drage den forståelse, at hvis den udsatte ikke ser/hører/føler det, gør det ikke rigtig noget", skriver Eva Beck. "Et af kendetegnene ved digital mobning er anonymiteten, som hér bliver en del af en form for 'lovliggørelse' af en mobbehandling. Når sådan en opførsel føles legitim for den, der udøver det, kan 'lovliggørelsen' af andre handlinger følge efter, og disse 'lovliggjorte' handlinger kan referer til deindividualiseringen af gruppens enkelte individer og det faktum, at de påvirker hinanden til flere handlinger for at opretholde gruppens identitet".

Y beskriver en forståelse for den digitale anonymitet og dens virkning ud fra egne erfaringer, efter selv at have modtaget kommentarer på et billede på nettet:

Y: "Sådan lidt paradise-agtigt, hvor man ikke ved, hvem det er, der siger grimme ting om én, men alle ved, hvad der bliver sagt. Det var det, der var mest ubehageligt.  Jeg kan da huske, at jeg slettede billedet. Heldigvis blev det ikke til noget stort, sådan noget har det med at sprede sig, synes jeg. Altså, hvis man først har fået én mod sig, så bliver det lynhurtigt til flere, og så begynder det at blive et problem, der kan være svært at finde rundt i. Så kan det være, hende der kommenterede sine veninder, som så holder med hende, og derfor mod mig. Så kan de jo begynde at snakke om mig på deres skole, og jeg ved jo ikke, hvordan de hænger mig ud, for eksempel hvis det bliver stort, så kan man faktisk blive virkelig udelukket og mobbet".

"Det, Y siger, lægger op til en forståelse af, at det er ubehageligt ikke at vide, hvor mange der er bag en kommentar på nettet, fordi den er anonym. Y kan derfor ikke se, om det rent faktisk kun er én, der har skrevet kommentaren, eller om der har været flere bag skærmen", kommenterer Eva Beck.

Y fortæller ligesom Emma, at arbejdet mod mobning er blevet vanskeligere: "Det er nok lidt svært for de voksne nu. Engang var det jo mere sådan slåskampe eller noget i gården. Nu kan vi jo snakke hemmeligt sammen på alle mulige måder på telefonen. Hvis de voksne kunne se, hvad og hvordan det er på nettet, ville de måske forstå, hvorfor det ikke bare lige sådan er nemt at blive veninder igen".

Nogen driller jo bare…

En interviewet dreng, siger: "Jeg tror, der er nogen, der synes, de bliver mobbet, men det synes andre måske ikke, de gør. Nogen driller jo bare og gør sjov, men det synes andre måske heller ikke... Hvis nogen siger noget grimt til en anden, som så føler det måske er... mobning. Så mener ham eller hende, der sagde det, det måske bare for sjov. Man skal jo kunne tage lidt humor, ik'? Men det kan måske være lidt svært at forstå, hvis man ikke kender personen, der gør det så godt, eller noget".

Sådanne undskyldninger kan ubarmhjertigt mindske en egentlig mobbehandling, fordi udøveren trækker 'for sjov'-kortet, selv omsituationen har gjort offeret ondt, siger Eva Beck. I nogle tilfælde må den specialpædagogiske resurseperson eller læreren betragte det som sandfærdigt, at noget var sagt for sjov, men man må tage alle følelser og forståelser højtidelige og lade alle lære at forstå hinandens hensigter bedre, mener hun.

Emil er påvirket af, at han vil beholde sin egen position i gruppen, derfor vil han ikke udlevere pigerne med mere dybdegående udtalelser. Der er et tydeligt spil om positioner og fastholdelse af disse i klassen, og vi har fat i et socialt dynamisk miljø, hvor mobning foregår mellem mennesker og udvikles over tid med risiko for udstødelse, siger Eva Beck.

Emil: "Det er svært fordi mobningen og det 'at holde udenfor' er så forskelligt hele tiden. Det er mere et spil, hvor man ikke snakker, men man skal finde ud af det gennem kroppen... altså både mærke i sin mave, hvad man tror, der sker, hvis man siger, at de skal stoppe, og så også se på deres kroppe, om de synes, det er særlig cool, man nærmer sig. Man kan altså tit se på folks kroppe og ansigter om de gider én, lige dér eller ej. Så man kan vel sige, jeg bruger det (ansigtsudtryk og kropssprog) til at se, hvem der er venner, uden sådan rigtig at tænke over det. Også hvem der er venner med mig".

Er man fagligt med…

Emil beskriver, hvordan det faglige og sociale hænger sammen i skolen: "Er man for eksempel ikke god til det faglige, så kan det være svært også at være med i det sociale, fordi ingen gider være sammen med dig. Så det går ligesom begge veje. Er man fagligt med, så kan man også være med socialt. Og det er også nemmere at være god til det faglige, hvis man har styr på det sociale"

"En form for dominoeffekt af det sociale og faglige kan altså ramle, hvis man på det ene plan begynder at sakke bagud. Har man det socialt svært, påvirker det følelsen af at være i skolen og dermed det læringsmiljø, man befinder sig i. Rammerne for læringsmiljøet er afhængige af de sociale rammer - og omvendt".

På et spørgsmål, om der foregår mobning i 7.A, svarer klasselæreren:  "Jeg ved det ikke, måske er det bare tilfældige, der bliver overfaldet engang imellem. Ja der er sommetider små slåskampe, hvor én bliver lagt ned på gulvet og "hyret til", men jeg tror det er forskelligt, hvem det er. Det var nok også mest på de tidligere klassetrin".

"Fysiske overfald hører under det, eXbus kalder spektakulær mobning, da det er ekstraordinært voldsomt og opmærksomhedsfangende. Det er derfor også dét, læreren med sikkerhed mener at kende som mobning, fordi det er det, hun har oplevet og set. Udtalelsen åbner horisonten for klassens sociale miljø og især for den usunde del af det. Mobbekulturen ses kun i yderpunkterne - i det spektakulære; dér, hvor ingen er i tvivl om, at der sker noget socialt ubehageligt, udstødende", skriver Eva Beck.

Professionel usikkerhed- et venligt pusterum

"Elevernes usunde 'mobbe-miljø' kan siges at blive i lærerens blinde vinkel i og med, at klasselæreren mere eller mindre bevidst ikke lægger mærke til den mindre spektakulære mobning i klassen. Her tænker jeg især på de indirekte aggressioner", siger Eva Beck. "Elevernes usunde miljø gødes af denne uvished og kan derfor trives og vokse, helt indtil der er kommet frugt på planten og læreren ikke kan undgå at se det".

Hun kalder det "en form for drivhuseffekt, hvor mobningen altså får lov at gro, enten på baggrund af lærerens uvished, mangel på viden og mod til at arbejde mod mobningen eller på grund af en simpel følelse af usikkerhed om, hvordan man skal gribe ind".

I klassen har Emma tendens til at sætte sig med armene over kors og ikke følge dagsordenen, før hun har samlet mod til det. Om det siger klasselæreren: "Jeg kan mærke, at de andre elever ligesom synes det er mærkeligt. Men det er som om, de efterhånden bare er begyndt at acceptere, at det er noget hun gør. Jamen, helt konkret var der jo folk, der kommenterede det der med at opføre sig specielt i timerne. Især da det startede. Du skal vide, at Emma har haft det svært med det faglige i meget lang tid, men det her er bare én af de måder, hun er begyndt at reagere på. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal stille op, og de har mig jo ikke i særlig lang tid, så jeg kan ikke rigtig nå noget. Og det stresser mig ".

Om den udtalelse siger Jette Kofoed fra eXbus: "Det er det, vi kalder for 'professionel usikkerhed'. Det er helt legitimt at have det sådan - Det er også forfærdeligt ikke at vide hvad man skal stille op".

Betegnelsen professionel usikkerhed giver den professionelle - lærer, pædagog, specialpædagogisk ressourceperson - et venligt pusterum, men også en håndsrækning, som viser, at arbejdet med disse komplicerede sociale miljøer er umådeligt indviklet, men ikke mindst vigtigt. Vigtigt, fordi det handler om mennesket, og i skolesammenhæng også vigtigt for at kunne skabe et læringsmiljø, hvor faglighed kan fylde det meste af dagsordenen. "Ordet usikkerhed lægger på den ene side op til, en forståelse af, at ét forsøg er bedre end intet forsøg, når det handler om, at hjælpe individer i disse komplicerede situationer. Men på den anden side lægger det også op til, at det er en usikkerhed, som hæmmer det professionelle arbejde mod mobning".

Der skal handles

Mobningen i 7.A har konsekvenser for alle aktører på forskellige måder, siger Eva Beck i sin konklusion: "Emma udsættes for konfrontationer, der svækker hendes lyst til at være en del af klassen og skolen, både i og udenfor skoletiden. Hun er udsat for en bred vifte af mobning. I pigegruppen oplever de individuelt konsekvenser i og med, at den opførsel, de sammen har påtaget sig, skal opretholdes, kan gå i usunde retninger, som for den enkelte i gruppen kan være svære at slippe væk fra".

Emil kan se på situationen udefra som en snushane, der har indsigt i pigegruppens gøren og laden. Konsekvenserne for ham er, at han er opmærksom på, at man i klassen 'vælger side', og at det at være inde eller ude kan skifte lynhurtig som konsekvens af ens handlinger. Læreren oplever en usikkerhed, der får hende til at forsøge at hjælpe ved at tage hånd om noget tilsyneladende mere håndgribeligt - nemlig det faglige. Hun ser, at noget ulmer og er usundt, og hun ved måske inderst inde, at Emmas faglige nedgang skyldes uro på den sociale arena. Opgaven med indgribende arbejde er for stor en mundfuld, og læreren ender med at føle sig stresset over sine egne manglende evner", hedder det i Eva Becks konklusion.

I projekter omtaler hun en såkaldt parentesmetode til indgriben mod mobning. Helle Rabøl Hansens har opstillet fire handlingstrin:

"Parentesmetoden tager udgangspunkt i lærer-pædagog-teamets forståelser og arbejder sig derudfra ned i rodnettet. Metoden er ikke et specifikt program, som fagfolk i skolen kan følge, men det er en metode til, hvordan man tænker om mobning. Ideen med parentesmetoden er, som det ligger i navnet, at få sat parentes om noget eller nogen - i dette tilfælde de enkelte individer i og omkring mobningen. Når, der er blevet set på børnenes oplevelser i en mobbesituation, skal der sættes parentes om dem, og derefter skal der kigges på barnets sociale betingelser - klassens liv, skolens kultur og eventuelle flere sociale betingelser - som muligvis kan gøres bedre, så miljøet bliver mere tolerant og omfavnende. Når, der er fundet mulige udviklingspunkter, kan man gå tilbage og ophæve parenteserne og derefter se, hvad man egentlig kan gøre for de enkelte individer i denne situation. Parentesmetoden samler altså enkelte individer og individerne i de sociale miljøer i én tænkestrategi. Når der tales om parentesmetoden, tales der også om betydningen af lærerens og skolens forståelse for gruppedannelser og gruppeforståelser i det hele taget", skriver Eva Trautner Beck.

Læs hele professionsbachelorprojektet: