I 1994 tilsluttede Danmark sig ”Salamanca-erklæringen”, som er en international principvedtagelse, der fokuserer på, at alle børn har ret til uddannelse - uanset handicap. Det betyder, at alle skoler skal kunne modtage og uddanne børn, der har alvorlige problemer - som for eksempel fysiske handicaps.

Men virkeligheden er, at det i praksis ikke lykkes særlig godt at inkludere elever med handicap i skolens idrætsundervisning, skriver Frederik Roosevelt Nikkelsen og Jamie Michel Jensen i deres professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Hjørring ved UCN.

En undersøgelse fra Dansk Handicaporganisation viste i 2016, at 26 procent af elever med fysisk handicap var fritaget for fag, herunder særligt idræt og bevægelse, og Frederik Roosevelt og Jamie Jensen er i deres projekt optaget af, hvordan idrætslærere kan motivere og inkludere elever med fysiske handicaps, og de tager udgangspunkt i problemformuleringen:

”Hvordan kan idrætsundervisning inkludere elever med et fysisk handicap i folkeskolen, samt hvilke motivationsfaktorer sikrer deres deltagelse og fordybelse i faget?”

Anderledes og inkluderende idræt på efterskole

Jamie Jensen og Frederik Roosevelt har i deres projekt undersøgt idrætsundervisning på en efterskole og i en folkeskole gennem observation, interview og spørgeskema. I deres observation på efterskolen oplevede de, ”at de lykkedes med at inkludere alle elever til fællesgymnastik. Dette gjorde de, på trods af at eleverne var blandet på kryds og tværs, og der var alt fra blinde elever, elever i kørestol og elever, der var i fysisk topform”.

En elev fortæller, hvordan idræt var helt anderledes før efterskolen:

”Op til 5. klasse har vi været med ude og spille ultimate og alt muligt, det var jo fint nok, men så kommer vi op i 6.,7. og 8. klasse, der fik vi bare lov til at gå en tur med en ledsager i stedet for at være med i idræt - og så havde vi bare fri”.

På efterskolen oplevede han derimod at være en del af den fælles idræt, og han at også havde noget at bidrage med.

I analysen når Jensen og Rooseelt frem til, at der er en række faktorer, der gør, at efterskolen lykkes med at inkludere eleverne, herunder bedre mulighed for lærerstøtte til eleverne. I observationen i folkeskolen var der to lærere til 40 – 50 elever, hvor der på efterskolen var mulighed for støttelærer til enkeltelever, som kunne hjælpe eleverne ”med enten at lave øvelserne eller differentiere i de øvelser, der bliver lavet, så eleven kan deltage sammen med de andre elever”.

Åbenhed og særlige regler

Men den bedre inklusion handler ikke kun om bedre bemanding. Efterskolelærerne fortæller, at det er vigtigt, at man gør det til en norm at omtale elevens handicap, fordi det ”hjælper de andre elever med at forstå den handicappede elevs verden og ligeledes forstå, at elever med handicap har andre forudsætninger for læring end de selv, har”. I Jamie Jensen og Frederik Roosevelts observation i folkeskolen, oplevede de, hvordan en pige med en muskelsygdom trak sig fra undervisningen, at der ikke var gjort særlige tiltag for at inddrage hende - og andre elever virkede lettere irriterede, da de blev sat i gruppe med hende. Læreren fortalte, at hun faktisk var i tvivl om, hvor meget eleven kunne deltage og fortalte, at den måde de tilgodeså hende var, at hun kunne trække sig, når hun ikke følte, hun kunne være med.

Det er lærerens opgave at afdække, hvad eleven kan, men handicappet skal også italesættes, så de andre elever får forståelse for og anerkender det, som elever med handicap kan bidrage med, mener Jamie Jensen og Frederik Roosevelt. De refererer i deres analyse til psykolog, ph.d. og forfatter Rasmus Alenkærs IC3-model (Inklusion, Cirkel, 3), hvor en af cirklerne i modellen vedrører det sociale samspils betydning for, at en elev oplever tilhørsforhold og føler sig anerkendt.

På efterskolen oplevede de, at elever med handicap følte sig anerkendte og accepterede af de andre elever, hvilket de konkluderer hænger sammen med, at lærerne på efterskolen gjorde sig umage med at sætte ord på elevernes handicap - ikke ”som en svaghed, men italesat som en forudsætning for læring”. De var blandt andet meget opmærksomme på at differentiere undervisningen for at give mulighed for, at alle elever kunne deltage og føle sig tilpas udfordret i øvelserne. Det kom for eksempel til udtryk i et spil, der hedder ”ludobasket”, hvor nogle af eleverne ”måtte stå tættere på kurven, og nogle skulle blot ramme pladen, for at der var scoring”. Da læreren forklarede reglerne, fortalte hun eleverne, hvem de ́særlige regler ́ gjaldt for, og hvorfor. Dette kan være med til at skabe et læringsmiljø, hvor alle elevers forudsætninger for at lykkes bliver tilgodeset, skriver Frederik Roosevelt og Jamie Jensen.

Selvom efterskoler kan have andre resurser, når det handler om lærerbesætning, kan man nå langt med åbenhed, et grundigt kendskab til eleven med handicap og tilpasning af øvelser. Man skal turde stille krav, ”men samtidig sørge for at differentiere i undervisning, så den handicappede elev har de samme forudsætninger for at lykkes og opnå følelsen af at føle sig kompetent, som resten af klassen har”, konkluderer Frederik Roosevelt og Jamie Michel Jensen.