Hvordan tilrettelægger læreren en geografiundervisning, som interesserer og udfordrer nutidens børn og unge, så de motiveres og får et godt fagligt udbytte, spørger Alex Kjær i sit bachelorprojekt fra Læreruddannelsen i Silkeborg ved professionshøjskolen Via.

Motivation, følelser og vilje

Læringsforsker Knud Illeris har en vigtig pointe, når han gør opmærksom på det uheldige i kun at arbejde med den kognitive dimension, skriver Alex Kjær.  Det emotionelle, som Illeris kalder den psykodynamiske dimension, har også indflydelse på læringen.  Med psykodynamisk tænkes på motivation, følelser og vilje, som det er vigtigt, at læreren medtænker i sin planlægning og undervisning.  Den tredje dimension, som Illeris arbejder, er den sociale og samfundsmæssige.

"Det er derfor vigtigt at præcisere, at læring sker som et sammenspil mellem to plan, hvor de kognitive og psykodynamiske dimensioner arbejder med individets tilegnelse. Det andet plan er den sociale og samfundsmæssige dimension, og vil altid ske i et sammenspil med omgivelserne," skriver Kjær.

Den samfundsmæssige dimension behandler han ved hjælp af Thomas Ziehe, som beskriver unges liv i en tid, hvor medierne er præget af"fragmenteringer, segmenteringer, brud, overblændinger og sammenhobninger af øjebliksmomenter"

"Hvad har det med mig at gøre?"

Dermed vænnes de unge til et tempo, som skolen har svært ved at følge med i. Men det er heller ikke folkeskolens mål, mener Alex Kjær. I skolen, der skal der derimod være tid til fordybelse og refleksion for at kunne sætte sig ind i og forstå komplicerede problemstillinger som fx klimadebatten.

"Det oftest stillede spørgsmål til lærere i dag er, 'hvad har det med mig at gøre?

Det er et legitimt spørgsmål, men det er ikke det eneste kriterium for viden. Der er en masse spændende viden, der ikke nødvendigvis har noget med dig at gøre. Det er lidt ligesom at overføre 'like' knappen til din livssituation - og så bruge 'like' - knappen hele tiden."

Hvis en sådan holdning bliver accepteret, må læreren reklamere for emners relevans, ikke i forhold til en dannelses- eller uddannelsesmæssige relevans, men i forhold til elevernes egenverdener, og det er problematisk, da der er meget spændende viden, som ikke umiddelbart kan kobles til elevernes egenverden, mener Alex Kjær.

Eksemplarisk og ud fra elevers egne iagttagelser

Samtidig er der så megen viden, at der ikke er tid til at præsentere og lære alt.  Men man kan god tage afsæt i elevernes egenverden uden at blive der. En mulighed er at arbejde med det eksemplariske princip, som kendes fra Wolfgang Klafki. Ud fra det princip vil man ofte kunne behandle problemstillinger, som dækker mindst to af de tre dimensioner, som altid skal være til stede i et undervisningsforløb: regioner, mønstre og problemstillinger, skriver han.

IBSE, Inquiry Based Science Education

Geografi er blevet kritiseret for at kunne handle om alt mellem himmel og jord, men dette kan være en styrke, mener Alex Kjær Søndergaard Sørensen. I geografi kan læreren nemlig tage udgangspunkt i problemstillinger, som allerede er kendt af eleverne fx fra fjernsyn eller ligefrem de unges egne iagttagelser og gør det muligt at give eleverne medbestemmelse i undervisningen. Hvis man arbejder ud fra elevernes egne iagttagelser, er der mulighed for at bruge IBSE, Inquiry Based Science Education,som tilgodeser flere elementer, som er nødvendige i forhold til at vække elevernes indre motivation, med det formål at forståfænomeners udbredelse i tid og rum.

Hele professionsbachelorprojektet kan læses til højre under EKSTRA: Geografi i det senmoderne