"Målet for opdragelse og uddannelse er gennem ydre påvirkning at gøre den der påvirkes, fri fra ydre påvirkning", sådan indleder. Det er skolen, der danner rammen for elevernes første møde med faglige fællesskaber. Det er derfor også skolen, der skal hjælpe dem til at indgå i fællesskabet, også når eleverne engang skal stå på egne ben, argumenterer Sanne Græsdal Larsen i sin bacheloropgave fra Læreruddannelsen i Hjørring. Det er derfor vigtigt, "at jeg som lærer ved, hvordan der mest hensigtsmæssigt arbejdes med hver vidensform, og hvordan de mest evalueres effektivt", skriver hun og kalder det "en væsentlig pointe", at eleverne skal lære at evaluere deres egne arbejdsformer og læringsstrategier. Men i den to observerede 5. og 9.klasser er der kun én elev, der mener, at han kan selvevaluere.

Fire vidensformer og tre punktet om læring

Med afsæt i Lars Qvortrups fire vidensformer, faktuel viden, situativ viden, systemisk viden og verdensviden, opstiller Sanne Græsdal tre punkter om læring, som læreren skal medtænke, når undervisningen planlægges og gennemføres:

• Udgangspunktet er elevernes verden, og dette skal kvalificeres i undervisningen.
• Der skal arbejdes med forskellige former for viden, så de bliver en del af eleven.
• Eleverne skal styrkes i, at vurdere deres egne læreprocesser.

"Når jeg møder eleverne hvor de er, med hver deres historiebevidsthed, er det mig der i kraft af min faglighed skal hjælpe dem til at kvalificere deres historiebevidsthed," skriver hun.

Selv om læreren har et læringssyn, der bunder i et sociokulturelt og kognitivt paradigme, skal han kunne koble alle læringsparadigmer afhængig af, fordi det er sådan, vi lærer, og det er sådan, vi skaber sammenhæng, argumenter Sanne Græsdal og citerer Lars Qvortrup: "Verden bliver abstrakt, hvis man ikke har nogen holdepunkter. Der skal være nogle kendsgerninger. Hvis ikke man ved, at renæssancen kom før romantikken, at H.C. Andersen levede fra 1805-1875, og at Herman Bang skrev de og de bøger. Paratviden er stadig væk en vigtig del af den samlede struktur, men den skal fungere sammen med andre typer viden. De forskellige vidensformer hænger sammen."

Emnerne skal give mulighed for at reflektere

At det er nødvendigt at historieundervisningen tager udgangspunkt i eleverne, for at der kan foregå en positiv læring, betyder ikke, at undervisningen udelukkende skal tage udgangspunkt i, hvilke emner eleverne synes må være sjove at arbejde med. Men de emner, der vælges, skal give eleverne mulighed for at reflektere i forhold til deres eget liv og hverdag. Det er, som Bernard Eric Jensen har fremhævet, en væsentlig didaktisk pointe, at arbejde med "den dannelse og omdannelse af historiebevidsthed, der finder sted i andre sammenhænge". Gør man ikke det, vil eleverne opleve undervisningen som "kedelig og perspektivløs."

Evaluering som støtte for læring

Som lærer i folkeskolen er jeg forpligtiget til løbende at evaluere elevernes udbytte af undervisningen, og evalueringen skal selvfølgelig stemme overens med den viden, der arbejdes med, ligesom man både skal evaluere proces og resultater, understreger Sanne Græsdal.

I sin praktik indsamlede hun og andre studerende data i samarbejde med Videnscenter for Evaluering i Praksis sammen med Syddansk Universitet, som led i et større forskningsprojekt.

Materialet er fra historieundervisningen i en 5. klasse (19 elever) og en 9. klasse (16 elever) på to større skoler i Nordjylland. Begge klassers historielærere har udfyldt et spørgeskema, om hvordan de bruger evaluering, og 5.klasses lærer er blevet interviewet.

Besvarelserne af seks spørgsmål til eleverne analyseres i bachelorprojektet:

Har du:

Sanne Græsdal har valgt at sammenligne besvarelserne fra det to klassetrin, selv om eleverne i 9.klasse kan være påvirket af, at de snart skal til Folkeskolens Afgangsprøve. "Det er nemlig interessant at se på, hvordan eleverne i hver klasse oplever evaluering på baggrund af de svar, de to lærere har givet i henholdsvis interview og spørgeskema."

Det femte spørgsmål, om "selvevaluering", er der kun én elev - i 5. klasse, der har svaret ja til.  Men besvarelserne af de øvrige spørgsmål tyder på, at eleverne i 5. klasse er meget bevidste om, hvad de får ud af evalueringen. På nær enkelte nej'er ved tre af de fem ovenstående spørgsmål, svarer alle elever ja til, at de har været med i aktiviteterne, og i deres skriftlige formuleringer er de gode til at sætte ord på, hvad de får ud af den evalueringsform, der spørges til, opsummerer Sanne Græsdal. Et eksempel kan ses på spørgsmålet om "de mundtlige personlige tilbagemeldinger fra læreren": I 9. klasse er der syv elever, der svarer ja, og ni der svarer nej. Samtidig er det overvejende svar i forhold til, hvad de får ud af det, at de finder ud af, hvad de er gode eller dårlige til.  I 5. klasse svarer alle eleverne ja til, at de har deltaget i denne aktivitet, og flere skriver noget om, hvordan tilbagemeldingen hjælper dem videre i deres læreproces.

Svarene i de to klasser er forskellige på spørgsmålet om, "hvorvidt eleverne bruger hinanden som responsmakkere". I 9. er der kun to, der svarer ja, hvorimod 14 svarer nej. I 5. klasse er der 18, der svarer ja, mens kun en enkelt svarer nej.  

Læreren i 9. klasse giver klart udtryk for, at den mundtlige respons til eleverne spiller en stor rolle, fordi det er nemmere at forklare sig mundtligt end på skrift over for eleverne. Men når han skal vurdere, hvilken evalueringsform, der er vigtigst, for at kunne vurdere elevernes læringsudbytte, vægtes den skriftlige evaluering højest i form af multiple choice-prøver og andre små skriftlige opgaver.

Læreren i 5. klasse giver også klart udtryk for, at den mundtlige evaluering er, fordi hun der hurtigt kan få afklaret, om de forstår, hvad der bliver sagt. Evalueringen er her en integreret del af den daglige undervisning, og læreren vægter sproglighed og kommunikation særdeles højt og er opmærksom på, at eleverne ved, hvad målet er med den evalueringsaktivitet, de er i gang med, konkluderer Sanne Græsdal "Ud fra lærer- og elevbesvarelserne dannes der derved et indtryk af, at læreren i 5. klasse er meget bevidst om, hvor vigtigt et element evalueringen, især den formative, er i den daglige undervisning, samt dennes betydning i forhold til elevernes udvikling og den videre undervisning."

Eleven skal lære at evaluere sig egen præstation

For at kvalificere den enkelte elevs historiebevidsthed, er det nødvendigt, at eleven lærer at vurdere sin egen præstation, for selv at kunne være opmærksom på, hvor han skal hen, og hvordan han kommer derhen. Derfor er det en væsentlig pointe, at evalueringen i en klasse bliver til klassens kultur og dermed også en del af hver elev. Dette lærer de i takt med, at evalueringen bliver systematisk og kontinuerlig: "Alle former for elevrespons giver eleverne indsigt og øvelse i at bruge evalueringskriterier og skærpe blikket, noget som kommer dem til gode, når de skal vurdere deres eget arbejde, " lyder Sanne Græsdal Larsens konklusion med et citat fra Olga Dyste.  

Find hele professionsbachelorprojektet til højre under EKSTRA: "Evaluering og historiebevidsthed i et læringsfremmende miljø"