"Det tager bare rigtig lang tid at forberede, hvis man også skal have bevægelse med, og det skal give mening, for ellers bliver det bare for søgt", siger en lærer, som Camilla Ovisborg Jensen har interviewet, om at integrere bevægelse i historieundervisningen.

Med skolereformen fra 2014 kom kravet om mindst 45 minutters bevægelse om dagen i undervisningen. Det skulle være med til at give eleverne bedre trivsel, sundhed og være med til at understøtte læringen.

På Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside står der, at bevægelse skal have et pædagogisk sigte og kan indgå i alle fag på flere måder, skriver hun. 

En forskningsrapport fra 2020 viser, at kun 26 procent af lærere i udskolingen mener, at bevægelse fremmer læring. Bevægelse er tidskrævende og tager tid fra faget, siger de. Bevægelse integreret i undervisninger er samtidig stagneret de senere år og er faldet fra 38 til 29 procent i udskolingen fra 2014 til 2018.

Som kommende historielærer blev Camilla Ovisborg nysgerrig efter at finde ud af, hvilken indflydelse bevægelse kan have i fået i historie-faget.

"Dog blev jeg i praktikken opmærksom på, hvor udfordrende det var at få bevægelse gjort meningsfuldt i historiefaget, da de forskellige platforme og undervisningsmaterialer ikke lagde op til det", fortæller hun.  

"Hvordan kan bevægelse i historiefaget forstås, og hvilke potentialer og udfordringer ligger der i at gøre bevægelse til en integreret del af de didaktiske overvejelser, når fokus rettes mod at kvalificere elevernes historiske bevidsthed", spørger Camilla Ovisborg i problemformuleringen til sit professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Hjørring ved Professionshøjskolen UC Nord.

I projektet interviewer hun tre folkeskolelærere. De to er historielærere og har undervist i over ti år inden for feltet. Den tredje, Betina Lerche, bruger hun som ekspert.

Lerches erfaringer er som underviser og AKT-vejleder og har gennem uddannelse og erfaring beskæftiget sig med psykologi og læring. Hun er grundlægger af "Læring i Bevægelse" og kalder sig ekspert i gode læringsstrategier - med fokus på læring i bevægelse.

Bevægelse i undervisningen

Lektor Claus Løgstrup Ottesen har udarbejdet BIU-modellen (Bevægelse i Undervisningen) som et didaktisk redskab til at få bevægelse integreret i undervisningen. Han definerer BIU som:

"Bevægelsesaktiviteter, som er pædagogisk og didaktisk funderet, der kan inddrages i den fagopdelte eller understøttende undervisning, og som omhandler et fagligt indhold".

Han mener, at bevægelse i undervisning defineres ud fra et fagfagligt område, så små pauser, hvor formålet kan være at få en pause til hjernen, en lille puls sekvens eller brain break, kan ikke understøtte dette begreb.

For at kunne tale om BIU skal læreren spørge sig selv, hvad formålet og meningen er med bevægelse i undervisningen. Ser man det ud fra et læringsperspektiv vil det primært være at støtte og fremme elevernes læreprocesser.

BIU-modellen indeholder forskellige typer bevægelse, man kan få integreret i undervisningen, som har til formål at nytænke, præcisere og systematisere bevægelsesaktiviteter integreret i den fagopdelte undervisning.

Modellen har fem kategorier, der viser forskellige tilgange, man kan tilgå bevægelse på i undervisningen. Modellen skal hjælpe læreren til at få et overblik, de gør det muligt at skabe en alsidig og varieret undervisning:

- Legende aktiviteter,

- Strukturering af undervisningen,

- Kropsliggørelse af det faglige indhold,

- Situeret anvendelse,

- Kreative og æstetiske læringsaktiviteter.

Legende aktiviteter er kendetegnet ved en tilgang til at arbejde med det faglige stof, hvor eleverne får mulighed for at træne deres faglighed gennem legen.

En anden tilgang er strukturering af undervisningen, som indebærer, at man strukturerer undervisningen, så eleverne ikke sidder for længe ned, og hvor man bruger rummet og organiserer arbejdet med det faglige indhold, hvor man ikke har et legende element i tankerne. 

For at eleverne bedre kan huske stoffet kan man kropsliggøre det faglige indhold, som er den tredje tilgang, hvor man har kroppen og flere af sine sanser i spil i undervisningsaktiviteten. 

Den fjerde kategori, situeret anvendelse, går ud på, at eleverne bliver præsenteret for stoffet uden for de vante omgivelser.

Fokus ligger på at bringe elevernes færdigheder og viden i spil på nye måder. Det ses blandt andet, når eleverne skal på museumsbesøg eller arbejde i lokalområdet med undervisningens tema. 

Den sidste kategori er kreative og æstetiske læringsaktiviteter. Der kan bruges rollespil, kortfilm eller teater, hvor arbejdet med det faglige indhold bliver anderledes med en kreativ metode. Denne kategori åbner for at kunne være med til at skabe en varieret undervisning.

Hvad er formålet?

Det er vigtigt, at læreren tager stilling til, hvad formålet med bevægelsen i undervisningen er.

Skal det for eksempel fremme elevernes læring, sundhed eller trivsel, siger Camilla Ovisborg. Man kan anvende den didaktiske BIU-model, som er med til at give redskaber til at få BIU, så det giver mening for læreren og eleverne.

Hvis man vil fremme elevernes læring, kan man kigge på det kognitive og sammenspillet mellem krop og hjerne, hvor eleverne møder det faglige stof gennem oplevelser og kropslige aktiviteter. Her handler det ikke om at få pulsen højt op, medmindre der er fokus på at fremme elevernes sundhed og kondition, skriver hun. 

For at kvalificere elevernes historiske bevidsthed gennem bevægelse kan man anvende FUER- modellen som et didaktisk værktøj, da den blandt andet har fokus at arbejde undersøgende og problemorienteret. Eleverne bliver støttet i at arbejde med deres 'undersøgelseskompetence', deres 'metodekompetence' og deres 'orienteringskompetence'.

Først skal man fange elevernes interesse, nysgerrighed og motivation. Det kan gøres ved hjælp af en 'trigger' - for eksempel et billede eller et videoklip, hvor de stiller sig spørgende og undrende overfor kilden.

Læreren guider dem for at fremme deres undersøgelseskompetencer og sørger for at støtte dem i at nå deres mål og løse problemer.

Det er vigtigt, at læreren sammen med eleverne får stillet nogle historiske problemstillinger op. Når spørgsmålet er blevet et specifikt problem, skal eleverne arbejde med 'metodekompetence'.

Det betyder, at de ud fra egen fremgangsmåde selv kan analysere og tolke ud fra de kilder, de får udleveret, hvor de selv skal finde svar ud fra deres problemstilling.

Den sidste rubrik kaldes for 'orienteringskompetence', hvor eleverne på baggrund af deres kildearbejde og belysning af deres problemstilling nu har konstrueret viden om fortiden, hvor fokus er hentet fra historisk fortælling eller fortolkning.

Denne viden kan være med til at få eleverne til at arbejde med historisk bevidsthed. De får en viden om fortiden, som de kan reflektere over og gøre aktuelt for nutidens forståelse, som de kan reflektere videre over i fremtiden, forklarer Camilla Ovisborg. 

Det skal give mening 

De interviewede lærere vil gerne integrere mere bevægelse. Den ene har blandt andet gode erfaringer med at anvende fortælling, hvor hun lader eleverne være en form for skuespillere. Hun mærker større motivation hos eleverne, end når de sidder med en digital fagportal, hvor de skal læse og svare på spørgsmål.

Samtidig er der også udfordringer med at integrere bevægelse i undervisningen, siger Camilla Ovisborg og fremhæver nogle gennemgående temaer. Det første er, at lærere synes, det tager for lang tid at forberede meningsfulde bevægelsesaktiviteter, og at det tager undervisningstid.

"Jeg kan ikke se, at faget hænger sammen med bevægelse", siger en af de interviewede lærere.

"I historie, synes jeg ikke, at det ligger lige for, at man kan lave noget som bevægelse, som hænger sammen med faget", siger en anden.

"Ser vi på de tre kompetenceområder inden for faget; kronologi og sammenhæng, kildearbejde og historiebrug er det korrekt, at ordet bevægelse ikke bliver nævnt. Det samme i faghæfte er der ikke nævnt noget ift. BIU, hvilket betyder, at der lægges et ansvar på lærerne for, at de selv skal tolke på at få dette trin ind i undervisningen. Det kunne tyde på, at de taler ud fra, at faget er et vidensfag, som kræver fordybelse og mange fagtekster, så de ser det udfordrende og lidt søgt at få bevægelse ind", skriver Camilla Ovisborg. 

"Kæmpe flop i forhold til den nye skolereform. Det skulle have været lærerne, som skulle brande det og ikke Dansk Skole Idræt, som har et sundhedsfagligt perspektiv på det, men lærerne som har et læringsfremmende synspunkt ", siger AKT-vejleder Betina Lerche. 

"Historiefaget er et omstændigt fag, som kræver den professionelle lærer, som blandt andet er i stand til at fremme elevernes læreprocesser samt tænke nye perspektiver inden for undervisningsmetoder. Det kan være udfordrende for en del lærere, da historie er et lille fag i folkeskolen. Nogle lærere har ikke historie som linjefag, og mange føler ikke tiden er til at BIU. Derfor er det tit nemmere at anvende det undervisningsmateriale, skolen har til rådighed, hvilket til slut giver mig et indblik i, at BIU kan være meget omstændigt for nogle, og måske slet ikke give mening for dem", konkluderer Camilla Ovisborg i sit projekt. 

"Vi ved dog fra flere forskningsprojekter, at bevægelse kan fremme elevernes trivsel, sundhed og læring, men der er stadig et stykke vej endnu for at komme i mål med, at det bliver en del af skolens kultur, da det kræver hårdt arbejde at ændre vaner og eventuelt noget efteruddannelse for at lærerne kender til teorien".

Læs hele projektet her: