Bevægelse hører ikke kun til i idræt, men kan oplagt også foregå i faget billedkunst. Det viser Sanne Hjortshøj i sit professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Silkeborg ved Via University College.

På Museum Jorn satte hun en 1. klasse i gang med ”eksperimenterende bevægelsesarbejde”, for at få eleverne til at gå ”aktivt i dialog med kunsten”. Eleverne skal ikke bare sidde stille og kigge på kunsten og høre om den. De skal opleve den med kroppen, siger hun.

”Mange lærere bruger meget tid på at få ’ro i klassen’ og fylde mest mulig viden på eleverne”, mener hun. Derfor ville kun gerne undersøge, hvordan man i stedet kan imødekomme elevernes trang til at være aktive og bruge deres bevægelsesimpulser til at skabe meningsfyldt læring.

”Hvordan skaber vi i højere grad en skole, som både trivsels- og læringsmæssigt favner det gode børneliv? Hvordan sikrer vi, at der fortsat arbejdes med at udvikle kropslige kompetencer i en tid hvor teknologi og skærmundervisning har så fremtrædende en plads i skolens verden?”, spøger hun.

I sin undersøgelse afprøvede hun derfor, hvordan skoleverden og kunstinstitution kan drage aktivt nytte af hinanden, og formidle kunst i børnehøjde på nye måder. Og hun undersøgte, hvordan man gennem kropsligt arbejde kan forankre kunstoplevelsen hos eleverne og samtidig afmystificere det at gå på museum. Det ledte hende til følgende problemformulering: ” Hvordan kan en bevægelsesorienteret tilgang til billedkunstundervisningen understøtte elevernes alsidige udvikling?”

Bevægelse på Museum Jorn

I undervisningen på Museum Jorn skulle 1.klassen ikke bare kigge på billederne med deres øjne, men også ”opleve billederne med kroppen”. Først fik eleverne selv lov til at bevæge sig rundt i udstillingen, og derefter skulle de samles i en rundkreds og i gang med bevægelser.

”Som opstart på bevægelsesøvelserne lavede jeg en simpel opvarmning med sparsom mundtlig guidning, hvor jeg førte an med egen krop. Cirkelformen animerer til at skabe fælles fokus på en måde, hvor alle i gruppen kan se hinanden og jeg som lærer placerer mig som en del af cirklen, hvilket signalerer ligeværdighed”, skriver hun.

Herefter fik eleverne mulighed for at byde ind med deres egne kropslige bud på billedskabende fortællinger.

”Til en start lænede eleverne sig op ad mig for at skabe en forståelse af formen omkring den eksperimenterende bevægelsesdialog. Med ord og bevægelser støttede jeg de impulser, som kom fra dem i ønsket om at udforske og skabe nye veje i fællesskab, for eksempel ved at spørge ’Monsterhunden som du talte om, hvordan bevæger den sig og hvad siger den?’ Eller ’Skal vi prøve at få spiralen ind i kroppen? Mærk forskellen når den er lillebitte eller kæmpestor’”, fortæller hun.

Hun observerede, at eleverne løbende fandt sig mere og mere til rette i bevægelsesøvelserne, og sidst i forløbet tog de rigtig meget initiativ og var i konstant bevægelse, siger hun.

Klassens sædvanlige billedkunstlærer fortalte, at børnene var meget engagerede i øvelsen: ”De er med på den. De lader sig inspirere af Sanne og af hinanden, og en elev siger ’må vi gå sammen?’. De udvikler altså spontant fælles-øvelser”, fortæller hun i projektet.

Gennem øvelsen blev eleverne opmærksomme på mange af de geometriske former i det abstrakte værk, de stod foran.

”Her arbejdede vi med at optage formerne i kroppen for derved at få en bedre forståelse for dem”, siger Sanne Hjortshøj.

Eleverne kom for eksempel med mange forskellige kropslige bud på, hvordan man kan forme en kasse, og på et tidspunkt udviklede en af eleverne en avanceret kropslig form, som flere af de andre elever mimede. Eleverne lod sig altså inspirere af hinanden.

”Der var flere tegn på, hvordan den dialogiske atmosfære bidragede til elevernes indbyrdes optag, som er en vigtig vej til at skabe nye perspektiver og fællesgøre viden”, siger Sanne Hjortshøj.

Fordybelse og indlevelse

Efter den kropslige øvelse skulle eleverne tegne, og en af dem sagde i den forbindelse: “Det var skønt at komme ned og tegne, efter at vi havde bevæget os. Vi skulle ligesom ned og lave det, som vi lige havde gjort med kroppen”.

”Det viser, hvordan de æstetiske processer, kan udvikle barnets grundlag for at skabe mere bevidste oplevelser og danne mening og sammenhæng i deres verden. Og hvordan det kropslige arbejde, skaber en fordybelse og indlevelse, som kan være svær at opnå gennem den traditionelle sproglig kunstformidling”, fortæller Sanne Hjortshøj og fortsætter:

”Da vi rundede af, havde eleverne en større forståelse for billederne: De fandt mange detaljer undervejs, og bevægelsesmodulet gav dem en mulighed for fordybelse samt bearbejdning af de mange indtryk og billedelementer.”

Bevægelse er et nyt sprog

I projektet konkluderer hun, ”at det at være kropslig og arbejde med bevægelse i skolen har en særlig værdi, fordi det tilbyder en ”værensform”, hvor vi oplever og sanser verden som en meningsfyldt del af os selv”.

Når man bruger bevægelse i undervisningen, styrker det desuden klassens fællesskab og fremmer trivslen, fordi flere elever deltager aktivt i undervisningen.

”Eleverne får mulighed for at udtrykke sig på en anden måde end den visuelle og sproglige, som de er vant til”, fortæller hun.

”Den kropslige praksis kan være ”the missing link”, som har været underprioriteret i skolens praksis, fordi bevægelseselementer kan give adgang til en modalitet, som hjælper eleverne med at skabe balance i en verden med overstimulering i form af visuelle og sproglige inputs”.

Og så kan arbejdet med bevægelse føre til en ny form for klasseledelse, skriver Sanne Hjortshøj:

”Undersøgelsen pegede på, at eleverne kunne arbejde simultant uden at forstyrre hinanden men tværtimod med en åbenhed overfor spontant optag af viden og kompetencer gennem det fælles opmærksomhedsfelt, som blev etableret med bevægelseskommunikationen”.

Der er et stort potentiale i at arbejde med kropsbevidsthed og bevægelse, ikke kun i billedkunst, men i alle skolens fag. Det kræver dog, at man begynder at tænke på en ny måde, mener hun.

”Hvis lærerne skal kunne arbejde med krop og bevægelse i skolens fag og agere med autenticitet, skal vi også etablere træningsbaner og udvikle vores egne kommunikative og kropslige kompetencer”, skriver Sanne Hjortshøj.