København: Aula skal tilpasses forskellige familiekonstellationer

Den konservative børne- og ungdomsborgmester i København Jakob Næsager opfordrer nu til, at Aula ændres, så det fremover tager højde for forskellige familiekonstellationer og ikke kun bruger titlerne ’mor’ og ’far’.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er diskriminerende, at det centrale system til skole-hjem-samarbejde i folkeskolen Aula kun bruger forældretitler som ’mor’ og ’far’, og dermed ikke anerkender andre familieformer, lød det fra SF i København for en måned siden.

Synspunktet vandt gehør blandt børne- og ungdomspolitikerne på Københavns Rådhus, der nikkede til SF-forslaget om, at Aula bør gøres mere inkluderende over for forskellige familiekonstellationer med brug af titler som eksempelvis ’medfar’ eller ’medmormor’.

Derfor blev den konservative børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager af flertallet i udvalget pålagt at rette henvendelse til Kommunernes Landsforening (KL) for at få de ansvarlige til at tilpasse systemet, ”så det giver alle forældre rigtige og mere anerkendende titler”.

Sendt brev til KL

Derfor har borgmesteren nu sendt et brev til KL og til firmaet bag Aula, Kombit, for at opfordre dem til at tilpasse Aula, ”så der tages højde for forskellige familiekonstellationer”.

I brevet henviser borgmesteren til, at der i dag – efter samtykke fra forældremyndighedsindehaverne – kan gives adgang for flere personer til at tilgå Aula. De biologiske forældre og forældremyndighedsindehavere har titler som ’far’ og ’mor’, men alle andre får titlen ’andet’.

”Børne- og Ungdomsudvalget foreslår at tilpasse systemet, så forældremyndighedsindehaverne kan bestemme tituleringen af de personer, der i dag betegnes som ’andet’, lyder det i brevet fra borgmester Jakob Næsager.

Og efterkommes den opfordring vil det altså åbne for, at det fremover vil være muligt at bruge titler som fx ’medmor’, ’medfar’, ’medmormor’ og ’medmorfar’ i Aula.

”Det er netop den her titel ’andet’, jeg gerne vil have fjernet. Jeg har hørt flere historier og læst meget om, at selv om man er medfar, så bliver man ikke anerkendt af systemet som forælder til barnet”, har SF’eren bag det oprindelige forslag, Harun Demirtas, tidligere sagt til folkeskolen.dk

”Vi ved jo godt, at i de her tider er det ikke en selvfølge, at et barn kun har en mor og en far, men måske to fædre eller flere forældre, måske to eller tre mødre og en far – og jeg vil gerne have, at de alle sammen føler sig lidt mere inkluderet”, sagde Harun Demirtas.