Mange forældre ønsker billeder fra skoledagen på Aula. Kræver det samtykke fra alle forældre? Og hvor længe må de ligge der? Datatilsynet er klar med ny guide, der skal gøre det lettere for skoler at navigere i GDPR
Foto: leopatrizi
Ny guide til brug af billeder og video af elever og ansatte: Overholder din skole GDPR?
Datatilsynet står bag en ny tjekliste, der skal gøre det lettere for skoler at sikre, at persondatalovgivningen er overholdt i omgangen med billeder og video.
Må man hænge gamle klassebilleder op på skolens vægge? Må man filme læreren og eleverne, når man laver online-undervisning? Må man dele billeder af eleverne på Aula uden at indhente samtykke? Hvad med på Facebook?
Reglerne i EU's databeskyttelsesforordning - i daglig tale GDPR - er mildest talt ikke lette at finde rundt i, heller ikke for skolerne.
Derfor har Datatilsynet nu udarbejdet en tjekliste, der skal gøre det lettere for skolerne at sikre, at persondatalovgivningen er overholdt i omgangen med billeder og video.
Guiden indeholder både gode råd og konkrete eksempler.
Samtidig har tilsynet udgivet en podcast, hvor kontorchef Karina Kok Sanderhoff forklarer, hvorfor Datatilsynet i tjeklisten opfordrer til at bruge et andet grundlag end samtykke fra forældrene, når der skal deles billeder af elever på Aula.
Men også at have en løbende dialog mellem skole, elever og forældre om deling af billeder.