Bestyrelsen i det fælles Forhandlingsfællesskab mødtes den dag i Dansk Sygeplejeråds hus tæt på Forligsinstitutionen på Sankt Annæ Plads. Her påpegede formændene fra LO-forbundene, at kun spørgsmålet om løn var tungtvejende nok til at kaste Danmark ud i en konflikt, skriver Politiken i dag i en artikel om forløbet i Forligsinstitutionen baseret på baggrundsinterview med en stribe af de tilstedeværende.

Og natten mellem den 23. og den 24. april april strammede det yderligere til, efter at topforhandler for de statslige arbejdsgivere Sophie Løhde havde meddelt, at hun ikke var til at rokke på frokostpausen. FOA-formand Dennis Kristensen var nervøs for et akut og hurtigt sammenbrud, der ville give ham forklaringsproblemer.

"Skulle hans medlemmer nu til at vinke farvel til store lønstigninger og goddag til tomme strejkekasser, alene fordi djøf'erne frygtede for at miste den spisepause, sosu-assistenten sjældent havde tid til? Det gik bare ikke", skriver Politiken. Han kontaktede LO-formand Lizette Risgaard, som overtalte forligsmand Mette Christensen til at tage fat på de forhandlinger med regionerne, hvor LO-forbundene et døgn senere gik solo og skrev under uden resten af 'musketererne'.

Med ét var spillereglerne ændret, skriver Politiken. Og samme dag kl. 18.15 lagde Anders Bondo det papir på bordet foran Michael Ziegler, som blev til forliget om blandt en arbejdstidskommission.

Debat: Fakta om arbejdstidsforhandlingerne