"Man begynder at tænke, er det mig der er noget galt med? Folk snakker om, der mangler lærere, men jeg kan ikke få noget job", siger Louise Langhoff om tiden som jobsøgende.

Nyuddannet har endelig fået job

"Det er helt fantastisk at kunne bruge sine kompetencer og begynde at arbejde", jubler Louise Langhoff. Hun blev uddannet lærer i sommer. Efter mange job-afslag begyndte hun 1. december som lærer i Brøndbyvester.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Langt størstedelen af de lærere, der blev uddannet i sommer, har nu fundet arbejde. Kun otte procent stod uden arbejde i november måned.

Louise Langhoff er en af dem, der efter mange ansøgninger nu har fået arbejde.

"Det har været positivt. Jeg var så motiveret for at komme i gang. Det har været godt, at der var en skole, hvor det hele passer. Det er næsten drømmejobbet. Men det har også været meget hårdt. Når man ikke har været på arbejdsmarkedet i et halvt år, så er det rigtigt hårdt at skulle ud og være sammen med så mange mennesker hver dag", siger Louise Langhoff.

Folkeskolen.dk har tidligere fortalt historien om, hvordan Louise Langhoff blev overrasket over, hvor svært det var at få job som nyuddannet.

Søgte 36 stillinger

I dag underviser hun på Tjørnehøjskolen i Brøndbyvester tæt på København. Hun er klasselærer i 2. klasse, som hun har i dansk, billedkunst og kristendom. Hun underviser kun i sine linjefag. Og så har hun fået timer i en specialklasse for børn med indlæringsproblemer og forskellige diagnoser.

Louise Langhoff nåede at søge 36 stillinger. Hun har overvejet at søge job både på Læsø og i Grønland. Hun har flere gange været til samtale, men fået afslag. Ofte med den begrundelse, at hun var nyuddannet og manglede erfaring.

"Det der har holdt mig oppe er, at jeg har talt med mange om det at være ledig. For det er ikke sjovt. Man begynder at tænke, 'er det mig der er noget galt med? Folk snakker om, at der mangler lærere, men jeg kan ikke få noget job'. Det er rart, når man snakker med nogle i samme situation. Det holder motivationen oppe. Det kan ellers godt være svært".

Skolerne mangler rutiner

Hun har mange gange oplevet, at skolerne mangler rutiner for, hvordan de skal håndtere bunken af ansøgninger. Mange gange har hun oplevet, at skolerne ikke giver en melding om, at de har modtaget ansøgningen.

"Man skal være meget ihærdig. Det handler om at ringe op til skolen og spørge, 'har I læst min ansøgning, kan jeg eventuelt komme til samtale?' Det gælder om at vise, at man er på og ikke bare har sendt en tilfældig ansøgning ud".

Hun har også oplevet, at en skole lovede hende et job, som efterfølgende ikke blev en realitet, og at en skole lovede hende at komme til samtale, men det kom hun ikke.

"Skolerne skal ikke love noget. De kan sige, at det er sandsynligt, men de skal ikke love noget, for man er så sårbar, når man er jobsøgende. Det er vigtigt, at skolerne tager det seriøst og giver en tilbagemelding, når de modtaget en ansøgning".

Hun opfordrer også til, at man som nyuddannet lærer er innovativ, når man tænker i jobmuligheder. Selv har hun blandt andet søgt om en konsulentstilling i en kommune.

"Modstand gør stærkere. Man skal måske søge endnu mere, end man lige har sat sig for".

Kemi kan være afgørende

Louise Langhoff tror, det handler meget om at være afslappet og velstruktureret til samtalen. Men relationerne mellem dem, der ansætter, og ansøgeren er måske det allervigtigste.

"Først var vi fem ud af 65 ansøgninger, der blev udvalgt. Derefter udvalgte ansættelses-panelet mig. Jeg tror mest, det handlede om, at ham jeg skulle arbejde sammen med, synes, at der var god kemi mellem os".