" . . . jeg tror, at man skal have sig for øje, at hvis man vil have sådan en funktion på en skole, så sker der noget med det også at være kollega. Her snakker jeg ikke om at deltage i julefrokoster og alt muligt, men der sker noget, fordi man jo er den, der bliver kaldt til, når man er sårbar og udfordret og er låst omkring nogen mønstre og nogen ting, man ikke kan se sig ændret i, så vi kommer jo ind og bliver sådan lidt nogen - nogen. Vi giver jo noget ilt til noget, som er sårbart for den, vi giver ilt til. Og vi kommer også til at vide nogle ting på den her skole både i forhold til vores kolleger og vores børnegruppe". (Vejleder Tina)

Artiklen sætter fokus på hvordan vejledere i folkeskolen oplever forandrings- og udviklingsmuligheder i feltet mellem kolleger, ledelse og skolens organisatoriske rammer og hermed hvilke muligheder og begrænsninger vejledere i folkeskolen oplever i denne kontekst. Vejledere fremstår som løsningen på en stigende kompleksitet i folkeskolen, samtidig med at vejledere generelt forventes at bidrage til at øge kvaliteten af undervisningen gennem kompetenceudvikling af kolleger. Prioriteringen af vejledere vægtes med skolereformen i 2014, hvor vejledere forventes at udgøre en vigtig ressource for skolens udvikling og hermed for styrkelsen af kollegernes kompetencer. (Bekendtgørelse om folkeskolens pædagogiske læringscentre, 2014; Bjørnholdt et al., 2019).

Overordnet finder vi frem til, at det at være vejleder i folkeskolen er komplekst, og at der for vejlederne er stor varians i, hvordan de oplever at være vejledere i forhold til udviklings- og forandringsmuligheder i folkeskolen grundet faktorer som ledelse, kolleger og organisatoriske rammer og regler. Det komplekse samspil mellem kolleger, ledelse og kulturen i skolen ses som baggrunden for, at vejlederne oplever det at være vejleder, så forskelligt.

Myriader af uformelle ledere

Mellem idealer og praksis

I vores interviews giver vejlederne generelt udtryk for at de oplever uoverensstemmelse mellem deres idealer og den praksis, de er vejledere i. Disse uoverensstemmelser viser sig hovedsageligt i relation til de gensidige forventninger mellem vejledere og kolleger i forhold til hvilken arbejdsfordeling, der skal etableres. Udover at de divergerende opfattelser kan begrundes i uklar rammesætning af vejlederfunktionen, så spiller kollegernes generelle arbejdspres også en væsentlig rolle i forhold til, hvordan kollegerne indgår i vejledningen.

"Sådan helt generelt så har jeg - jeg synes, jeg har nogle trætte kollegaer. Jeg synes jeg har kollegaer som - mest af alt knokler med inklusionsopgaven i forhold til det AKT-mæssige - trivslen. Det er som om den post bare vejer tungere." (Vejleder Karin)

Mellem leder og kollega

Vejlederne giver udtryk for, at det kan være vanskeligt for dem at balancere mellem det kollegiale fællesskab og funktionen som vejleder, hvilket delvis begrundes med at vejlederne qua deres funktion indtager en organisatorisk mellemposition som bindeled mellem kolleger og ledelse. At vejleder fungerer som bindeled viser sig i vores interviews blandt andet i følgende udsagn fra vejleder Tina:

"Der står jeg faktisk i sådan en spænding, fordi hun [lederen] har jo noget heroppe, der skal virke, det skal virke. Hun skal sætte en prop i forældreklagen eller hvad det nu kunne være, men jeg har også nogle kolleger hernede, der knokler, men det kan ikke ses heroppe endnu, for der er stadig nogle, der har en pige, der tuder, når hun kommer hjem fra skole. Og der sker noget, der hvor [jeg] sådan står, hvor jeg synes, jeg kommer til at stå og skal fodre begge veje. Fordi der er fandme også langt fra klassetrivsel i 1. klasse til et skolelederkontor. Der er virkeligt langt."

Positionen mellem kollegerne og ledelsen viser sig særlig problematisk i sammenhænge, hvor vejledere skal sikre at ledelsens tiltag implementeres i den pædagogiske praksis til trods for uenighed om tiltagets indhold og berettigelse. Dette giver vejleder Tina tydeligt udtryk for: ". . . så er det jo hende eller ham der i sidste ende trækker af på, hvad jeg skal gå tilbage og sige der så skal ske."

Vejlederne fortæller, at kollegerne betragter dem som en del af ledelsen grundet den mellemposition, som de indtager. Vejleder Tina udtaler sig fx om, hvad hun tænker det betyder for kollegaen, at hun som vejleder også indgår i tæt samarbejde med ledelsen: "Det er svært altid som kollega at gå forbi en glasdør at se, at jeg også er inde i det der lederrum. For hvad er det så, jeg snakker med dem om . . ."

Vejlederne er bevidste om, at deres organisatoriske mellemposition har betydning for deres deltagelse i det kollegiale fællesskab, som kan blive mere perifer. Vi ser eksempler på dette ved, at vejlederne beskriver, at de vælger at holde deres pause et andet sted, som fx vejlederen Nanna:

"For mig, det her med, at når jeg holder pause f.eks. så har jeg brug for nogle gange at gå ind på et kontor og lukke døren og holde en pause, fordi at man ikke kan spise sin mad uden, at der er nogen, der har en eller anden problemstilling, man lige skal vende, og faktisk også sådan nærmest kræver, at vi lige løser det i frokostpausen. Altså så på den måde, så kan det godt være en udfordring det her med at få sagt: Nu har jeg faktisk pause, og det har du jo også. Ja, det synes jeg egentligt, sådan er den største udfordring."

Dermed fravælger vejlederne det sociale fællesskab for at få mulighed for at holde en pause fra vejledningen.

Resursepersoner står over for et væld af forventninger

Ledernes rolle

De oplevede uoverensstemmelser i samarbejdet mellem vejleder og kolleger eller ledelse begrundes ofte med en uklar eksplicitering af rammen for vejledernes arbejdsområder. Den uklare rammesætning medfører, at vejleder ikke har en referenceramme for arbejdsfordelingen mellem vejleder og kolleger, hvilket kan betyde at vejledernes mulighed for at varetage øvrige arbejdsområder såsom undervisning eller andre vejledningsopgaver bliver uklare. Dette fortæller en vejleder om på følgende måde:

"Altså, jeg har også prøvet at midt i en undervisningstime, at en kollega kommer hen og skal tage en test, det skulle hun ikke i den time, men hvor hun simpelthen afbryder min undervisning for at få sit svar" (Vejleder Mette)

Styrker og udfordringer

De forventninger, som vejlederne oplever fra ledelsens side, er ikke nødvendigvis formuleret eksplicit, hvilket i vores analyse viser sig at skabe et stort ansvar og råderum med mulighed for at præge vejlederrollen i ønsket retning i samspil med kolleger, ledelse og organisatoriske rammer. Når vejlederfunktionen ikke ekspliciteres fra ledelsens side overfor kollegerne, bidrager ledelsen ikke til at rammesætte og dermed understøtte vejleders samarbejde med kollegerne. Dermed kan ledelsen med sin manglende tydelighed svigte vigtige delopgaver omhandlende rammesætning af vejleders rolle og funktion. Undersøgelsen viser endvidere, at der ikke er etableret egentlige organisatoriske eller strukturelle rammer for samarbejdet mellem ledelse og vejledere, hvorved samarbejdet antager form af et ad-hoc samarbejde, hvor vejleder og ledelse inddrager hinanden, når der er behov for det. Dette kan betyde, at det er op til vejleder at søge sparring hos ledelsen og hermed være den som vurderer grænsen for, hvornår det er en vejleders opgave eller en ledelsesopgave.

At være kollega og vejleder

Vejledernes forhold til deres kolleger viser sig at have stor betydning for, hvordan vejlederne kan realisere deres vejlederfunktion. Kollegerne er således medkonstruerende for vejledernes muligheder for at agere som vejledere og samtidig er vejleder selv medskaber af vejlederfunktionen. Som en vejleder beskriver:

"Jeg synes i langt de fleste tilfælde, så har jeg kollegaer, som rigtigt gerne vil det her vejledning og gerne vil være dygtigere, og der er det ret nemt. Der er det nemt, og der er god respekt omkring det, fordi folk gerne vil flytte sig. Og så er der selvfølgelig også nogle steder, hvor jeg får, - trykket lidt for hårdt, eller får gået lidt for tæt på nogle ting, som de måske ikke havde lyst til, og der har jeg oplevet med kollegaer, at det kan være rigtigt svært at så se hinanden i øjnene igen." (Vejleder Nanna) 

Vejlederne oplever sig særligt udfordrede, når der er modsatrettede holdninger til vejlederfunktionen. De divergerende holdninger optræder særligt i forhold til, hvilken rolle vejleder skal indtage, og herunder hvordan samarbejdet skal udfolde sig; ofte mødes vejledere med en forventning fra kollegerne om, at de kan quickfixe en faglig eller trivselsrelateret problematik, hvilket sjældent kan lade sig gøre og er modstridende mod vejleders ønske om at kollegerne skal indgå i og tage ejerskab for den pædagogiske eller faglige problemstilling. Som vejlederen Nanna helt præcist udtrykker det: " . . . og det der med at quick-fixe, det kommer jeg ikke til at kunne indfri. Og det bliver meget naturligt at sige højt mange steder, at sådan kan vi ikke gøre."

Funktionen som vejleder kan påvirke det kollegiale aspekt på en negativ måde, hvilket en vejleder i vores interviews eksemplificerer ved at beskrive sine oplevelser af kollegers reaktion på en klassekonference, som hun deltog i:

". . . men den her følelse af at man så sidder bagefter, og man kan mærke, at de her kolleger, de faktisk mere eller mindre bliver trætte af en, den er ikke særlig rar. Og jeg oplevede faktisk også ikke at blive hilst på dagen efter." (Vejleder Karin)

 Vi ser også, at der er knyttet udfordringer til at skulle varetage en vejlederfunktion, der medfører en asymmetrisk relation til kollegerne. Udfordringerne ved at håndtere den asymmetriske relation viser sig, når vejlederne oplever, at kolleger ikke anerkender vejledernes kompetencer som en ressource, der kan bidrage til udvikling af kollegers praksis. Dette beskrives af vejlederen Mette således:

"Ja, fordi jeg synes jo ikke det handler om, at man er lige meget værd, altså. For det er vi jo. Men det handler jo om, at man har forskellige kompetencer, men det må man simpelthen bare ikke sige højt, altså. Det er der, den bliver misforstået, synes jeg."

At vejlederne kan møde modvilje fra kollegerne kan dels skyldes kulturen i skolen og dels at vejlederne arbejder med områder som traditionelt har været lærerens eget domæne. Vejlederen Mette fortæller, hvordan hendes leder udlægger modviljen mod at modtage vejledning:  "Så det er sådan frygt for at blive overvåget eller altså blive fortalt, at man ikke gør det godt nok."

Balance

Det fremgår af vejledernes udsagn, at det er udfordrende for dem at balancere mellem det kollegiale fællesskab og funktionen som vejleder. Denne balancegang fremstår særlig vanskelig, når vejledning enten pålægges kollegerne, eller når vejleder optræder som en vurderende instans. Endvidere har vi set, at vejledningens rettethed mod at arbejde udviklende med kollegernes praksis kan bevirke, at vejlederne ses som dominerende i forhold til ændringer af eksisterende pædagogisk praksis. Vejlederne fortæller at det i den henseende kan være vanskeligt for dem at balancere mellem det at være en faglig ressource og blive opfattet som bedrevidende.

Arbejdspres

Vejlederne oplever, at deres kolleger har et stort arbejdspres, hvorved det er nødvendigt for kollegerne at prioritere deres arbejdsindsats. Denne nødvendige prioritering ses som en mulig forklaring på, at kollegerne efterspørger hurtige løsninger hos vejlederne. Det er en udfordring for vejlederne, når de forventes at bidrage med deres fagspecifikke kompetencer, men samtidig forventes at gøre dette i en ligeværdig kollegial kontekst præget af udforskende og udviklende processer. Vi har indkredset, at når vejleder oplever modvilje fra kollegerne, kan det handle om, at vejleder søger at påvirke kollegernes arbejdsområder, der traditionelt har været kollegernes domæne, hvor de med professionel autonomi har kunnet definere den pædagogiske praksis.

Udviklingsmuligheder

Vejlederne fortæller om, at de oplever at kunne påvirke skolens udvikling, når de kvalificerer og igangsætter tiltag i samspil med kolleger og ledelse. Hvordan vejlederne selv oplever deres organisatoriske rolle i forhold til skolens udvikling, kommer bl.a. til udtryk i dette citat fra vejlederen Tina:

"Der tænker jeg faktisk vi vejledere generelt, ikke kun mig, sidder med en kæmpe rolle, fordi vi er ude hver gang, at noget skal have en retning, altså noget der er kuldsejlet eller noget der går dårligt. Så er det jo os, der er med ude, selvom man prøver at være objektiv og prøver at være neutral i en vejleder, så har vi jo en pædagogisk substans og grundtanke, der gør, at vi får jo folk bevæget i den retning, som skolen skal, som vores overordnede værdier er".

Tina beskriver, hvordan hun og andre vejledere på hendes skole har en central rolle i kraft af at de bliver involveret hver gang der er noget, som skal ændres. Vejlederne indgår dermed i kollegernes pædagogiske praksis med henblik på at skabe ændringer gennem forstyrrelser af den etablerede praksis. Forstyrrelserne kan ses som udgangspunkt for læringsprocesser, hvilket fordrer at forstyrrelserne er på et passende niveau, hvor kollegerne har mulighed for at bearbejde dem og dermed udvikle deres praksis.

Modstand mod forandring

Vi har gennem vejledernes fortællinger afdækket, at den pædagogiske praksis er kompleks, og at det dermed kan være en tidskrævende proces at implementere ændringer, hvilket understøttes af andre undersøgelser (EVA, 2013; Molbæk et al., 2019), som påpeger at en skoles kultur kan være modstandsdygtig og virke begrænsende for forandring.

At folkeskolen som organisation fremstår som modstandsdygtig med mekanismer, der kan være kulturelt reproducerende, kan udgøre en forklaring på, at vejlederne ser sig udfordret i forhold til at agere som vejledere ud fra deres idealforestillinger. Hvordan vejlederne kan opleve sig begrænset i vejledningsfunktion af den fremherskende kultur på skolen, beskriver vejlederen Mette med udgangspunkt i et konkret eksempel:

"Altså bare det med at starte det med PLC, så har vi snakket meget om, man skulle hænge billeder op på væggen så man ligesom; det er vores læsevejleder, det er vores AKT osv.  Men det synes de andre, at så bliver man fremhævet for meget. Og det er lidt sådan typisk derude, altså, man skal ikke tro man er noget særligt, altså - med det. Det gør jo også, at man så ikke bliver noget særligt, altså, en man egentlig kan trække på på den måde."

Her oplever vejleder en kultur, hvor det at nogle kolleger besidder en fagekspertise ikke er velanset og forankret, hvilket udfordrer vejleders grundlag for at være vejleder. Vejlederne beretter generelt om, at de ønsker at bidrage til kollegernes læring i et ligeværdigt samspil med en undersøgende og afprøvende tilgang.

Udviklingspotentialet viser sig størst, når kollegerne er åbne for at indgå i processen, hvilket både fordrer en anerkendende kollegial kultur, og at de organisatoriske rammer muliggør deltagelse i processer, der kræver tid og overskud til at engagere sig. 

Kollegerne som særlig betydningsfulde for vejleder

Vi kan konkludere, at vejleders oplevelser af forandrings- og udviklingsmuligheder i folkeskolen afhænger af et komplekst samspil mellem faktorer som vejleder selv, kolleger, ledelse og den kultur vejleder oplever i skolen.

Det kollegiale aspekt fremstår i vores undersøgelse særligt centralt for vejlederne, da det kollegiale fællesskab er medkonstruerende for vejleders muligheder og samtidig udgør et socialt fællesskab for vejlederne.

Det at implementere ændringer i en kompleks pædagogisk praksis giver flere vejledere udtryk for er både kompliceret og tidskrævende. Hvis vejledere skal kunne bidrage til udvikling af skolen, ser vi et behov for en kollegial anerkendelse af vejleders faglighed sammen med en kollegial accept af at indgå i en asymmetrisk men ligeværdig relation.

For at imødekomme de udfordringer vejlederne oplever, er det væsentligt, at vejledernes funktion og organisatoriske position italesættes og ekspliciteres. Her betragter vi skoleledelserne som havende et stort ansvar i forhold til at legitimere vejleders opgaver. Gennem legitimering af vejledernes opgaver kan ledelsen medvirke til en hensigtsmæssig udvikling af det asymmetriske forhold til kollegerne således at potentialet i vejledernes funktion kan udfoldes i folkeskolerne.

Referencer:

Bekendtgørelse om folkeskolens pædagogiske læringscentre. (2014, juni 20). https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2014/687

Bjørnholdt, B., Mikkelsen, M. F., Kjer, M. G., Flyger, C. I., Andersen, M., & Prescott, A. B. (2019). Skoleledelse under folkeskolereformen. VIVE.

EVA. (2013). Udfordringer og behov for viden: En kortlægning af centrale aktørers perspektiver på udfordringer i folkeskolen. Danmarks Evalueringsinstitut.

Molbæk, M., Hansen, J. H., Jensen, C. R., & Schmidt, M. C. S. (2019). Samarbejde i skolen - når forandring forsvinder i en konsensuskultur. Forskning Og Forandring, 2(2), 44-63. https://doi.org/10.23865/fof.v2.1503