Else Vad Jeppesen får 400 kroner mindre om måneden i pension, fordi Personalestyrelsen tolker reglerne på en ny måde. DLF har lagt sag an på Else Vads vegne.
?
Lærere kan miste tusindvis af pensionskroner
30 - 40 lærere er lige nu ramt af, at Personalestyrelsen er begyndt at tolke pensionsreglerne på en ny måde. Det kan komme til at koste den enkelte lærer over 100.000 pensionskroner. DLF lægger sag an for at få afklaret reglerne.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Else Vad Jeppesen har været lærer i 36 år. Desværre har hun fået sclerose og har måttet stoppe sit lærerarbejde i folkeskolen i Varde Kommune. Nu skal hun på såkaldt svagelighedspension. I den lokale kreds får hun at vide, at hun skal pensioneres fra skalatrin 44, men da hun åbner brevet fra Personalestyrelsen under Finansministeriet står der, at hun skal pensioneres fra skalatrin 43.
"Det var ikke det, jeg havde hørt fra min fagforening, Jeg tænkte, der måtte være noget galt. Jeg tror, min fagforening har fat i den lange ende. Det har de altid haft. Jeg er tryg ved, at det er fagforeningen, der kører sagen. Den er jo principiel. Det er jo ikke kun mig, der står i den situation", siger Else Vad Jeppesen.
Personalestyrelsen tolker reglerne på ny måde
Else Vad Jeppesen var på løntrin 42 på det tidspunkt, hvor hun skulle pensioneres. Desuden havde hun et pensionsgivende funktionstillæg for arbejde i selvstyrende team. Gennem de sidste otte år har det været sådan, at man rundede op, hvis tillæg og løn var nærmest løntrin 43 og ned, hvis det var nærmere løntrin 42. Sådan har det været i kommuner, der som Varde Kommune har indgået en såkaldt høkerregel. Her indgår pensionsgivende tillæg i tjenestemandspensionen i stedet for at blive indbetalt på en pensionskonto i Lærernes Pension. Værdien af løntrinnet i det kommunale lønsystem overføres til det statslige skalatrin, hvor man runder op eller ned alt efter, hvilket skalatrin beregningen kommer tættest på.
I Else Vad Jeppesens tilfælde skal man runde op til skalatrin 44, men det vil Personalestyrelsen ikke længere være med til. Derfor får Else Vad Jeppesen nu 400 kroner mindre om måneden end forventet.
DLF ønsker en hurtig afgørelse
DLF vurderer, at der lige nu er mellem 30 og 40 lærere, der står i samme situation som Else Vad. DLF har valgt at bruge Else Vads sag til at lægge sag an mod Personalestyrelsen.
"Problemet er, at Personalestyrelsen handler stik imod, hvad de tidligere har meldt ud. De begynder ensidigt at tolke reglerne anderledes end den fælles forståelse, vi altid har haft. Det er et problem, når der er nogle, der kommer i klemme på det", siger formand for Overenskomstudvalget i DLF Gordon Ørskov Madsen.
Det er lærere, der blev fastansat i folkeskolen før kommunaliseringen af skolen i 1993, der bliver berørt af Personalestyrelsens nye udmeldinger. Der vil løbende være flere, der bliver ramt af problematikken. Det er kredsene og dem, der skal pensioneres, der skal holde øje med personalestyrelsens udmeldinger. Gordon Ørskov Madsen håber, at sagen kommer hurtigt gennem systemet.
"Efter at pensionen er blevet udregnet, har kredsene og de berørte personer taget forbehold for sagens udfald. Så kan man få justeret pensionen, hvis sagen falder ud til vores fordel", siger Gordon Ørskov Madsen.
Erfaringsmæssigt tager sådanne sager mellem et halvt og to år.
"Vi gør, hvad vi kan for at få sagen belyst og afgjort så hurtigt som muligt", siger Gordon Ørskov Madsen.