Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Ifølge FN's klimapanel IPCC er menneskelig aktivitet er hovedårsagen til global opvarmning, og vi er på vej mod voldsomme klimaændringer. I den sammenhæng har FN's generalsekretær Ban Ki-moon opfordret pensionsselskaber til at reducere deres investeringer i kul og fossile brændstoffer for i stedet at fokusere på bæredygtige alternativer.¨
Det fremgår af en rapport, som WWF-Verdensnaturfonden har udgivet, hvori de på seks områder vurderer de 16 største danske pensionsselskaber. Lærernes Pension (LP) er med 130.000 medlemmer og 56 milliarder i investeringsformue en del af denne gruppe. Selskabet har kun fået 4 ud af 12 mulige i "karakter". Men er det fordi, klimaet og bæredygtighed ikke bliver prioriteret i investeringen af lærerens pensionsmidler?
Pensionskasseformand Anders Bondo Christensen mener, det er en god idé at fokusere på klimavenlige investeringer, men han mener, at det i den konkrete rapport er for tilfældigt gjort.
Pensionskasserne kan få mellem 0, 1 eller 2 i karakter, hvor 2 er det bedste på de forskellige områder. Folkeskolen.dk har bedt Anders Bondo kommentere de karakterer, LP har fået.
"1. Målsætning for grønne investeringer: 0 point Lærernes Pension har hverken en kvalitativ eller kvantitativ målsætning for investeringer i grønneenergiteknologier".
"6. Grøn energiteknologi: 2 point Lærernes Pension har offentliggjort sine beholdningslister på hjemmesiden, men uden specifkation af, hvor store de forskellige beholdninger er. Det fremgår heraf, at der er aktieinvesteringer i Vestas. Lærernes Pension har i juli 2014 foretaget sin første direkte investering i den kommende havmøllepark Gode Wind 2 i Tyskland. Selskabet har ifølge besvarelsen ikke foretaget investeringer i fonde, der udelukkende er fokuseret på vedvarende energi. Lærernes Pension forventer øgede investeringer i grønne energiteknologier i fremtiden".
"Vi har lavet rigtig store investeringer i grøn teknologi. Og vi har meget store investeringer i bæredygtig skov", siger Anders Bondo Christensen.
Fossil energi "2. Målsætning for frasalg af investeringer i fossil energi: 0 point Lærernes Pension har heller ingen kvalitativ eller kvantitativ målsætning for frasalg af aktiver i fossil energi. Der udtrykkes dog i spørgeskemaet en hensigt om at udelukke investeringer i selskaber, der har uansvarlig omgang med naturen. Men denne hensigt relateres ikke direkte til fossile brændsler."
"Hvis vi lukkede helt ned for fossile brændstoffer ville verden gå i stå", siger Anders Bondo "Jeg tror, det er 80 procent af verdens energi, der kommer fra fossile brændstoffer. Prøv at se, hvad der sker i Ukraine lige nu i forhold til naturgassen. Så spørgsmålet er, om det et rigtigt parameter, at der skal lukkes fuldstændigt. Der er brug for at blive enige om, hvad der er relevant, hvis man vil lave sådan en liste", siger han.
Klimatænkning "3. Klimatænkning i investeringspolitikken: 0 point Lærernes Pension oplyser i besvarelsen af spørgeskemaet, at der ikke foretages en vurdering af klimaforandringers påvirkning af investeringer. Lærernes Pension har udarbejdet et etisk kodeks, der løbende revideres. "Klima" fremgår dog intet sted i beskrivelsen af det etiske kodeks eller andetsteds på pensionsselskabets hjemmeside."
Og det er korrekt, at der ikke står "klima" i LP's etiske kodeks. Men der står:
"I særlig grad gælder, at Lærernes Pension ikke investerer i virksomheder, som via deres aktivitet viser uansvarlig omgang med naturens ressourcer og/eller unødigt belaster miljøet".
"Vi har løbende en vurdering af vores etiske investeringsregler. Og nu kan jeg forestille mig, at vi skriver klima ind - for vi har store klimainvesteringer. Men fordi vi ikke har skrevet klima ind, så får vi et nul. Vi har ikke brugt det rigtige ord i undersøgelsen, så dumper vi. Det gør, at undersøgelsen mister sin værdi, og det synes jeg er ærgerligt", siger Anders Bondo Christensen.
Medindflydelse "4. Medlemmers indflydelsesmulighed: 2 point Lærernes Pensions medlemmer er repræsenteret via deres repræsentanter i selskabets bestyrelse og særlige medlemsfora. Hvert andet år er der dialog med selskabets to medlemsfora om udviklingen af pensionsselskabets etiske kodeks. Den proces giver alt andet lige medlemmerne en fornuftig mulighed for indflydelse på selskabets etiske retningslinjer og investeringer."
"Vi laver aldrig en etisk investeringsstrategi før vi har haft det drøftet i medlemsfora, så det er en lang tradition, vi har haft", siger Anders Bondo Christensen.
5. Ekskluderinger: 0 point Lærernes Pension tildeles 0 point, fordi selskabet ikke har offentliggjort sin eksklusionsliste. Selskabet oplyser i spørgeskemaet, at det "har ekskluderet selskaber, som via deres aktivitet viser uansvarlig omgang med naturens ressourcer og/eller unødigt belaster miljøet ". Da listen ikke er offentliggjort, er det umuligt at vurdere, om disse er sket på baggrund af klimahensyn.
Til sammenligning får Industriens Pension 1 point i denne kategori med begrundelsen:
"Industriens Pension udarbejder og offentliggør deres eksklusionsliste. Der er ikke ekskluderet virksomheder på baggrund af klimahensyn."
"Vi får nul, fordi vi ikke har offentliggjort selskaberne: Det kan godt ske, at vi ændrer det. Men er det vigtigt, om man hænger de selskaber ud, man ekskluderer, eller er det vigtigt, at man ekskluderer dem?" spørger Anders Bondo Christensen og fortsætter:
"Hvis vi ikke havde ekskluderet nogen, og vi vidste, at der var nogen, som vi burde have ekskluderet, så kunne man godt have givet nul. Men når vi nu rent faktisk har reageret fuldt på det, så er det mærkeligt at få et nul", siger Anders Bondo Christensen.
Du kan se de etiske regler for Lærernes Pension og rapporten fra WWF via links til højre for artiklen.
Læs mere
Læs hele rapporten her.
Læs de etiske retningslinjer for Lærernes Pension her.