Folkeskolens leder:

Hvor meget pres kan en lærer klare?

Underrubrik

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tilbage i 1967 undersøgte to forskere, hvor meget stress et menneske kan udsættes for, inden han eller hun bliver alvorligt syg og dør. Hver ændring i hverdagen fik et tal.

Temaet i denne måneds Undervisere giver anledning til at tælle lidt på, hvordan verden ser ud for en lærer lige nu.

11.000 specialelever inkluderes: 30 point. At lærerne skal tage imod 11.000 specialelever, må siges at være en »ændring i ansvaret« på jobbet - hvilket i forskernes skala lægger 30 point til stressniveauet.

Sammenlægning af skoler: 39 point. Halvdelen af landets kommuner lægger skoler sammen, nedlægger eller indfører fælles ledelse. Der er vist ingen, der vil påstå, at det vil være uden problemer at lægge to skoler med hver deres kultur, hierarki og traditioner sammen. Vi kan se det som en »ændring på arbejdspladsen« og lægge 39 point til.

Ny chef: 23 point. Måske skal læreren over på en anden skole og have helt nye arbejdsopgaver under en ny leder. Det kan let give »problemer med chefen«.

Flytning: 25 point. Og måske betyder nedlæggelsen af hendes skole, at hun må flytte for at komme i rimelig afstand af sin nye arbejdsplads.

Afskedigelse: 47 point og deraf ændret økonomi 38 point. I værste fald bliver hun fyret, som vi har set adskillige tilfælde af over hele landet.

Ændring af arbejdstid: 20 point. Dertil kommer, at kommunerne har fået fine nye retningslinjer fra KL om, hvordan de bedst udnytter lærernes arbejdstid til det yderste.

Hvordan man skal placere den situation, lærerne i forvejen står i med krav om at skabe verdens bedste folkeskole med elever i top fem i Pisa og lærerens egne ambitioner om at give børnene en god skolegang, melder stressforskernes tabel ikke noget om.

Man kan ikke lægge tallene endeligt sammen, for hver står jo i sin unikke situation. Men jeg kan med let hovedregning se, at der er risiko for at komme over de 150 point, som kan resultere i sygdom.

Så det gælder om at lade være med at gifte sig eller få et barn, hvis man vil holde sig ude af det røde felt!

Thomas Holmes og Richard Rahes stressbarometer kan findes på Wikipedia.org |