Hørsholm Skole tester: Lukker Intra i en klasse i en måned

Hørsholm Skole vælger nu én klasse til at bruge kontaktbøger i stedet for Skoleintra i en måned, efter at regeringens stresspanel har foreslået den model som en løsning på stress i familier.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Stresspanel: Luk Forældreintra og Aula 

"I går, da vi sad på lærerværelset, så vi Politikens forside om, at man skal lukke Skoleintra. Så begyndte snakken ellers. Der var nogle, der mente, at det kunne man ikke. Men en sagde faktisk ' jamen prøv nu at hør'. For 15 år siden klarede vi os jo trods alt med en kontaktbog".

"Så begyndte vi også at tale om stressaspekter, hvor nogen sagde, at det handler om, at man gerne vil vide en masse. Vi begyndte også at spekulere på, hvor mange af forældrene der læser den omfattende informationsmængde, der er", siger afdelingsleder Henrik Højstrøm.

Det var startskuddet til et nyt projekt på Hørsholm Skole, hvor en af klasserne skal bruge de gode gamle kontaktbøger i stedet for Skoleintra i en måned.

"Jeg spurgte, om nogle ville synes, det var sjovt at prøve. Der blev der nikket hele vejen rundt i lærerværelset. Det var jeg overrasket over. Så satte jeg mig sammen med teamkoordinatorerne, der har en god finger på pulsen og spurgte, om nogle af dem var parate til at lave et sådan forsøg.  De var alle friske på det".

Lærer: »Man skal behandle elever forskelligt for at behandle dem ens«

Det er gået stærkt

Ifølge Henrik Højstrøm giver projektet god mening, fordi skolen som alle andre danske folkeskoler lige om lidt skal indføre Aula som erstatning for Intra. Han mener, projektet kan give skolen mulighed for at viske tavlen ren og undersøge, hvordan lærerne og skolen bruger deres kommunikation på internettet og dermed også udforske, hvordan den bruges mest optimalt.

"Fra morgenstunden havde jeg møde med den øvrige ledergruppe. Et forsøg kunne jo laves på tværs af hele skolen. Men vi vidste, at det ikke kan lade sig gøre at involvere alle de 30 klasser til at starte med. Det ville blive et for stort projekt. Vi blev derfor enige i ledergruppen om at få én klasse til at teste det i en måned og samle informationerne ind". 

Skolen vil involvere klassens forældre og skolebestyrelse med henblik på at stille klare regler op om, hvad der gælder i den måned, hvor forsøget kører.

Riisager er uenig i at Forældreintra er en kilde til stress 

"Vi vil gøre, hvad vi kan for at få forældrene til at acceptere præmissen om ikke at kommunikere på intra. Eleverne får kontaktbøger, og så skal de huske at notere deres lektier selv. Det er sådan, vi tænker det. Men jeg skal først mødes med teamet i morgen for at få de sidste detaljer på plads. Men vi regner med at starte projektet allerede i næste uge", siger afdelingslederen.

"Vi har rykket hurtigt, fordi det kunne sgu være sjovt at teste. Nogle mener, sat på spidsen, at man ikke kan blive stresset over at få en besked om at huske gummistøvler, fordi vi skal en tur i skoven. Men vi har holdninger i begge retninger, men det bliver spændende at se, hvad vi kan lære af det".

Rettelse 24/1 kl. 13:05: Der er ikke planer om at udbrede forsøget til andre af skolens klasser - kun at alle kan lære af de indsigter, der måtte komme ud af det. red.