Hanne Rasmussen har en metode til at måle sin lyst til lærerarbejdet. Hvis hun i slutningen af en sommerferie ikke glæder sig til at komme i gang igen, så ved hun, at der er noget galt.

»Hvis det sker, er det på tide at stoppe og finde på noget andet«, siger hun, der er lærer på Struer Østre Skole.

Den daglige glæde kommer af kontakten med eleverne. Hanne Rasmussen underviser mest 8. og 9. klasse i samfundsfag og dansk samt engelsk i 7. klasse.

»Det er ubetinget mødet med eleverne, der betyder mest for mig. Det at opleve, at man gør en forskel for dem. Jeg har en klasse til engelsk, hvor der er en pige, der ikke har det nemt. Forleden kom hun spontant hen og slog armene om mig og sagde: 'Jeg hader engelsk'. Det, hun mente, var, at hun har det svært med faget, men at hun samtidig er fuld af tillid til, at jeg kan hjælpe hende. Den slags genoplader batterierne«.

Det, der lykkes, fylder

57 år og 33 års arbejde som lærer har ændret forståelsen af, hvad en succes er. Tidligere kunne Hanne Rasmussen gå fra en lektion med hovedet fyldt af tanker om, at noget kiksede. I dag er lystavlen fyldt med det, der lykkedes, og af det de fleste elever har fået ud af timen.

»Det er vigtigt at vende indstillingen på den måde. Det prøver jeg gerne at få nye kolleger til at forstå. Man skal ikke være jubelidiot og lade, som om alt går godt, men som regel er det ikke ret meget, der går galt. Hvorfor så fokusere på det i stedet for at glæde sig over resten?«

For tiden er hun optaget af, hvordan den pædagogiske analysemetode LP-modellen kan realiseres på skolen. Den går ud på at fokusere på de muligheder, eleverne har i skolemiljøet.

»Uha, hvor er der mange udfordringer«, siger Hanne Rasmussen. »Og det er langtfra hver gang, at det lykkes. Når det ikke sker, bliver jeg lidt foxterrier-agtig. Så holder jeg fast og går efter målet. Jeg vil gerne ned og pille ved det, der er svært at få på plads. Det er med til at give arbejdsglæde«.

Vilje til at se det lyse

Det handler om vilje, når billederne i hjernen skal have lysere farver. Vilje til at finde det, der peger fremad, mener Hanne Rasmussen.

»Det lærer jeg mine elever. I stedet for at sige: 'Jeg kan ikke finde ud af noget som helst', så får jeg dem til at se på det, de kan. Sidder de med en tekst på engelsk, som de skal læse, så beder jeg dem markere de ord, de kender, med grønt. Når de mange grønne streger dukker frem, holder de op med at være opgivende«.

Arbejdsglæde er en forudsætning for at fungere som lærer, men der skal planlægning og fastsættelse af mål til for at skabe fremdrift.

»Når jeg evaluerer og finder ud af, at jeg selvfølgelig ikke har nået mine mål på alle punkter, så bruger jeg igen den positive metode. Ved at se på, hvorfor målene blev nået i forhold til nogle elever, prøver jeg at finde ud af, hvordan de kan nås i forhold til dem, hvor det hidtil ikke er gået. Det gør målsætning til noget konstruktivt, som kan bringe min undervisning videre«.

Så hver gang hun kan se, at en elev har fundet ud af noget, giver det en glad fornemmelse.

»Så ved jeg, at jeg valgte rigtigt ved at blive lærer. Sådan har jeg haft det i mange år, og sådan håber jeg at blive ved med at have det, så længe jeg er lærer«.