To mænd kommer stormende ind på lærerværelset på Vibeholmskolen i Ishøj. De løber hen til tre lærere og råber: »Er det dig, der er Henrik?«

»Den ene var kronraget med skæg, helt pumpet op. Den anden var bare endnu større. Omkring de 20, men virkelig store typer«, fortæller Michael Bayne, som den dag for tre uger siden sad på lærerværelset.

Mændene prøver endnu en lærer og vender sig så til Michael med ordene: »Jeg skal kraftedme bare smadre ham«. Michael forsøger at få dysset mændene ned og nævner, at de jo truer en embedsmand i funktion. Det får den ene til at komme hen til Michael og råbe til ham, at han skal blande sig udenom, hvis han ikke har noget fornuftigt at sige. Han skal bare vise, hvor Henrik er.

Michael Bayne forsøger at få dem til at gå til kontoret.

»Så kommer nummer to over - endnu tættere på - helt oppe i ansigtet på mig - og begynder at råbe ad mig igen. Han råber, at hvis jeg ikke har noget fornuftigt at sige, så vil jeg bare få tæv«.

Michael Baynes ansigt skifter mellem indignation, lidt ophidselse og et kort øjebliks udtryksløshed, mens han husker tilbage på optrinnet.

»Jeg havde den der følelse af, at hvis jeg overhovedet bevægede mig i stolen, så pandede de mig én. Det føltes ikke, som om de bare var ude efter Henrik. De var ude efter, at nogen skulle slås«.

Hvad sker der næste gang?

Optrinnet på Vibeholmskolen begyndte med en konflikt mellem en lærer og en 7.-klasse-elev. Elevens kammerat Søren bliver så ophidset over lærerens håndtering af konflikten, at han ringer til sin storebror, og under en halv time senere stormer storebroderen og hans ven så ind på skolens lærerværelse på jagt efter læreren.

»Ingen har tidligere tænkt, at vold kunne ske på vores skole, men nu ligger det i baghovedet. Det kan ske igen. Nogle lærere har for eksempel sagt, at de går en anden vej til lærerværelset for at undgå at gå forbi, hvor de store elever er, så de ikke risikerer at blive blandet ind i deres konflikter«, fortæller lærer og tillidsrepræsentant Morten Risager.

»Hvis jeg står og irettesætter en elev, så ligger det nu i mine tanker, om eleven bare kan vende mig ryggen og tilkalde storebror. Og jeg tænker også på, om de for eksempel vil gøre noget ved min bil, som står lige udenfor. Heldigvis bor jeg ikke selv i byen, men alligevel«, siger Michael Bayne.

Efter sammenstødet får en anden lærer gelejdet de to mænd op på kontoret under eder og forbandelser. Her kontakter skolelederen politiet, som allerede kender dem. De bliver straks sendt væk, og politiet undersøger nu sagen. Efter en uge med afhøringer kommer Søren tilbage i klassen, hvilket bliver fejret af en del andre elever.

Der er tidligere blevet arbejdet med Søren over en lang periode. Han har flyttet klasse. Der har været samtaler med forældrene, og inden optrinnet har han i lærernes øjne fået sidste chance.

»Det føles, som om alt det, vi har foretaget os tidligere, er ligegyldigt. Når en elev bare kan ringe efter et tæskehold, der skal slå en lærer, så vil eleven opleve, at han har vundet«, siger Michael Bayne.

Vi skal bare rumme

Ti dage efter episoden besøger Ishøjs skoleforvaltning Vibeholmskolen, og lærerne bliver i et spisefrikvarter informeret om, at Søren fortsat skal gå på skolen.

»Vi sidder tilbage med følelsen af, at der ikke er nogen konsekvenser, og det samme må elever og forældre tænke. Det er, som om man arbejder sig op ad en konsekvenstrappe, og når man så står på øverste trin, så kan man stå der og hoppe, til han går ud af 9. klasse«, siger Morten Risager

Lærerne oplevede på mødet, at forvaltningen fremlagde det, som at eleven greb telefonen for at ringe efter hjælp.

»På os virkede det, som om forvaltningen bagatelliserede episoden. Som om vi er lidt hysteriske og har pustet det hele op. Vi burde kunne rumme sådan en elev«, siger Morten Risager.

Som lærerne har forstået det, bliver eneste konsekvens for eleven, at han hver dag skal have en A4-side med hjem fra klasselæreren med bedømmelse af sin opførsel fra et til fire.

»Hvis forvaltningen havde siddet, hvor jeg sad, da mændene kom, så ville de nok ikke have set det som hjælp. Jeg undrer mig meget over, at de ikke har talt med os lærere, der oplevede optrinnet. De har talt med eleven og elevens forældre, men hvad med at have hørt os, inden de tog en beslutning«, siger Michael Bayne.

Efter mødet med forvaltningen var lærerne voldsomt frustrerede og holdt derfor både om eftermiddagen og næste formiddag møder om, hvilke muligheder de har. De kontaktede Folkeskolen, borgmesteren og politikerne i børne- og unge­udvalget.

»Vi føler ikke, at vi har fået nogen opbakning fra forvaltningen - tværtimod. Politiet tager sig af de to mænd, men vi står tilbage med drengen. Hvem skal nu undervise ham. Jeg tror ikke, at man har forstået, hvad det her betyder for lærerne. Det er os, der står tilbage med utrygheden«.

Navnene Søren og Henrik er opdigtet af redaktionen.