Lærerne har verdens vigtigste job, mener rektor for Professionshøjskolen Metropol, Stefan Hermann.

Fordi folkeskolen betyder så kolossalt meget for den demokratiske udvikling af samfundet, uddyber han.

»Centralaksen i skolen er lærergerningen. Det er i relationen mellem lærer og elever, at fremtidens samfund skabes. Det er et faktum. Sådan har det været i hundredvis af år, men betydningen er vokset i kraft af svækkelsen af fælles institutioner og traditioner. Skolen står i midten af samfundet og er noget langt mere fundamentalt end et plejehjem eller en daginstitution - uden at miskende dem. Skolen er noget andet end en serviceydelse. Skolen står på ryggen af forfatningen og er rodfæstet i ideen om et demokrati«, tilføjer han.

»Det er derfor, jeg mener, at lærerne har verdens vigtigste job. De udfører ikke bare et stykke arbejde. Nej, læreren repræsenterer noget af det fineste og mest fundamentale i det her samfund, nemlig ideen om, at vi er nødt til at blive udstyret med en civiliserethed, der hviler på, at vi lærer verden at kende gennem viden. Og det er noget andet end pædagogen, der i bund og grund har været en erstatning. Og det er noget andet end omsorgsmedarbejderen på et plejehjem, som udfører opgaver, der i sidste ende handler om værdighed og afvikling«.

Metodefrihed udfordres

Det er helt afgørende at holde sig det perspektiv for øje, mener han.

»Hvis man ikke gør det, er det svært at ramme skolens visioner på det rigtige niveau. Så bliver skolens visioner hurtigt formindsket til, at nu skal lærerne yde noget mere, nu skal de få kvaliteten op, nu skal skolen producere til konkurrenceevne, nu skal den bare være en del af et uddannelsessystem«.

Men det er faktisk det, der er ved at ske, vurderer rektoren. De sidste 20-30 års new public management har trukket skolen i retning af en serviceydende institution, der styres stramt af stat og kommune og brugere. Bestemte undervisningsmetoder som læringsstile låses fast, og lærernes metodefrihed udfordres, påpeger Stefan Hermann.

»Status er, at lærerprofessionen har mistet autonomi«, fastslår han. Derfor er det tvingende nødvendigt, at skolen kommer tilbage på det demokratiske dannelsesspor. For at det kan ske, må lærerprofessionen styrkes gennem bedre uddannelse og mindre snærende arbejdstidsregler, mener han.

»Men det er ikke nok. Som profession må man også tage på sig at have nogle stærke interne rettesnore og korrektiver. Altså ligesom lægerne har lægeløftet, og advokaterne har god advokatskik. Det har undret mig, at man i lærerprofessionen altid har haft svært ved at sige, at der er noget, der er bedre end andet, når det handler om at undervise«.

Der er metodiske rangordner, mener Stefan Hermann.

»Der er for eksempel forskellige måder at lære børn at læse på, og der er noget, der er bedre end andet. Når man vurderer, at der er noget, der er bedre end andet, så skal det være på baggrund af professionens egen oparbejdede viden om og erfaringer med, hvad det er, der virker. Man skal hverken hoppe på modebølgerne eller vente på, at 'den rigtig sande' viden ankommer«.

»Men det kræver, at lærerne er meget stærkere i deres professionsstrategi, end de er i deres lønmodtagerstrategi. At de siger profession og viden, før de siger løn. At de er bevidste om deres rolle og tager den autoritet på sig, som det er at være ­repræsentant for en samfundsbærende institution, der skal bringe nye generationer ud i en demokratisk virkelighed«.

Viden er vejen frem

Og det kræver et stærkt vidensgrundlag, mener rektoren. Ikke vidensgrundlag forstået på den måde, at man én gang for alle kan få at vide, hvad der virker og ikke virker. Det kan måske være meget godt for en ingeniør, men en lærer, der befinder sig i en dynamisk læringssituation med eleverne, kan ikke forlade sig på manualer.

»Viden er et spørgsmål om at få den mest solide basis for din dømmekraft. Viden, det er det, der giver dig mulighed for som autoritet at forvalte din frihed. Ellers står du med din metodefrihed og din autonomi uden evnen til at skelne mellem godt og skidt og mellem for meget og for lidt«.

Et samarbejde mellem universiteter og læreruddannelse kunne løfte videnniveauet, mener Stefan Hermann. Men det skal ske på klasselokalets præmis.

»Vi, der udformer læreruddannelse, skal blive langt bedre til at bruge forskningsviden, men vi må aldrig tabe det praksisrettede og professionsrettede sigte. Det geniale ved den finske læreruddannelse er ikke, at den ligger på et forskningsuniversitet, for det gør den nemlig ikke, det geniale er, at forskningen er professionsrettet og praksisorienteret«.

Stefan Hermann mener, at de danske professionshøjskoler på tilsvarende vis skal tildeles ph.d.-projekter og forskningsstillinger og basisbevilliger til udviklingsarbejder. Men professorerne og de ph.d.-studerende skal ikke lave det samme som deres kolleger på universiteterne. De skal udføre professionsrettet forskning, slet og ret.

»Det lyder radikalt i manges ører, men det er egentlig bare en europæisering af professionshøjskolesektoren. I for eksempel Norge har professionshøjskolerne docenter og professorer«.

Det er den vej, man skal gå, mener Stefan Hermann.

»Fremtidens velfærdsløft er et professionsløft, og fremtidens kvalitetsløft i skolen er et lærerløft. Men kan lærerne gøre det alene? Nej, det kræver politikere og fagforeninger, der er indstillet på at gå den vej, og det kræver ledere, der har is i maven og er i stand til at bidrage til det løft og ikke tvinger lærerne til at springe med på alle mulige modediller«.

Med sine 37 år er Stefan Hermann den yngste af de nyansatte rektorer, der står i spidsen for de nye professionshøjskoler, som 1. januar 2008 afløste de såkaldte CVU'er, der i Ole Vig Jensens ministertid afløste seminarierne. »Jeg er jo Benjamin i foretagendet«, som Stefan Hermann selv udtrykker det. I modsætning til de andre rektorer kommer han desuden »udefra«. Han er djøf'er med en fortid som embedsmand i henholdsvis Kultur­ministeriet og Undervisningsministeriet. Senest var han vicedirektør for kunstmuseet Arken.

Nok kommer han udefra, men han er også forfatter til bogen »Magt & oplysning. Folkeskolen 1950-2006«, der udkom i 2007 på forlaget Unge Pædagoger, og som er blevet et referencepunkt for forskning om folke­skolen.

Det er ikke for meget sagt, at Stefan Hermann er en ny stjerne på uddannelseshimlen. Han er her, der og alle vegne. For eksempel var han hovedtaler på KL's Skolerigsdag for nylig, taler på det kommunalpolitiske topmøde, og ved en afskedskonference for professor Knud Illeris på Danmarks Pædagogiske Universitets­skole i forrige uge blev Hermann præsenteret som »next generation«. Han er rektor på Professionshøjskolen Metropol i København, der med 8.800 studerende og 900 medarbejdere udbyder 14 uddannelser, herunder læreruddannelsen.