Professionsidealet beskriver mange af årsagerne til, at vi valgte at blive lærere.

Vi skal stå ved det ideal, og i alle foreningsaktiviteter arbejde for løs­ninger, så der i virkelighedens skole kan arbejdes på professionel vis. Tillid til lærerne er en nødvendighed. Vi skal ikke udsættes for detailstyring, når lærerarbejdets enkeltelementer skal udføres.

Rammer for undervisningen skal aftales centralt mellem fagforening og arbejdsgiver.

Løn og lønsystem: Reallønnen skal sikres centralt, og ingen lærere skal udsættes for store og tilfældige udsving i lønnen, fordi fagfordelingen ændres.

Arbejdsgiverne må indse, at lønsystemet skal passe til arbejdspladskulturen, og at lærerne ikke vil have et individuelt belønningssystem. Løn skal være gennemskuelig, forståelig og noget, man kan glæde sig til at få udbetalt til tiden.

Aftaleretten om løn er et fagfor­eningsanliggende. Lokalt skal kredsen være den ene forhandlingspart. Lønforhandling må aldrig blive et anliggende mellem den enkelte lærer og leder.

Skolens arbejdsmiljø: Der skal læg­ges pres på kommunerne for at sikre tidssvarende og sunde arbejdspladser.

Det psykiske arbejdsmiljø skal sikres. Lærerne skal bakkes op, når urealistiske forældreforventninger om individuel behandling af netop deres barn kræves på fællesskabets bekostning.

Forestående udfordringer: Folkeskolen vil fortsat være under pres og blive udfordret. Den fore­stående kommunalreform og kommunernes krav om en endnu mere rummelig folkeskole er med sikkerhed blandt de temaer, der vil sætte løsningen af folkeskolens specialundervisning i fokus. Jeg vil i mit politiske arbejde naturligvis blandt andet bruge den viden, som samarbejdet med Samrådet af specialpædagogiske foreninger giver mig.