Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
En skov af fingre løfter sig, da Annika spørger 1.a, om der er nogen, der har kæledyr. Philip får ordet.
'Jeg har et næsehorn', siger han ganske uimponeret. Det er dog ikke normen i klassen, hvor undulater, katte og hunde er i overvældende flertal. Så der er nok at tage fat på til et projekt om kæledyr. Langs væggene står forældre, en enkelt søster og sågar en hund. Deres øjne, lige med undtagelse af hundens, hviler alle forventningsfuldt mod tavlen. I fire grupper a fire sidder børnene i 1.a på Marienberg Skole i Vordingborg. Deres øjne kigger spændt op i retning af tavlen. Foran tavlen står Annika Bay. Første skoledag er i gang for både hende og børnene.
Hun virker upåvirket af situationen. Alligevel har spændingen været stor.
'Allerede i går kunne jeg mærke lidt kriller i maven', fortæller Annika. Forældre og venner ringede aftenen før, og det var også med til at øge spændingen. 'Da jeg vågnede i morges, havde jeg stadig kriller i maven, og da jeg sad på lærerværelset til velkomst, kunne jeg ikke rigtig få rundstykket ned', siger Annika smilende. 'Det er jo nu, jeg for første gang skal prøve mine sociale kompetencer af. Hvordan er de egentlig? Det er spændende'.
Nye venner
Allerede første dag får klassen sig et par nye venner. I de blå Sigmabøger bor 'Frynserne' nemlig. De er nogle trolde, der skal hjælpe eleverne med matematikken. Og ud af en stor kasse med guldpapir omkring kommer en abe frem. Det er Læsefidusen, der vil hjælpe med historierne og alle de mange nye ord. Den var dog fremme dagen før, da Annika gik og pyntede op i klassen. Hun skulle lige se, hvordan hun skulle bruge aben første skoledag. 'Det skal jo ikke være for barnligt, så jeg prøvede mig lidt frem', siger Annika om forberedelsen, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Og så alligevel. Da Annika i selskab med Læsefidusen skal til at fortælle en historie, melder nysgerrigheden sig hos flere af eleverne. 'Hvor ligger tegnepapiret henne', spørger en pige.
'Hvad er de to skraldespande til', spørger en dreng, mens han peger på dem.
Historien kommer ikke videre.
'Det er vigtigt at fange de ting, eleverne spørger om', mener Annika. Derfor nåede aben heller ikke at fortælle en historie på første skoledag. 'Nogle af eleverne spurgte om forskellige ting i klassen, og så tænkte jeg, at det var en god ide at forklare og vise dem de ting. Så kan historien altid komme i morgen'.
Schh . . . forældre
I løbet af dagen er der også indlagt et frikvarter. Det bruger Annika til at gå rundt og snakke med forældrene, mens børnene leger i skolegården eller deres nye klasselokale. Efter pausen præsenterer børnene sig selv på skift. De fortæller, hvem de har med, og hvad de glæder sig allermest til. 'At læse' er den store vinder med 'at regne' lige i hælene. Præsentationsrunden er ved at nå en ende, og det er Mathias' tur. Pludselig lyder en pludren fra den ene side.
'Må jeg bede forældrene om at være stille', siger Annika bestemt og kigger på børnene igen.
'Når I skal være stille, så skal jeres forældre også. Måske skulle de starte i 1. klasse', siger Annika, og børn og forældre begynder alle at grine. Klasselokalet har fået charme. Plakater fra Læsefidusen og et verdenskort er kommet op på væggene. På reolerne ligger bunker af papir, nye kasser og mapper i skarpe farver. En til hvert nyt ansigt i 1.a. Annika fortæller om alskens praktiske ting, lige fra det nye skema, og hvilke fag de skal have, til nye bøger og indbindingen af dem. Hele tiden er Annikas øjne rettet på børnene, nærmest som om hun ikke ænser det store opbud af forældre. 'Jamen, det er jo børnene, jeg skal arbejde med, så derfor synes jeg, det er helt naturligt, at det er børnene, jeg kigger på', siger Annika. Hun tænker ikke så meget over de mange mennesker. 'Jeg er meget mig selv. Jeg spiller ikke en rolle', siger hun og fortæller samtidig, at overgangen fra at kigge på børnene til at løfte blikket til forældrene var lidt svær og føltes en smule kunstig. På katederet ved vinduet står en buket blomster, som Annika selv har bundet. Op af den rager også to flag. Ved siden af ligger en liste.
'Jeg har en liste med de ting, jeg skal nå. Bare i stikord, for eksempel postmappe og indbinding. Så kan jeg lige tjekke op til sidst, om jeg har nået det hele', fortæller hun. Da dagen er slut, bliver listen tjekket for, om alt er nået. Det er det næsten. Kun lige fotografier af eleverne og Læsefidusens historie mangler et flueben. Til gengæld ved børnene nu, hvor tegnepapiret ligger, og hvad de to skraldespande er til.
