Heidi Cecilie Andersen og Sascha Christensen har gjort det - fået et tilfredsstillende lærerliv. Efter et par år i jobbet, hvor de kæmpede og fandt ud af, hvad de ville, og hvordan de fik det. Frem for at løbe skrigende bort fra faget eller sætte sig hen i et hjørne og jamre.

De første arbejdsår var turbulente og frustrerende, og alt er stadig ikke rosenrødt, men de to nybagte lærere fandt en vej, nemlig hinanden. De fandt ud af, at de har nogenlunde samme læringssyn og nogenlunde samme ambitionsniveau, og så fik de fikset det sådan med deres skoleleder og deres kolleger, at de kunne komme i team sammen omkring deres henholdsvis 2. og 3. klasse.

Det skete for godt et år siden, og nu vil de gerne give deres erfaringer videre til andre nyuddannede lærere. Rådet er enkelt: Prioriter jagten på en teammakker, du deler læringssyn og ambitionsniveau med, over alt andet.

Også selv om det kan betyde, at du må forlade den klasse og de elever, som du måske har haft det første eller de to første år, og også selv om du måske bliver nødt til at undervise i andre fag end dine liniefag.

En teammakker, du fungerer med, er kort og godt alfa og omega, hvis du vil overleve i jobbet som ung lærer, udvikle dig fagligt og have det sjovt.

Råstyrke og gåpåmod

Og så skal der, basalt set, råstyrke og gå-påmod til. Det første skridt ind gennem porten til den nye arbejdsplads kan være nedslående.

'Mange skoler, ikke mindst de københavnske, kan virke bremsende, som et slag i hovedet, når man kommer ud, med meget små lokaler - gamle og nedslidte. Jeg har dansk som liniefag, og på seminariet læser og ser man i bøgerne flotte, fine værksteder og meget forkromede ting, og så kan man slet ikke forstå, når man kommer ud, at der ikke er computerrum i den ene del af klassen, eksperimentelt rum i den anden og et lille læseværksted', siger Sascha Christensen.

'Der er bare store grønne tavler og borde, der står linet op'.

'Og så er der to muligheder: Man kan enten blive fuldstændig låst fast i den situation og synes, det er synd for en selv og for børnene. Eller man kan prøve at gøre noget ved det og så prøve at bruge sin fantasi'.

Hun og Heidi Cecilie Andersen har brugt deres fantasi. De har brudt de to klasselokaler, de råder over, fuldstændig ned. 'Det var en befrielse. Når man bryder rummet ned, bryder man også tankerne ned', siger de.

Ned med tavlerne

De har for eksempel fjernet tavlerne og fået mobile tavler i stedet, skamler, der også kan vendes om og bruges som et lille bord, i stedet for stole, mobile skillevægge, indrettet læsehjørne med en gammel sofa hjemme fra lejligheden i det ene lokale og købt en til 200 kroner til det andet, købt et par hylder i IKEA, ruderne i de gamle vægskabe i lokalerne fungerer som opslagstavler. Der er 17 elever i den ene klasse og 23 i den anden.

'Det skal være så mobilt som muligt. Vi prøver at stille møblerne sådan, at de ikke fylder hele lokalet, så der bliver nogle rum. Vi vil ikke lade os begrænse af, at der ikke er opslagstavler nok. Vi har et godt forhold til skolebetjenten, der hjælper os, når vi får gode ideer', siger Sascha Christensen.

Modet til at bryde rummet ned og insistere på det læringssyn, man bringer med sig, når man begynder på sit nye arbejde, falder ikke bare ned fra himlen. Det skal have et velgødet team at gro i.

'Det allervigtigste er team. Det er vi også uddannet til på seminariet i allerhøjeste grad: vi går i praktikgruppe sammen, hvor vi planlægger sammen, og vi underviser også nærmest sammen, altså vi kaster bolden over til hinanden og er i det samme lokale, vi superviserer hinanden og evaluerer sammen', siger Sascha Christensen.

'Det er simpelt hen sådan, vi er lært op, og det er også dér, at mange af os nye oplever et realitetschok - for hvad er det så, der sker ude i virkeligheden?'

'Det er ikke alle steder, det fungerer sådan. Teamsamarbejde bliver først løbende sat i gang nu, og man kan godt opleve at komme ud og være én lærer i én klasse - det tror jeg, der er mange, der knækker nakken på'.

Vi er glade for vores arbejde

Sascha Christensen var selv i team med en erfaren kollega i sit første arbejdsår omkring en 1. klasse, men fandt så sammen med Heidi Cecilie Andersen, der havde mistet sin teammakker i 2. klasse, en nyuddannet lærer, der sagde op. 'Han fandt ud af, at det var en større mundfuld, end han magtede'.

Sascha Christensen og Heidi Cecilie Andersen er nu gået i gang med deres andet skoleår sammen omkring det, der nu er en 3. og en 4. klasse. De er glade for deres arbejde og deres fag.

'Mange nyuddannede vælger efter deres fag, og det er selvfølgelig også vigtigt, at man kommer ud i sit fag - jeg er selv matematiklærer, og hvis jeg skulle undervise i dansk, ville jeg ikke synes, det var særlig sjovt', siger Heidi Cecilie Andersen.

'Men faktisk skal man hellere vælge sit team, også selv om man måske er nødt til at forlade den klasse, man er startet med. Teamet er det vigtigste, for man skal have en makker eller nogle makkere, man kan læsse af på, og på en eller anden mærkelig måde kommer man jo altid til at holde af de børn, som man så får'.

'Hvis man er i et velfungerende team, kan man også sagtens klare natur/teknik, hvis dét nu ikke lige er ens stærke side, fordi man er to eller tre lærere, forhåbentlig er der en, der kan lidt, men om ikke andet så kan man altid bakke hinanden op og alligevel få lavet nogle ting'.

'Man kan være nok så god til historie og gå ind og måske fagligt kunne sit stof, men det er frustrerende, hvis man ikke har nogen at snakke med om tingene'.

En ganske almindelig skole

Heidi Cecilie Andersen og Sascha Christensen arbejder på Havremarkens Skole på Nørrebro i København. De beskriver selv skolen som ganske almindelig med almindelig lærerstab og almindelig skoleledelse. Hvis noget er specielt, så er det, at skoleledelse og kolleger var åbne over for deres ønske om at gå i team sammen. Skolen er i øvrigt ved at køre en ny teamstruktur ind i forskellige tempi.

'Vi ved alle godt, hvad vi skal stræbe hen imod, men vi må gøre det i forskelligt tempo, sådan at sådan nogle som os, hvor tingene godt må gå meget hurtigt, vi ikke bliver bremset af, at der er nogle andre, der vil knække halsen på, at det går for hurtigt. Der bliver vist hensyn til begge dele', siger Sascha Christensen.

Hun var først 'i team med en makker, og det var smadder godt, og vi havde det fint sammen, men vi ville ikke det samme, og det gik vi ind og snakkede med vores leder om. Jeg fik plads til det, jeg ville, og han bakkede op, men han kom ikke med nogen nye ideer, og han havde ikke lyst til at superviserer og sådan'.

'Så blev jeg selvfølgelig bremset i alt det, jeg godt ville. Men så fik Heidi og jeg lov til at finde sammen, sådan at vi kunne bevæge os fremad i samme tempo, og det har virkelig været tilfredsstillende'.

'Det er meget vigtigt for os nye lærere at blive ved, fordi selv om det er rigtigt, at vi skal bevæge os fra teori til praksis, så synes jeg, man skal passe på, at vi ikke drukner i praksis'.

'Det hele bliver meget praksis, når man er her, og for os har det i hvert fald været vigtigt at holde fast i teorien og arbejde med den didaktiske realisationsmodel, som vi gjorde i didaktik på seminariet, og blive ved med at holde fast, læse artikler, som vi diskuterer på vores teammøder, så vi er professionelle lærere og bliver ved med at få nye input'.

Heidi Cecilie Andersen: 'Et godt team er en slags garanti for, at man udvikler sig fagligt. Efteruddannelse er jo ikke ligefrem noget, der er for meget af i det her system, der er jo ikke nogen penge, og så må man gøre det selv'.

Sascha Christensen og Heidi Cecilie Andersen har været med i et netværk for nyuddannede lærere under Københavns Lærerforening, og der var megen jammer og frustration på møderne. For dem er det springende punkt at komme ud af offerrollen og tage ansvar for eget arbejdsliv, også selv om det koster noget.

'Mange nye lærere vil ikke flytte sig fra den klasse, de er begyndt i, og det er da heller ikke, fordi jeg ville have haft lyst til at skulle af med min 4. klasse. Det er ikke dét. Men jeg havde gjort det, hvis det var det, der skulle til for at få et ordentligt team', siger Heidi Cecilie Andersen.

'Mange siger, jamen, mine børn, dem vil jeg ikke af med. Men man bliver nødt til at ofre et eller andet, hvis man vil have et godt team. Man kan ikke få begge dele, ikke hvis man samtidig skal have penge for de snakke, og det er vel egentligt mest rimeligt, at den samarbejdstid, man har fået afsat, også foregår omkring ens klasse; at man ikke skal sidde og snakke didaktik gratis'.

Sascha Christensen: 'Men jeg tror også, at når man kommer ud, så tager man det der med teamsamarbejde som en selvfølgelighed, og så er det børnene, man tænker over. Man tænker ikke over, at team i virkeligheden er noget, man skal vælge'.

Heidi Cecilie Andersen: 'Jeg fik da også et chok. Jeg troede også, at sådan var det bare, så det kunne næsten være hip som hap, hvem man egentlig arbejdede sammen med, fordi sådan arbejder alle. Men det må man så konstatere, at det gør alle ikke'.

Sascha Christensen: 'Jeg var kemimæssigt glad for min makker, men jeg fik ikke noget tilbage, og så sad jeg med min skoleleder ved en medarbejdersamtale og opdagede, at jeg var bange for at gå i stå, og tænkte, det er lidt vildt, at jeg siger det på mit første år. Men jeg er så bange for, hvis det hele tiden er mig, der skal give og komme med ideerne. Til sidst bliver man jo udtømt. Man skal jo ligesom have noget tilbage også, som man så kan arbejde med'.

Heidi Cecilie Andersen: 'De daglige frustrationer koster meget - at man ikke føler, man får noget igen, at man ikke føler, at man kan lave den undervisning, man gerne vil. Man føler, at man sælger ud af sit læringssyn. Det er også derfor, jeg har pillet tavlerne ned, for jeg bruger dem alligevel aldrig'.

'Det er det med, at man skal komme ind efter en lærer, hvor alle børnene skal vende hovedet den samme vej, og så kommer jeg ind, og så skal det sgu helst være kaos, ikke, altså - det er jo dér. Det kan jo ikke forenes, vel. Man skal gå ind og gøre vold på sig selv. Det synes jeg ikke - jeg vil ikke bruge ordet rimeligt - men det er utilstrækkeligt, simpelthen'.-

Om at blive glad for sit arbejde

Heidi Cecilie Andersen og Sascha Christensen har selv henvendt sig til redaktionen for at slå kontra til sidste sæsons mange pressehistorier om unge lærere, der er flygtet fra faget. For at fortælle om, hvordan de som unge lærere har overlevet på en ganske almindelig københavnsk folkeskole. Og ikke alene overlevet, men - efter hård kamp - fået et tilfredsstillende og frugtbart arbejdsliv. For at give deres erfaringer videre.

Heidi Cecilie Andersen fik eksamen fra Frederiksberg Seminarium i 1998, Sascha Christensen fra Blaagaard Statsseminarium i 1999. De gik begge i skole på Værebro Skole i Gladsaxe, uden dog at kende hinanden. En skole, 'der siden 1960'erne har haft et progressivt ry', siger de. 'Der var for eksempel sofa og køkken i klasselokalet. Vi fik et chok, da vi så de københavnske skoler'.

Man skal passe på, at vi ikke drukner i praksis