14-årige Maia Bjerg-Schøning er forfatteren bag dette digt til Maud Pedersen, der er lærer på den opbrudsramte Tingbakkeskolen i Gribskov, hvor 7.-9.-klasserne i øjeblikket lægges sammen med en anden skole.

Eleverne i Mauds klasse er, som hun siger, på vej i alle retninger, fordi de går i 8. klasse og derfor ikke kan se ideen med at skulle bruge deres sidste år på at integrere sig med en masse nye, og nogle af dem er måske også bekymrede for deres afgangsprøve.

Midt i al den tumult får Maud et digt fra Maia, der har valgt at skifte skole med det samme.

»Jeg tror først, at digtet handler om skolen, og vil læse det op, men jeg får så at vide, at det handler om mig!« siger Maud Pedersen, der har indvilget i at dele digtet med Spot-sidens læsere.

Det Bedste Af Slagsen

Der var engang et stort hus,

Fyldt op med glæde og lystighed,

Af alt hvad hjertet begærer,

Af lærdom, venskab og kærlighed

Huset var det største,

Det største i både by og land,

Det bedste valg i mil,

Var sød mod hver en mand

Huset var en leder,

Som sikkert og trygt hjalp sjæle i gang,

For sjæle var der mange af,

Så huset var fyldt med lykke og sang

Så en dag var der en,

Den var som skelet på huset med sjæl,

Den kunne ikke holde mere,

Den kaldes i dag en støttepæl

Den var så bedrøvet på denne tid,

Den var splintret skønt den var malet hvid

Der råbte den højt »Nu smutter jeg«,

Det var starten på sjælenes splid

Men huset blev standhaftigt ved,

Det stod så stolt over sjælenes hoveder,

Den opmuntrede dem med en ny pæl,

Men ingen af sjælene så godt på nye goder

Og endelig en dag, den sidste af slagsen,

Sagde en af sjælene stop,

Selvom huset havde gjort så meget,

Gav sjælen kun 3 ord »jeg holder op«

Men huset skal jo vide,

At i den store vide og farlige verden,

Kan selv ikke sjæle klare sig,

Uden et hus, det bedste af slagsen

Knus Maia